Meddelelser

 

 

  • Call for papers: Tid og Arbejde

    2022-12-07

    I den industrielle æra var tid grundlaget for ledelsens kontrol over arbejdet, og derfor blev tid også kernen i konflikter mellem arbejde og kapital op igennem det 20. århundrede. Mere generelt handlede reguleringen af arbejdstid om arbejdsdagens længde og dens placering på døgnet. Samtidig har begreber som merarbejde, overarbejde og aften- og helligdagsarbejde dannet grundlaget for regulering og konflikter omkring arbejdet. Meget forskning omkring tid og arbejde havde her fokus på tid og belastning, på intensivering af arbejdet, sikkerhed ved lange arbejdsdage, på helbred ved skifteholdsarbejde og muligheder for restitution.

    Dette forhold mellem tid og arbejde imidlertid på mange måder under opløsning. Fleksibilisering af arbejdet har ført til en større grad af opgaveorientering og ledelseskontrol med output, frem for arbejdstidens omfang, og dermed været med til at opløse grænserne mellem arbejde og fritid. IT-teknologier har visse steder muliggjort en virtualisering af arbejdet, en løsrivelse i tid og rum, hvor arbejdet kan udføres hvor som helst og når som helst.

    Vi ser her en tendens til stadig mere individ- og situationsbestemt arbejdstid, hvor selvforvaltning af arbejdstiden er en central opgave for stadig flere lønmodtagere, både hvad angår hvor, hvornår og hvor længe der arbejdes, samt hvordan arbejdet struktureres tidsmæssigt. Dette går hånd i hånd med en stigende individualisering i samfundet, hvor selvrealisering og karriere sættes i centrum – en udvikling der afspejler sig i en performanceorientering rettet mod muligheder i øjeblikket og bestræbelser på at være ‘på’ og ‘med’. Med individet i centrum tematiseres tillidsbaseret arbejdstid.

    Mens denne fortælling repræsenterer den lysere side af det fleksible arbejde, der ofte er forbeholdt vidensarbejdere, er der også en mørkere af side af fleksibiliseringen; en prekarisering af arbejdet, karakteriseret ved uforudsigelighed og manglende sikkerhed sådan som vi ser det i fx 0-kontrakt jobs, et arbejdsliv der sammenstykkes af mange små jobs. Her er egen forvaltning af tiden ligeledes central, dog under ganske andre betingelser.

    Forskningen omkring tiden i det fleksible arbejde har således i meget højere grad været optaget af at forstå og studere temporalitet (tidslighed) som noget, der skabes i menneskers aktive bestræbelser på at forme tiden; rytmer, kvaliteter og kvantiteter af tid, der kan få arbejdet som selvrealisering til at lykkes i et bredere livsperspektiv. Forskningen peger således på nye belastninger, der ikke har med arbejdsdagens længde og placering på døgnet at gøre, men som snarere handler om rytmer og kvalitet af tid f.eks. vaner, rutiner og stabilitet.

    I dette nummer inviterer vi bidrag, teoretiske såvel som empirisk orienterede, der beskæftiger sig med tiden i forskellige typer af arbejde og dens betydning for arbejdslivet og øvrigt liv. 

    Læs mere om Call for papers: Tid og Arbejde
  • Call for papers: Krise i velfærdsstaten - Hvordan holder vi på de velfærdsprofessionelle?

    2022-02-22

    Over de senere år er det blevet sværere at rekruttere og ikke mindst holde på sygeplejersker, lærere, pædagoger, socialrådgivere, politifolk, jordemødre og andre centrale professionelle, som vi som borgere har brug for i forskellige vigtige situationer gennem livet.

    Det er et stort samfundsproblem, der allerede nu betyder, at kommuner og regioner har svært ved at besætte ledige stillinger i fx skoler, daginstitutioner og på hospitaler med uddannet personale. Og problemet ser ikke ud til at blive mindre i fremtiden. En prognose lavet for Danske Professionshøjskoler viser, at der vil mangle over 35.000 sygeplejersker, lærere, pædagoger og socialrådgivere i 2030 (Damvad Analytics, 2021).

    Årsagerne til problemet og mulige løsninger har længe været diskuteret. Opmærksomheden har været rettet mod uddannelserne, fx mod et for stort frafald, men også mod overgange mellem uddannelse og arbejde – det såkaldte ’praksischok’. Endvidere fremhæves vilkårene og arbejdsmiljøet på arbejdspladserne, hvor der er blevet peget på mistillidsparadigmer, manglende mulighed for udfoldelse af faglighed, meningsløst bureaukrati og dokumentationsarbejde, tidspres og manglende løn- og karrieremuligheder.

    Den offentlige sektor har i de sidste mange år været under et stort forandringspres og underkastet skiftende typer af rationalisering, modernisering og omorganisering. Overskrifterne er mange: New Public Management, kvalitetsreformer, evidensbasering, co-production og tværprofesssionalisme. Ligeledes har der været introduceret en strøm af nye koncepter for ledelse, faglighed og organisering af arbejdet. Ser vi på den omfattende arbejdslivsforskning, der har beskæftiget sig med denne udvikling, får vi et billede af et arbejdsliv, der radikalt er forandret. Ikke kun i form af øget tidspres og stress i arbejdet, men også med udfordringer af faglighed, råderum, identitet og mening i arbejdet, samt ledelses- og samarbejdsrelationer.

    Internationalt taler forskere som Fraser (2016), Dowling (2021); Hansen, Dahl og Horn (2021) ligefrem om ’the crisis of care’, hvor reproduktivt arbejde – bredt betegnet som omsorg (care) - til stadighed er under pres, er underkendt og savner status, symbolsk såvel som materielt.

    På den baggrund kan det måske ikke undre, at det er vanskeligt at fastholde professionelle i velfærdsinstitutionerne i disse år. Imidlertid peger meget nordisk forskning på, at reformernes virkning er kompleks, ikke entydigt negativ og stærkt afhængigt af felt og lokal kontekst, ligesom det understreges, at selvom arbejdet i denne sektor nok ikke længere opfattes som et kald, er det arbejde som opfattes som meningsfuldt – i det mindste potentielt.

    I dette temanummer sætter Tidsskrift for Arbejdsliv spot på arbejdslivet for de velfærdsprofessionelle.

    Læs mere om Call for papers: Krise i velfærdsstaten - Hvordan holder vi på de velfærdsprofessionelle?