Meddelelser

 

 

  • Krise i velfærdsstaten - Hvordan holder vi på de velfærdsprofessionelle?

    2022-02-22

    Over de senere år er det blevet sværere at rekruttere og ikke mindst holde på sygeplejersker, lærere, pædagoger, socialrådgivere, politifolk, jordemødre og andre centrale professionelle, som vi som borgere har brug for i forskellige vigtige situationer gennem livet.

    Det er et stort samfundsproblem, der allerede nu betyder, at kommuner og regioner har svært ved at besætte ledige stillinger i fx skoler, daginstitutioner og på hospitaler med uddannet personale. Og problemet ser ikke ud til at blive mindre i fremtiden. En prognose lavet for Danske Professionshøjskoler viser, at der vil mangle over 35.000 sygeplejersker, lærere, pædagoger og socialrådgivere i 2030 (Damvad Analytics, 2021).

    Årsagerne til problemet og mulige løsninger har længe været diskuteret. Opmærksomheden har været rettet mod uddannelserne, fx mod et for stort frafald, men også mod overgange mellem uddannelse og arbejde – det såkaldte ’praksischok’. Endvidere fremhæves vilkårene og arbejdsmiljøet på arbejdspladserne, hvor der er blevet peget på mistillidsparadigmer, manglende mulighed for udfoldelse af faglighed, meningsløst bureaukrati og dokumentationsarbejde, tidspres og manglende løn- og karrieremuligheder.

    Den offentlige sektor har i de sidste mange år været under et stort forandringspres og underkastet skiftende typer af rationalisering, modernisering og omorganisering. Overskrifterne er mange: New Public Management, kvalitetsreformer, evidensbasering, co-production og tværprofesssionalisme. Ligeledes har der været introduceret en strøm af nye koncepter for ledelse, faglighed og organisering af arbejdet. Ser vi på den omfattende arbejdslivsforskning, der har beskæftiget sig med denne udvikling, får vi et billede af et arbejdsliv, der radikalt er forandret. Ikke kun i form af øget tidspres og stress i arbejdet, men også med udfordringer af faglighed, råderum, identitet og mening i arbejdet, samt ledelses- og samarbejdsrelationer.

    Internationalt taler forskere som Fraser (2016), Dowling (2021); Hansen, Dahl og Horn (2021) ligefrem om ’the crisis of care’, hvor reproduktivt arbejde – bredt betegnet som omsorg (care) - til stadighed er under pres, er underkendt og savner status, symbolsk såvel som materielt.

    På den baggrund kan det måske ikke undre, at det er vanskeligt at fastholde professionelle i velfærdsinstitutionerne i disse år. Imidlertid peger meget nordisk forskning på, at reformernes virkning er kompleks, ikke entydigt negativ og stærkt afhængigt af felt og lokal kontekst, ligesom det understreges, at selvom arbejdet i denne sektor nok ikke længere opfattes som et kald, er det arbejde som opfattes som meningsfuldt – i det mindste potentielt.

    I dette temanummer sætter Tidsskrift for Arbejdsliv spot på arbejdslivet for de velfærdsprofessionelle.

    Læs mere om Krise i velfærdsstaten - Hvordan holder vi på de velfærdsprofessionelle?
  • Call for papers: Metoder i arbejdslivsforskningen

    2022-01-18

    Arbejdslivsforskningen er i udpræget grad et forskningsfelt, der er kendetegnet ved en stærk empirisk fundering såvel som metodepluralisme. I 2014 havde vi i Tidsskrift for Arbejdsliv et temanummer om forskningsmetoder i arbejdslivsforskningen, som netop viste mangfoldigheden i de metoder, der anvendes indenfor feltet. Der er imidlertid sket meget siden 2014. Arbejdsmarked og arbejdsliv er foranderlige størrelser, hvilket betegnelser som platformsarbejde og corona-hjemmearbejdsplads er gode eksempler på. Derfor er det fortsat relevant at diskutere metodiske, såvel som metodologiske greb for at indfange arbejdslivs og arbejdsmarkedsmæssige udviklingstendenser. Sideløbende har den teknologiske udvikling muliggjort nye digitale metoder, der åbner for ny kvalitativ og kvantitativ udforskning af arbejdslivet. Med nye metodiske muligheder følger nye udfordringer og dilemmaer. Samtidig bliver brugen af de mere ”klassiske” metoder udfordret på nye måder, da genstandsfeltet ændrer sig. I lyset af disse udviklingstendenser mener vi, at det igen er tid til at diskutere metoder i arbejdslivsforskningen i al dens mangfoldighed.  

    Feltet spænder over kvantitative metoder, herunder registerbaserede- og survey-undersøgelser og nyere metoder inspireret af social data science udviklingen, samt en række kvalitative undersøgelsesformer, baseret på såvel tekst, billeder, lyd og video. Desuden spiller interventions- og aktionsforskningsmetoder en vigtig rolle. Endelig bliver metoderne i stigende grad kombineret for at skabe en bredere fundering af det empiriske materiale. Denne variation og metodemæssige kreativitet i forskningen er naturligvis funderet i forskellige teoretiske traditioner. Samtidig knytter der sig meget forskelligartede forskningsetiske ambitioner og idealer til forskellige former for arbejdslivsforskning.

    Læs mere om Call for papers: Metoder i arbejdslivsforskningen
  • Call for papers: Arbejdsliv 4.0. Digitalisering og kunstig intelligens i arbejdet.

    2021-12-10

    Digitalisering af arbejds- og samfundslivet accelererer i disse år. Nogle taler om ligefrem om en ‘den fjerde industrielle revolution’, Arbejdsliv 4.0, der grundlæggende forandrer arbejdsliv og arbejdsmarked. Selve mængden og tilgængeligheden af data har i de senere år haft dybtgående konsekvenser for arbejdslivet. Dette er blevet særlig tydeligt med digitale og platformsbaserede forretningsmodeller, som gør organisering af arbejdet grænseløs og usynlig.

     

    Digitalisering åbner således for nye måder at organisere og kontrollere arbejdet på. Det gælder både, når madudbringningsfirmaer som Wolt og Just Eat, og taxiordninger som Uber fordeler køreture til deres chauffører ved hjælp af algoritmer. Eller når Amazon på platformen Mechanical Turk udbyder mikrojobs, som kan løses på under 10 minutter. Den digitale teknologi anvendes også i Amazon og Nemlig.com’s lagerhaller, hvor ansatte minutiøst bliver overgået, kontrolleret og arbejder side om side med robotter styret af artificial intelligence (AI). Netop disse måder at organisere arbejde på har skabt debat om en ny form for ’digital taylorisme’: Lavtlønsjobs præget af stærk opsplitning af arbejdet, ringe muligheder for autonomi, usikkerhed i løn, arbejdstid og ansættelse, fremvæksten af arbejdsformer, der fremmer individualisering og manglende fællesskaber og som undergraver den faglig organisering. Her arbejder ikke kun unge, der supplerer deres indtægter fra SU, men også migranter og andre sårbare grupper på arbejdsmarkedet. 

     

    Men også andre typer af organisationer anvender digitalisering, for eksempel i form af AI baserede beslutningsstøttesystemer, der indvirker på og potentielt erstatter professionelles faglige vurderinger, og som forandrer relationer og samarbejdsformer. Det gælder for eksempel inden for politiarbejde og inden for social-, beskæftigelses-, sundheds- og undervisningsområdet.

    Algoritmisk governance er en tredje vigtig problematik. Algoritmisk governance henviser til nye måder at optimere og kontrollere arbejde og organisation på, hvor store firmaer bruger databaserede prædiktive analyser og andre former for kvantificering og benchmarking af performance baseret på statistisk modellering — og ansatte bliver hermed eksponeret og styret på nye måder.

    En af de problematikker som denne udvikling rejser handler om den ’blackboxning’ af magt og kontrol, som teknologien skaber. Grundlaget for beslutninger og hvem, der har truffet dem, bliver usynligt og dermed sat uden for forhandling. Teknologien eller ’the digital prism’ som Mikkel Flyverbom kalder det, skaber således både zoner af synlighed, som dermed bliver regulerbare, men også zoner af usynlighed, der undslipper regulering.

     

    Diskussioner om digitalisering forfalder nemt til enten optimistisk hyldest til potentialerne eller til dystopiske forestillinger om, hvordan arbejdslivet degraderes. Den måde digitale teknologier ændrer arbejdslivet på er kompleks og dybgående i den forstand, at teknologierne potentielt forandrer vores arbejdspraksis, måden vi bliver ansat, ledet, styret og fyret på, ligesom teknologierne påvirker forholdet mellem kolleger, vores forhold til arbejdet og til den organisation, vi arbejder for - og indimellem indtager rollen som arbejdsgiver. Disse forhold skal udforskes empirisk.

    Læs mere om Call for papers: Arbejdsliv 4.0. Digitalisering og kunstig intelligens i arbejdet.
  • Call for papers: Større og færre: Organisationssammenlægninger i velfærdsstatens institutioner

    2021-05-21

    Call for papers. Tidsskrift for Arbejdsliv 2022/2.

    Større og færre: Organisationssammenlægninger i velfærdsstatens institutioner

    I løbet af de sidste 25 år har der kunnet observeres en klar trend i den danske offentlige sektor: Hvor der i løbet af det 20. århundrede havde udviklet sig et institutionslandskab med et højt antal små og organisatorisk simple institutioner, har vi siden slutningen af 90’erne set et skift over mod større, mere komplicerede organisationer i et lavere antal. Som illustrativt eksempel kan man pege på tendensen, som den klart kommer til udtryk på alle niveauer i den danske undervisningssektor – fra grundskolerne over gymnasierne og til de videregående institutioner.

    Antallet af Forskningsinstitutioner faldt fra 25 i 2005 til 11 i 2011, antallet af individuelle institutioner med mellemlange videregående uddannelser faldt fra omkring 120 i 1998 til færre end 10 i 2018 og antallet af ungdomsuddannelsesinstitutioner er faldet fra 145 til 42 siden årtusindskiftet.

    Under varierende omstændigheder kan en lignende trend observeres inden for eksempelvis sundhedssektoren, de kommunale forvaltninger samt politi- og retsvæsen. Ikke kun fysiske og organisatoriske sammenlægninger har præget organisationslandskabet i den offentlige sektor, men også beslægtede omorganiseringer som klyngedannelser i daginstitutioner, skabelser af campusmiljøer, administrative fællesskaber eller oprettelsen af supersygehuse, plejecentre med fælles ledelse, større hjemmeplejedistrikter, har været udbredt praksis.

    Fusioner skal ikke bare forstås som administrative spareøvelser, hvis effekter skal opgøres i kroner og ører. Omorganiseringer er levede og erfarede processer, som former arbejdslivet for individer og fællesskaber. De påvirker blandt andet styring og ledelse, faglighed og tværfaglighed, kvalitet og standardisering, medarbejdertrivsel, m.m. Formålet med dette teamnummer er at belyse de mange og forskelligartede konsekvenser udviklingen mod større, mere komplekse og ofte mere centraliserede organisationer har for arbejdslivet.

    I Danmark har der – omend med en række nævneværdige undtagelser – ikke været megen opmærksomhed på at undersøge konsekvenserne af sammenlægningerne, som har præget det danske institutionslandkort de sidste 25 år. Med dette temanummer om organisationssammenlægninger i velfærdsinstitutionerne ønsker vi at råde bod på dette, ved at lægge en række kritiske historiske og samtidige snit på arbejdslivet for fagprofessionelle i det 21. århundrede.

    Vi inviterer til bidrag fra et bredt felt af forskere indenfor eksempelvis organisationspsykologi og – sociologi, arbejdslivsstudier, professionshistorie og uddannelsesvidenskab.

    Læs mere om Call for papers: Større og færre: Organisationssammenlægninger i velfærdsstatens institutioner
  • Call for papers: På sporet af ’læring i arbejdslivet’

    2021-04-12

    Temanummer 2022/1: På sporet af ’læring i arbejdslivet’

    Læring er et vilkår - i social og skabende aktivitet, i sociale fællesskaber, i arbejdslivet. Læring går forud for kunnen, læring sker i arbejdet og former formåen. Læring opstår, når forstyrrelser griber ind i de kendte processer. Det kan opleves begejstrende, men også belastende.

    I dette temanummer af Tidsskrift for Arbejdsliv ønsker vi at stille skarpt på læringens betydning i arbejdslivet: hvordan læring begrebsliggøres forskningsmæssigt, hvordan teori og praksis omkring læringsforståelser er med til at forme arbejdslivet, arbejdspladserne og ikke mindst forbindelsen mellem uddannelse og arbejde den dag i dag.

    Læringsbegrebet er præget af en historisk broget og varieret udvikling. Det vidner mangfoldigheden af artikler gennem tiden – også i nærværende tidsskrift – om. I den forbindelse er det væsentligt at understrege, at vi både er interesserede i at forstå læringsbegrebets teorihistoriske udvikling; dets mangeartede anknytningspunkter til fænomenet ’læring i arbejdslivet’ og ikke mindst spørgsmålet om, hvordan læring og læring i en arbejdssammenhæng teoretiseres, anvendes i praksis  og diskuteres anno 2021.

    Som forskningsfelt dukkede ’læring i arbejdslivet’ op som et relativt nyt fænomen tilbage i 90’erne og kom for alvor på dagsordenen op gennem 00’erne. Selvfølgelig var der før denne tid forskning om læring i arbejdslivet, særligt i forbindelse med forskning i kvalifikationer, arbejdsorganisering, ledelse, virksomhedskultur etc.,  men i 00´erne fik dagsordenen omkring læring for alvor vind i sejlene – både politisk, forskningsmæssigt og blandt virksomhedernes uddannelsesansvarlige.

    ’Læring i arbejdslivet’ var inspireret af tilgange indenfor både arbejdslivs-, uddannelses- og organisationsforskning. Der blev talt om læring som social praksis med afsæt i mesterlære og situeret læring (Lave & Wenger, 1991, Buch, 2002). Det handlede om at udforske og forstå (nye) forbindelser mellem uddannelse og arbejdsliv, og der blev udviklet analytiske modeller til at analysere arbejdslivets læringsrum (Bottrup, 2001) og læringsmiljøer (Jørgensen & Warring, 2002). Fokus på samspillet og den tætte kobling mellem arbejdsliv, organisation og læring blev siden styrket gennem en (re)vitalisering af pragmatismens skarpe blik for læringens erfaringsbaserede elementer (Elkjær 2007, Elkjær & Brandi 2011).

    Læring på arbejdspladsen og i jobbet blev samtidig en politisk dagsorden på arbejdsmarkedet og hos arbejdsmarkedets parter op gennem 00’erne. Der blev særligt inden for det offentlige område aftalt OK-aftaler om kompetenceudvikling og læring på jobbet. Medarbejdernes læring skulle kobles til arbejdspladsens overordnede mål og forretning og blev forankret i den individuelle årlige medarbejderudviklingssamtale - MUS - som i dag fungerer som en uomgængelig institution på både private og offentlige arbejdspladser.

    Men hvem taler egentlig om læring i dag? Læring som fænomen, tema og forskningsfelt lader på mange måder til at være forsvundet eller i hvert fald til at have undergået en forvandling? Vores temanummer handler om at komme på sporet af læring og dets aktuelle fremtrædelsesformer. Taler vi i dag måske i højere grad om: forandring, udvikling, innovation, kreativitet, meningsskabelse, knowledge management, identitet, hukommelse og kognition, talentudvikling, designprocesser, iterative processer og agilitet - for blot at nævne nogle mulige begreber?

    Læs mere om Call for papers: På sporet af ’læring i arbejdslivet’