Meddelelser

 

 

  • Call for papers: Tema om VOKSEN- OG EFTERUDDANNELSE (VEU)

    2022-08-08

    Voksen- og efteruddannelse (VEU), kompetenceudvikling, opkvalificering, livslang læring, fortsat faglig udvikling (CPD): Kært barn har mange navne. Det skorter heller ikke på politiske udmeldinger fra hverken nationale eller internationale institutioner om vigtigheden af voksnes fortsatte læring og deltagelse i uddannelse. Hvad enten vi taler om styrkelse af basale færdigheder, erhvervsfaglige eller professionelles videregående kompetencer. Alt sammen er til gavn for både virksomhedernes konkurrence, arbejdsstyrkens omstillingsevne og den enkeltes karrieremuligheder. Hvilket samtidig gør VEU til en bærende søjle i det danske flexicurity-system. Trods dette er der flere indikationer på faldende VEU-aktivitet i Danmark. Danmarks Statistik har juni 2022 opgjort, at ” Rekord få virksomheder efteruddanner ansatte” set over en 15 årig periode. Aktiviteten i AMU er halveret over en tiårig periode (www.dst.dk/nyt/32406). I maj 2022 viser analyser fra CEVEA og AE-Rådet (www.ae.dk/), at kun hver tiende medarbejder har deltaget i VEU. Virksomhederne angiver manglende behov som grunden. Denne nedadgående udvikling for VEU-deltagelse rejser spørgsmålet om vi har et system, der er gearet til fremtidens udfordringer, virksomhedernes og lønmodtagernes behov?  

     

    Med dette call til Tidsskrift for Arbejdsliv 2023 nr. 2 ønsker vi at sætte fokus på VEU i Danmark.  Bidrag, der tager nye såvel som velkendte problemstillinger op, er velkomne. Det samme gælder teoretiske diskussioner og empiriske undersøgelser. Analyser kan rette sig mod det institutionelle niveau (politik, regler, støtteordninger, kompetencefonde, systemets organisering) eller mod VEU-aktørerne, brugerne og deltagerne (skoler, virksomheder, lønmodtagere, ledige). De kan fokusere på kortuddannedes, faglærtes eller professionelles kompetenceudvikling og omfatte både formaliseret uddannelse og uformel læring i arbejdslivet.

    Læs mere om Call for papers: Tema om VOKSEN- OG EFTERUDDANNELSE (VEU)
  • Call for papers: Krise i velfærdsstaten - Hvordan holder vi på de velfærdsprofessionelle?

    2022-02-22

    Over de senere år er det blevet sværere at rekruttere og ikke mindst holde på sygeplejersker, lærere, pædagoger, socialrådgivere, politifolk, jordemødre og andre centrale professionelle, som vi som borgere har brug for i forskellige vigtige situationer gennem livet.

    Det er et stort samfundsproblem, der allerede nu betyder, at kommuner og regioner har svært ved at besætte ledige stillinger i fx skoler, daginstitutioner og på hospitaler med uddannet personale. Og problemet ser ikke ud til at blive mindre i fremtiden. En prognose lavet for Danske Professionshøjskoler viser, at der vil mangle over 35.000 sygeplejersker, lærere, pædagoger og socialrådgivere i 2030 (Damvad Analytics, 2021).

    Årsagerne til problemet og mulige løsninger har længe været diskuteret. Opmærksomheden har været rettet mod uddannelserne, fx mod et for stort frafald, men også mod overgange mellem uddannelse og arbejde – det såkaldte ’praksischok’. Endvidere fremhæves vilkårene og arbejdsmiljøet på arbejdspladserne, hvor der er blevet peget på mistillidsparadigmer, manglende mulighed for udfoldelse af faglighed, meningsløst bureaukrati og dokumentationsarbejde, tidspres og manglende løn- og karrieremuligheder.

    Den offentlige sektor har i de sidste mange år været under et stort forandringspres og underkastet skiftende typer af rationalisering, modernisering og omorganisering. Overskrifterne er mange: New Public Management, kvalitetsreformer, evidensbasering, co-production og tværprofesssionalisme. Ligeledes har der været introduceret en strøm af nye koncepter for ledelse, faglighed og organisering af arbejdet. Ser vi på den omfattende arbejdslivsforskning, der har beskæftiget sig med denne udvikling, får vi et billede af et arbejdsliv, der radikalt er forandret. Ikke kun i form af øget tidspres og stress i arbejdet, men også med udfordringer af faglighed, råderum, identitet og mening i arbejdet, samt ledelses- og samarbejdsrelationer.

    Internationalt taler forskere som Fraser (2016), Dowling (2021); Hansen, Dahl og Horn (2021) ligefrem om ’the crisis of care’, hvor reproduktivt arbejde – bredt betegnet som omsorg (care) - til stadighed er under pres, er underkendt og savner status, symbolsk såvel som materielt.

    På den baggrund kan det måske ikke undre, at det er vanskeligt at fastholde professionelle i velfærdsinstitutionerne i disse år. Imidlertid peger meget nordisk forskning på, at reformernes virkning er kompleks, ikke entydigt negativ og stærkt afhængigt af felt og lokal kontekst, ligesom det understreges, at selvom arbejdet i denne sektor nok ikke længere opfattes som et kald, er det arbejde som opfattes som meningsfuldt – i det mindste potentielt.

    I dette temanummer sætter Tidsskrift for Arbejdsliv spot på arbejdslivet for de velfærdsprofessionelle.

    Læs mere om Call for papers: Krise i velfærdsstaten - Hvordan holder vi på de velfærdsprofessionelle?
  • Call for papers: Metoder i arbejdslivsforskningen

    2022-01-18

    Arbejdslivsforskningen er i udpræget grad et forskningsfelt, der er kendetegnet ved en stærk empirisk fundering såvel som metodepluralisme. I 2014 havde vi i Tidsskrift for Arbejdsliv et temanummer om forskningsmetoder i arbejdslivsforskningen, som netop viste mangfoldigheden i de metoder, der anvendes indenfor feltet. Der er imidlertid sket meget siden 2014. Arbejdsmarked og arbejdsliv er foranderlige størrelser, hvilket betegnelser som platformsarbejde og corona-hjemmearbejdsplads er gode eksempler på. Derfor er det fortsat relevant at diskutere metodiske, såvel som metodologiske greb for at indfange arbejdslivs og arbejdsmarkedsmæssige udviklingstendenser. Sideløbende har den teknologiske udvikling muliggjort nye digitale metoder, der åbner for ny kvalitativ og kvantitativ udforskning af arbejdslivet. Med nye metodiske muligheder følger nye udfordringer og dilemmaer. Samtidig bliver brugen af de mere ”klassiske” metoder udfordret på nye måder, da genstandsfeltet ændrer sig. I lyset af disse udviklingstendenser mener vi, at det igen er tid til at diskutere metoder i arbejdslivsforskningen i al dens mangfoldighed.  

    Feltet spænder over kvantitative metoder, herunder registerbaserede- og survey-undersøgelser og nyere metoder inspireret af social data science udviklingen, samt en række kvalitative undersøgelsesformer, baseret på såvel tekst, billeder, lyd og video. Desuden spiller interventions- og aktionsforskningsmetoder en vigtig rolle. Endelig bliver metoderne i stigende grad kombineret for at skabe en bredere fundering af det empiriske materiale. Denne variation og metodemæssige kreativitet i forskningen er naturligvis funderet i forskellige teoretiske traditioner. Samtidig knytter der sig meget forskelligartede forskningsetiske ambitioner og idealer til forskellige former for arbejdslivsforskning.

    Læs mere om Call for papers: Metoder i arbejdslivsforskningen
  • Call for papers: Arbejdsliv 4.0. Digitalisering og kunstig intelligens i arbejdet.

    2021-12-10

    Digitalisering af arbejds- og samfundslivet accelererer i disse år. Nogle taler om ligefrem om en ‘den fjerde industrielle revolution’, Arbejdsliv 4.0, der grundlæggende forandrer arbejdsliv og arbejdsmarked. Selve mængden og tilgængeligheden af data har i de senere år haft dybtgående konsekvenser for arbejdslivet. Dette er blevet særlig tydeligt med digitale og platformsbaserede forretningsmodeller, som gør organisering af arbejdet grænseløs og usynlig.

     

    Digitalisering åbner således for nye måder at organisere og kontrollere arbejdet på. Det gælder både, når madudbringningsfirmaer som Wolt og Just Eat, og taxiordninger som Uber fordeler køreture til deres chauffører ved hjælp af algoritmer. Eller når Amazon på platformen Mechanical Turk udbyder mikrojobs, som kan løses på under 10 minutter. Den digitale teknologi anvendes også i Amazon og Nemlig.com’s lagerhaller, hvor ansatte minutiøst bliver overgået, kontrolleret og arbejder side om side med robotter styret af artificial intelligence (AI). Netop disse måder at organisere arbejde på har skabt debat om en ny form for ’digital taylorisme’: Lavtlønsjobs præget af stærk opsplitning af arbejdet, ringe muligheder for autonomi, usikkerhed i løn, arbejdstid og ansættelse, fremvæksten af arbejdsformer, der fremmer individualisering og manglende fællesskaber og som undergraver den faglig organisering. Her arbejder ikke kun unge, der supplerer deres indtægter fra SU, men også migranter og andre sårbare grupper på arbejdsmarkedet. 

     

    Men også andre typer af organisationer anvender digitalisering, for eksempel i form af AI baserede beslutningsstøttesystemer, der indvirker på og potentielt erstatter professionelles faglige vurderinger, og som forandrer relationer og samarbejdsformer. Det gælder for eksempel inden for politiarbejde og inden for social-, beskæftigelses-, sundheds- og undervisningsområdet.

    Algoritmisk governance er en tredje vigtig problematik. Algoritmisk governance henviser til nye måder at optimere og kontrollere arbejde og organisation på, hvor store firmaer bruger databaserede prædiktive analyser og andre former for kvantificering og benchmarking af performance baseret på statistisk modellering — og ansatte bliver hermed eksponeret og styret på nye måder.

    En af de problematikker som denne udvikling rejser handler om den ’blackboxning’ af magt og kontrol, som teknologien skaber. Grundlaget for beslutninger og hvem, der har truffet dem, bliver usynligt og dermed sat uden for forhandling. Teknologien eller ’the digital prism’ som Mikkel Flyverbom kalder det, skaber således både zoner af synlighed, som dermed bliver regulerbare, men også zoner af usynlighed, der undslipper regulering.

     

    Diskussioner om digitalisering forfalder nemt til enten optimistisk hyldest til potentialerne eller til dystopiske forestillinger om, hvordan arbejdslivet degraderes. Den måde digitale teknologier ændrer arbejdslivet på er kompleks og dybgående i den forstand, at teknologierne potentielt forandrer vores arbejdspraksis, måden vi bliver ansat, ledet, styret og fyret på, ligesom teknologierne påvirker forholdet mellem kolleger, vores forhold til arbejdet og til den organisation, vi arbejder for - og indimellem indtager rollen som arbejdsgiver. Disse forhold skal udforskes empirisk.

    Læs mere om Call for papers: Arbejdsliv 4.0. Digitalisering og kunstig intelligens i arbejdet.