Meddelelser

Call for papers: Tid og Arbejde

2022-12-07

I den industrielle æra var tid grundlaget for ledelsens kontrol over arbejdet, og derfor blev tid også kernen i konflikter mellem arbejde og kapital op igennem det 20. århundrede. Mere generelt handlede reguleringen af arbejdstid om arbejdsdagens længde og dens placering på døgnet. Samtidig har begreber som merarbejde, overarbejde og aften- og helligdagsarbejde dannet grundlaget for regulering og konflikter omkring arbejdet. Meget forskning omkring tid og arbejde havde her fokus på tid og belastning, på intensivering af arbejdet, sikkerhed ved lange arbejdsdage, på helbred ved skifteholdsarbejde og muligheder for restitution.

Dette forhold mellem tid og arbejde imidlertid på mange måder under opløsning. Fleksibilisering af arbejdet har ført til en større grad af opgaveorientering og ledelseskontrol med output, frem for arbejdstidens omfang, og dermed været med til at opløse grænserne mellem arbejde og fritid. IT-teknologier har visse steder muliggjort en virtualisering af arbejdet, en løsrivelse i tid og rum, hvor arbejdet kan udføres hvor som helst og når som helst.

Vi ser her en tendens til stadig mere individ- og situationsbestemt arbejdstid, hvor selvforvaltning af arbejdstiden er en central opgave for stadig flere lønmodtagere, både hvad angår hvor, hvornår og hvor længe der arbejdes, samt hvordan arbejdet struktureres tidsmæssigt. Dette går hånd i hånd med en stigende individualisering i samfundet, hvor selvrealisering og karriere sættes i centrum – en udvikling der afspejler sig i en performanceorientering rettet mod muligheder i øjeblikket og bestræbelser på at være ‘på’ og ‘med’. Med individet i centrum tematiseres tillidsbaseret arbejdstid.

Mens denne fortælling repræsenterer den lysere side af det fleksible arbejde, der ofte er forbeholdt vidensarbejdere, er der også en mørkere af side af fleksibiliseringen; en prekarisering af arbejdet, karakteriseret ved uforudsigelighed og manglende sikkerhed sådan som vi ser det i fx 0-kontrakt jobs, et arbejdsliv der sammenstykkes af mange små jobs. Her er egen forvaltning af tiden ligeledes central, dog under ganske andre betingelser.

Forskningen omkring tiden i det fleksible arbejde har således i meget højere grad været optaget af at forstå og studere temporalitet (tidslighed) som noget, der skabes i menneskers aktive bestræbelser på at forme tiden; rytmer, kvaliteter og kvantiteter af tid, der kan få arbejdet som selvrealisering til at lykkes i et bredere livsperspektiv. Forskningen peger således på nye belastninger, der ikke har med arbejdsdagens længde og placering på døgnet at gøre, men som snarere handler om rytmer og kvalitet af tid f.eks. vaner, rutiner og stabilitet.

I dette nummer inviterer vi bidrag, teoretiske såvel som empirisk orienterede, der beskæftiger sig med tiden i forskellige typer af arbejde og dens betydning for arbejdslivet og øvrigt liv. 

Læs mere om Call for papers: Tid og Arbejde

Nyeste nummer

Årg. 24 Nr. 4 (2022): Mere metodisk mangfoldighed i arbejdslivsforskningen
					Se Årg. 24 Nr. 4 (2022): Mere metodisk mangfoldighed i arbejdslivsforskningen

Tilbage i 2014 bragte Tidsskrift for Arbejdsliv et temanummer med titlen ”Metodisk mangfoldighed i arbejdslivsforskningen”. Temaet udsprang af redaktionens ønske om at sætte fokus på mangfoldigheden i de undersøgelsesmetoder, der anvendes i arbejdslivsforskningen og give en særlig plads til diskussioner og refleksioner omkring, hvordan arbejdslivet kan studeres. Arbejdslivsforskningen er nemlig i udpræget grad et forskningsfelt, der er kendetegnet ved en stærk empirisk fundering såvel som metodepluralisme. Denne redaktionelle fokusering blev gengældt af de danske forskningsmiljøer, som viste stor interesse for at bidrage med artikler omhandlende det metodiske arbejde i arbejdslivsforskningen. I 2014 bragte vi seks artikler, der emnemæssigt spændte bredt – fra autofotografi som metode til at studere medarbejdertrivsel til brugen af brugerundersøgelser på beskæftigelsesområdet – men som alligevel havde en række fælles flader. Flere af artiklerne forholdt sig eksempelvis til, hvordan det felt, der studeres, kan transformeres og aktiveres af forskningens aktiviteter. Dette er et tema, som også berøres af flere artikler i indeværende nummer, bl.a. i bidraget af Hagedorn-Rasmussen og kollegaer, der udfolder dilemmatænkning som en særlig praksisorienteret metode, der hjælper de studerede med at forstå og tilgå deres opgaver anderledes end tidligere og i artiklen om fremtidsværkstedet som metode til erkendelse og forandring af Janne Gleerup og Jonas Egmose. Der er flere årsager til, at vi her otte år senere har besluttet igen at have et temanummer, der fokuserer på metoder i arbejdslivsforskningen. Selv om mange problematikker i arbejdslivsforskningen er lige så relevante i dag som for 8 år siden, så er det væsentligt, at vi til stadighed udfordrer os selv til at blive bedre til at indfange arbejdslivsudfordringer i al deres kompleksitet. Særligt afkodningen af kompleksitet rummer potentielt indsigter, der kan bringe arbejdslivsforskningen videre. Dette er ikke kun for at tilfredsstille en akademisk interesse, idet arbejdslivsforskning ofte er stærkt vævet sammen med praksis og derigennem kan få direkte indflydelse på forandringer og forbedringer af arbejdslivet for arbejdstagere. Kort sagt, så kan bedre dataindsamlingsmetoder potentielt set bidrage til et forbedret arbejdsliv. Til trods for at mange problemstillinger og arbejdslivsudfordringer ikke har undergået de store forandringer set over det sidste årti, er vi på andre fronter vidner til store forandringer i arbejdslivet, hvilket er blevet understreget og accelereret af Corona-nedlukningerne, hvor hjemmearbejdsplads og hybridarbejde for alvor har vundet indpas i arbejdstageres vokabularium og arbejdsliv. Sideløbende har den teknologiske udvikling muliggjort nye digitale metoder, der åbner for ny kvalitativ og kvantitativ udforskning af arbejdslivet. Med nye metodiske muligheder følger dog også nye udfordringer og dilemmaer, og samtidig bliver brugen af de mere ”klassiske” metoder udfordret på nye måder, da genstandsfeltet ændrer sig. I lyset af disse udviklingstendenser mener vi derfor, at det igen er tid til at diskutere metoder i arbejdslivsforskningen i al dens mangfoldighed. Vi har derfor valgt at kalde temanummeret ”Mere metodisk mangfoldighed i arbejdslivsforskningen” med henvisning til, at de to temanumre samlet set viser et udsnit af de mange metoder og tilgange, der findes til at studere arbejdslivet. Som tidligere nævnt behandler nogle af bidragene i dette temanummer emner, der også blev adresseret i det første metodenummer (fx artikel 3 og 4 der fokuserer på praksisnære metoder til at skabe forandringer i arbejdslivet), men fælles for flere af artiklerne i dette temanummer er også, at de på forskellig vis forholder sig til, hvordan man metodisk indfanger kompleksiteten i det moderne arbejdsliv. Endelig rummer temanummeret også bidrag (de to kronikker), som diskuterer muligheder for at anvende bestemte typer af data i arbejdslivsforskningen, som ellers ikke har været så anvendte. Og særligt i den sidste kronik tages spørgsmålet om brug af en ny slags data, nemlig digitale data, under behandling.

Publiceret: 2022-12-15

Indledning

Se alle numre