Tidsskrift for Arbejdsliv

Tid og Arbejde

2023-11-23T16:27:52+01:00

I den industrielle æra var tid grundlaget for ledelsens kontrol over arbejdet, og derfor blev tid også kernen i konflikter mellem arbejde og kapital op igennem det 20. århundrede. Mere generelt handlede reguleringen af arbejdstid om arbejdsdagens længde og dens placering på døgnet. Samtidig har begreber som merarbejde, overarbejde og aften- og helligdagsarbejde dannet grundlaget for regulering og konflikter omkring arbejdet. Meget forskning omkring tid og arbejde havde her fokus på tid og belastning, på intensivering af arbejdet, sikkerhed ved lange arbejdsdage, på helbred ved skifteholdsarbejde og muligheder for restitution. Dette forhold mellem tid og arbejde er imidlertid på mange måder under opløsning. Fleksibilisering af arbejdet har ført til en større grad af opgaveorientering og ledelseskontrol med output, frem for arbejdstidens omfang, og dermed været med til at opløse grænserne mellem arbejde og fritid. IT-teknologier gennemtrænger en stadig større dele af arbejdet, muliggør en virtualisering af arbejdet, en løsrivelse i tid og rum, hvor arbejdet kan udføres hvor som helst og når som helst, og er med til at accelerere og fragmentere tiden. Vi ser her en tendens til stadig mere individ- og situationsbestemt arbejdstid, hvor selvforvaltning af arbejdstiden er en central opgave for stadig flere lønmodtagere, både hvad angår hvor, hvornår og hvor længe der arbejdes, samt hvordan arbejdet struktureres tidsmæssigt. Dette går hånd i hånd med en stigende individualisering i samfundet, hvor selvrealisering og karriere sættes i centrum – en udvikling der afspejler sig i en performanceorientering rettet mod muligheder i øjeblikket og bestræbelser på at være ‘på’ og ‘med’. Mens denne fortælling repræsenterer den lysere side af det fleksible arbejde, der ofte er forbeholdt vidensarbejdere, er der også en mørkere af side af fleksibiliseringen; en prekarisering af arbejdet, karakteriseret ved uforudsigelighed og manglende sikkerhed sådan som vi ser det i fx 0-kontrakt jobs, et arbejdsliv der sammenstykkes af mange små jobs. Her er egen forvaltning af tiden ligeledes central, dog under ganske andre betingelser. Forskningen omkring tiden i det fleksible arbejde har således i meget højere grad været optaget af at forstå og studere temporalitet (tidslighed) som noget, der skabes i menneskers aktive bestræbelser på at forme tiden; rytmer, kvaliteter og kvantiteter af tid, der kan få arbejdet som selvrealisering til at lykkes i et bredere livsperspektiv. Forskningen peger således på nye belastninger, der ikke har med arbejdsdagens længde og placering på døgnet at gøre, men som snarere handler om rytmer og kvalitet af tid f.eks. vaner, rutiner og stabilitet. Samtidig fokuserer ny forskning også på aktueller tendenser til reorganisering af forholdet mellem tid og arbejde, med løfter om fleksibilisering og nye balancer mellem arbejde og liv, men også mulige konsekvenser for arbejdstiden. Det gælder for eksempel den omfattende bølge af forsøg med en ’4 dages uge’. Det er et koncept, der spreder sig på tværs af mange nationale kontekster. Forsøgene har mange forskellige udformninger, og fx både kan består af fire relativt grænseløse dage, hvor fem dages arbejde skal nås, og forsøg på styret intensivering af arbejdet der muliggør at fem dages arbejde nås på fire. Hybridarbejde er andet fænomen, der breder sig, forstærket af den seneste covid-epidemi, og som introducerer arbejde. der blander IT understøttet hjemmearbejde med arbejde på en fysisk arbejdsplads. Også her er der mange modeller, som kan være præget af forskellige former for styring og ledelse af både tid og output. I dette temanummer præsentere vi fem artikler, der tager fat i de ny spørgsmål om tid og arbejde fra mange forskellige vinkler og dermed bidrager til at belyse mange af de tendenser som er beskrevet ovenfor.

Hvem bestemmer over arbejdstiden? Tidsregistrering, skuffenormer og temporal autonomi i arbejdslivet på professionshøjskoleområdet

2023-11-23T16:30:13+01:00

Artiklen omhandler professionshøjskolerne, der ligesom folkeskolerne i 2013 overgik til et system, hvor man ikke længere bruger ”timenormer” i udregningen af arbejdstiden. I stedet blev der indført et system, hvor ledere og medarbejdere skal have en dialog om, hvilke opgaver medarbejderen skal løse, og samtidig indførtes et tidsregistreringssystem. I artiklen undersøger jeg, på baggrund af aftaletekster fra 2013 og interviews med fem medarbejdere og en leder, hvilke performative effekter tidsregistreringen har. Tidsregistreringssystemerne bliver betragtet som tidsobjekter, der er bærere af bestemte logikker og måder at forstå tid på, og som indgår i magtkampe om, hvem der bestemmer over hvem og hvad. Det viser sig, at der i hvert fald er tre forskellige principper at registrere tid ud fra (1: faktisk tid, 2: tildelt tid eller 3: 7,4), som medarbejderne holder sig til eller blander, men alle handler om at opnå temporal autonomi og sno sig i et system, der med sin industrielle logik passer forholdsvis dårligt til en undervisningskontekst. Undervejs i analyserne viser det sig, at normerne på sin vis stadig findes som lokale skuffenormer, der dog ikke længere er til forhandling mellem arbejdsmarkedets parter. Det skaber en situation, hvor medarbejderne er usikre på, hvornår de har gjort deres arbejde og frygter at blive ramt af de tidsfiktioner, der af forskellige grund kan være blevet sendt i omløb.

Tidsmiljøer i 4-dages arbejdsuge

2023-11-23T16:36:23+01:00

På få år har interessen for 4-dages arbejdsuge bredt sig stærkt, såvel internationalt som herhjemme. I denne artikel fremlægges indsigter fra kvalitative studier af to danske forsøg indenfor det kommunale område. Fokus afgrænses mod at belyse, hvordan omlægning til 4-dages arbejdsuge påvirker tidsmiljøer i arbejdslivet ud fra en begrebslig optik, der udspringer fra tidssociologien og arbejdslivsforskningen. Analysen viser, at tidsmiljøer forandrer sig i et komplekst samspil mellem bevægelser mod øget fleksibilitet og grænseløshed i tid og rum på den ene side, og tiltag der sigter på at strukturere arbejdets temporaliteter under hensyntagen til snitflader og samspil mellem arbejde og øvrigt liv på den anden. Artiklen peger på en række dilemmaer og udfordringer, som må adresseres, hvis forsøgserfaringerne skal danne baggrund for udbredelse af 4-dages arbejdsuge i en større skala.

Makt over arbeidstiden

2023-11-23T16:41:06+01:00

Regulering av arbeidstid har vært en av nordisk fagbevegelses kjerneoppgaver fra starten og frem til i dag. I Norge har en samlet Landsorganisasjon (LO) vært en drivende kraft i kravet om å redusere arbeidstidens lengde. Den siste omfattende arbeidstidsreduksjonen kom i 1986, da arbeidstiden ble redusert til 37,5 timer per uke. Etter at kvinnene for alvor trådte inn i arbeidslivet på 1970- og 80-tallet, har det i LO særlig vært de kvinnedominerte forbundene som har arbeidet for innføringen av sekstimers arbeidsdag. Men her er det liten støtte å få fra de mannsdominerte forbundene. I denne artikkelen ser vi på hvordan tilgangen på ulike maktressurser kan forklare hvorfor fagforbundene lykkes eller mislykkes med å drive gjennom krav om arbeidstidsforkortelser. Artikkelen baserer seg på gjennomgang av litteratur og LOs kongressprotokoller og handlingsprogram, samt på intervjuer med ansatte i åtte av LOs forbund.

Tidsarbejde, tid og rytmer i digitaliseret ældrepleje

2023-11-23T16:45:21+01:00

Denne artikel udforsker, hvordan nye digitale teknologier i omsorgsarbejde kan ændre temporalitet – tid, rum og rytmer – i omsorgsarbejdet og belyser, hvordan dette kan påvirke omsorg og omsorgsarbejde. Artiklen er baseret på en forståelse af temporalitet som kompleks, flerfoldig og modsætningsfuld og som kontinuerligt forhandlet i tidsarbejde (Flaherty, 2011). Tidsarbejdet indebærer en reorganisering af tid, rum og rytmer med henblik på at skabe tidsmæssige kvaliteter, der er meningsfulde i forhold til omsorgsopgaven. Med baggrund i etnografiske studier af to teknologier, sensorgulve og skærmbaseret hjemmepleje, der antages at påvirke tid og rytmer i arbejdet på ret forskellig måde, præsenteres en analyse af medarbejdernes tidsarbejde og de nye temporaliteter, som skabes. Analyserne viser, hvordan medarbejderne forhandler nye temporaliteter præget af accceleration, kompression og fragmentering med kroppens og hjemmets rytmer. Her spiller også borgerens medvirken og brugen af teknologi en rolle. Paradoksalt nok bidrager tidsarbejde, som en strategi til at forhandle konfliktfyldte temporaliter, ofte yderligere til at komprimere eller fragmentere tiden. Artiklen peger på, hvordan temporalitet kan være en vigtig nøgle til at forstå digitalt omsorgsarbejde, hvor digitale teknologier bringes i brug i specifikke politiske og socio-materielle sammenhænge, ofte med uventede og utilsigtede resultater.

Når acceleration former arbejdstiden

2023-11-23T16:49:52+01:00

I de seneste år er den tyske sociolog Hartmut Rosas (1965-) arbejde i tiltagende grad blevet fremhævet som et prægnant bud på en overordnet samfundsdiagnose, og igennem udviklingen af særligt begrebet om acceleration har Rosa været dagsordenssættende for populære diskussioner af det senmoderne menneskes forhold til tid som en knap ressource. På trods af denne samfundsdiagnoses popularitet og forbindelse til det moderne arbejdsliv er Rosas teori imidlertid ikke i nævneværdig grad blevet omsat i mere konkrete undersøgelser af tid i nutidige organisationsstudier. I denne artikel indkredser og diskuterer vi derfor, hvorledes Hartmut Rosas overordnede teoriapparat kan informere konkrete analyser af arbejdsrytmer, tid og indflydelsen fra digitale teknologier i moderne organisationer. Dette overvejende teoretiske bidrag støttes af empiriske eksempler fra to forskellige kvalitative studier af henholdsvis den private medicinalbranche og det offentlige sygehusvæsen, hvor arbejdstiden bliver omformet og accelereret på forskellig vis. Mere specifikt fremhæver vi her, hvorledes Rosas begreber kan hjælpe os med at fokusere på (a) synkronisering af arbejdsopgaver, (b) digitale teknologiers indflydelse på medarbejders tidsbudgetter og (c) forskellige former for både ufrivillig og tilvalgt deceleration.