Meddelelser

 

 

  • Call for papers: Et inkluderende arbejdsliv – fokus på arbejdspladsers praksisser.

    2023-09-28

    Arbejdspladser er blandt de mest centrale institutioner for samfundsmæssig inklusion. Deltagelse i arbejde og arbejdsliv er på mange måder definerende for, hvem vi er, og for hvordan vi oplever at høre til i samfundet. På samme tid rummer arbejdspladser og arbejdsliv også risici for belastning og eksklusion, og udviklingen i krav og kompetencer giver løbende udfordringer for samspillet mellem arbejde og privatliv. Nye teknologier, forandrede samarbejdsformer og evige effektiviseringer kalder på løbende tilpasninger mellem arbejdsplads og ansatte, og mange på arbejdsmarkedet oplever udfordringer og utryghed i forandringerne - ikke mindst når de rammes af sygdom, nedslidning eller udfordringer i familien, der på forskellige måder kan udfordre arbejdsevne og ressourcer midlertidigt eller varigt. Det har derfor stor betydning, hvordan inklusion praktiseres på arbejdspladsen.

    Op mod 100.000 mennesker er mere eller mindre permanent ikke i stand til at opnå en tilknytning til arbejdsmarkedet, og slet ikke på egen hånd. Der er tale om en sammensat gruppe af mennesker med komplekse sociale og helbredsmæssige udfordringer eller handicap og med begrænsninger i arbejdsevnen på forskellige måder, og det er grupper, der systematisk sorteres fra i rekrutteringsprocesser på det ordinære arbejdsmarked.

    Gennem de seneste mere end 10 år er der kommet stigende fokus på arbejdsinklusion af udsatte på arbejdspladserne og i samarbejde med virksomhederne (Andersen et al., 2022). De mest lovende af disse indsatser bryder med en tendens til i beskæftigelsesindsatsen at fokusere ensidigt på enten udbuds- eller til dels efterspørgselssiden og arbejder med pragmatiske og helhedsorienterede tilpasninger mellem (udsatte) jobsøgere og virksomheder (Frøyland et al., 2019). Men der er stadig meget begrænset viden om, hvordan inklusion af udsatte praktiseres på arbejdspladserne, på hvilke effekter, intenderede som uintenderede, forskellige inkluderende praksisser har.

    I dette temanummer ønsker vi at bidrage til dette voksende men stadig ret spredte forskningsmæssige fokus på inkluderende praksisser på arbejdspladser (Dall, Madsen, et al., 2023). 

    Læs mere om Call for papers: Et inkluderende arbejdsliv – fokus på arbejdspladsers praksisser.

  • Call for papers: ’Fremtidens arbejde – muligheder og udfordringer?’

    2023-04-01

    Samfundet forandrer sig. Det gør arbejdsmarkedet og arbejdslivet også. Forandringer viser sig på forskellige måder og med forskellig hastighed. Nogle forandringer er meget abrupte. Andre sker inkrementelt over en længere tidsperiode.

     

    Corona er godt eksempel på en større og meget abrupt forandring i arbejdslivet, hvor mange arbejdspladser fra den ene dag til den anden overgik fra fysisk tilstedeværelse til hjemmearbejde. Den store lære af tiden med corona-nedlukninger var nok, at både hjemmearbejde og hybridarbejde er arbejdsformer, der med fordel kan anvendes mere end hvad vi har været vant til. For nogle giver øget brug af hjemmearbejde og hybridarbejde en bedre balance mellem arbejdslivet og privatlivet og dermed bedre trivsel. Måske højere effektivitet. Omvendt kan det for andre have den modsatte effekt, hvor grænserne mellem arbejde og privatliv i højere grad udviskes. Det kan skabe mistrivsel.  

     

    Mere tidsmæssigt langstrakte forandringer i samfundet italesættes ofte som megatrends. De skal forstås som større udviklingstendenser, der forventes at vare ved over længere tid med store omvæltninger i samfundet, arbejdsmarkedet og arbejdslivet til følge. Der synes at være konsensus om, at vigtige megatrends er demografiske forandringer, klimaforandringer, teknologiske forandringer samt globalisering (Dølvik & Alsos 2018; ILO 2018). I en dansk kontekst synes fokus i høj grad at være på betydningen af de teknologiske forandringer, altså digitalisering, automatisering og kunstig intelligens. Spørgsmål, der ofte bliver stillet i den sammenhæng, er: Hvilke jobs blive der færre af eller forsvinder helt? Hvilke kompetencer er der så brug for i fremtiden, hvis kunstig intelligens og andre automatiserede løsninger overtager dele af det arbejde, der tidligere blev varetaget af mennesker? Hvordan forandres arbejdet, hvis chefen fremover er en app, som vi fx kender det fra de mange madudbringningsbude, der leverer takeaway eller fra freelanceren, der arbejder hjemmefra og tager imod og leverer arbejde gennem teknologiske løsninger fremfor at møde arbejdsgiven ansigt til ansigt.

     

    Der er således ingen tvivl om, at der er nok af forandringer og udviklingstendenser, der påvirker måden vi arbejder på, hvornår vi arbejder, hvor meget og hvor lidt vi arbejder, hvor vi arbejder og hvad vi arbejder med, eller helt fravælger arbejdet. I dette temanummer inviterer vi bidrag, både teoretiske såvel som empirisk orienterede, der beskæftiger sig med, hvordan disse forandringer påvirker arbejdet og arbejdslivet.

    Læs mere om Call for papers: ’Fremtidens arbejde – muligheder og udfordringer?’

  • Call for papers: Tid og Arbejde

    2022-12-07

    I den industrielle æra var tid grundlaget for ledelsens kontrol over arbejdet, og derfor blev tid også kernen i konflikter mellem arbejde og kapital op igennem det 20. århundrede. Mere generelt handlede reguleringen af arbejdstid om arbejdsdagens længde og dens placering på døgnet. Samtidig har begreber som merarbejde, overarbejde og aften- og helligdagsarbejde dannet grundlaget for regulering og konflikter omkring arbejdet. Meget forskning omkring tid og arbejde havde her fokus på tid og belastning, på intensivering af arbejdet, sikkerhed ved lange arbejdsdage, på helbred ved skifteholdsarbejde og muligheder for restitution.

    Dette forhold mellem tid og arbejde imidlertid på mange måder under opløsning. Fleksibilisering af arbejdet har ført til en større grad af opgaveorientering og ledelseskontrol med output, frem for arbejdstidens omfang, og dermed været med til at opløse grænserne mellem arbejde og fritid. IT-teknologier har visse steder muliggjort en virtualisering af arbejdet, en løsrivelse i tid og rum, hvor arbejdet kan udføres hvor som helst og når som helst.

    Vi ser her en tendens til stadig mere individ- og situationsbestemt arbejdstid, hvor selvforvaltning af arbejdstiden er en central opgave for stadig flere lønmodtagere, både hvad angår hvor, hvornår og hvor længe der arbejdes, samt hvordan arbejdet struktureres tidsmæssigt. Dette går hånd i hånd med en stigende individualisering i samfundet, hvor selvrealisering og karriere sættes i centrum – en udvikling der afspejler sig i en performanceorientering rettet mod muligheder i øjeblikket og bestræbelser på at være ‘på’ og ‘med’. Med individet i centrum tematiseres tillidsbaseret arbejdstid.

    Mens denne fortælling repræsenterer den lysere side af det fleksible arbejde, der ofte er forbeholdt vidensarbejdere, er der også en mørkere af side af fleksibiliseringen; en prekarisering af arbejdet, karakteriseret ved uforudsigelighed og manglende sikkerhed sådan som vi ser det i fx 0-kontrakt jobs, et arbejdsliv der sammenstykkes af mange små jobs. Her er egen forvaltning af tiden ligeledes central, dog under ganske andre betingelser.

    Forskningen omkring tiden i det fleksible arbejde har således i meget højere grad været optaget af at forstå og studere temporalitet (tidslighed) som noget, der skabes i menneskers aktive bestræbelser på at forme tiden; rytmer, kvaliteter og kvantiteter af tid, der kan få arbejdet som selvrealisering til at lykkes i et bredere livsperspektiv. Forskningen peger således på nye belastninger, der ikke har med arbejdsdagens længde og placering på døgnet at gøre, men som snarere handler om rytmer og kvalitet af tid f.eks. vaner, rutiner og stabilitet.

    I dette nummer inviterer vi bidrag, teoretiske såvel som empirisk orienterede, der beskæftiger sig med tiden i forskellige typer af arbejde og dens betydning for arbejdslivet og øvrigt liv. 

    Læs mere om Call for papers: Tid og Arbejde