• Seniorers arbejdsliv på kanten – mellem at blive eller gå?
    Årg. 22 Nr. 1 (2020)

    I snart 30 år har seniorernes tilknytning til arbejdsmarkedet spillet en central rolle i den politiske debat. Den politiske ambition har været at få fl ere seniorer til at trække sig senere tilbage fra arbejdsmarkedet og er blevet omsat i en serie af reformer; bl.a. i form førtidspensionsreformer (2003 og 2013) og efterløns- og pensionsreformer (1999, 2006 og 2011). En effekt af reformerne er, at det er blevet meget vanskeligt at få tilkendt førtidspension; at efterlønnen stort set er udfaset, og at pensionsalderen forventes at stige markant for at nå 72 år i 2050 (Finansministeriet, 2018). De gennemførte reformer bygger på simple – men politisk slagkraftige – ideer om, at mennesker i deres færden styres af økonomiske incitamenter, dvs. forestillingen er, at generøse tilbagetrækningsordninger lokker eller trækker seniorerne ud af arbejdsmarkedet før tid (’pull’). Spørgsmålet er imidlertid, om idégrundlaget for reformerne og den forventede senere tilbagetrækning er virkelighedsnær? Ifølge EU’s 2018-Ageing Report, der har sine tal fra Finansministeriet, forventes den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder i 2050 ikke at være 72 år, men kun 67,5 år for mænd og 66,8 år for kvinder (European Commission, 2018). Der er med andre ord meget, der tyder på, at forestillingen om, at vi i 2050 er i stand til at arbejde, indtil vi når 72 år, bærer præg af ønsketænkning.

  • Ulønnet og frivilligt arbejde
    Årg. 21 Nr. 4 (2019)

    Langt de fleste undersøgelser, teorier og diskussioner indenfor arbejdslivsforskningen drejer sig enten implicit eller eksplicit om lønnet arbejde. Men hvad med alt det arbejde, man ikke får betaling for? Frivilligt arbejde, arbejde i lokalsamfundet, arbejdet som praktikant, ulønnet overarbejde, reproduktivt arbejde mm. Denne form for arbejde er ikke bare ulønnet, men også usynligt og underbelyst i arbejdslivsforskningen. Dette temanummer har derfor til formål at bringe bidrag, der undersøger det ulønnede arbejde i dets mangfoldige former og organiseringer, samt dets individuelle og samfundsmæssige implikationer. Meget ulønnet arbejde udføres i tæt tilknytning til, og nogle gange som erstatning for, regulært lønnet arbejde. Man kan argumentere for, at en senmoderne arbejdsetik, med høje krav til medarbejderens identifikation med og emotionelle engagement i arbejdet, fører til en arbejdsindsats, der strækker sig langt ud over, hvad lønnen honorerer. Samtidig er flere brancher (fx. kulturområdet og dele af det akademiske arbejdsmarked) kendt for at have en institutionaliseret kultur for ubetalt overarbejde, ulønnede praktikforløb og lignende. Det ulønnede arbejde udføres i mange tilfælde af mennesker i prekære ansættelser (Gleerup, Nielsen, Olsén, & Warring, 2018). Mange er unge uden fast tilknytning til arbejdsmarkedet, der påtager sig dette gratis arbejde i håbet om at styrke deres CV, ’at få et ben indenfor’, og at øge deres fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet (Wistreich & Lystlund Matzen, 2016). En anden fremtrædende version af ulønnet arbejde er frivilligt arbejde, dvs. ulønnet arbejde i relation til en sag, et formål eller en normativ orientering som den, der påtager sig arbejdet, ønsker at støtte/fremme. Frivilligt arbejde er udbredt i det danske foreningsliv, men vinder også i stigende grad indpas i offentlige velfærdsorganisationer (eks. ældrepleje og socialt arbejde), samt i tilknytning til socialøkonomiske virksomheder, hvor begreber som samskabelse og samproduktion bl.a. involverer brug af ulønnet arbejdskraft fra borgere, brugere og pårørende (jf. eksempelvis bidrag af Boje og Andersen i dette nummer). Denne type ulønnet arbejde er ofte båret af en ide om, at arbejdet giver noget immaterielt igen – eksempelvis glæden ved at hjælpe andre, gøre en god gerning, bidrage til en sag, styrke et lokalsamfund eller andet. Men det åbner også for nye interessante spørgsmål omkring eksempelvis latente værdi- og motivationskonflikter og praktiske positioner mellem ulønnede ildsjæle og det lønarbejdende personale i organisationerne. Endvidere peger udviklingen i velfærdsorganisationerne mod en stigende forventning til pårørende og familier om at løfte omsorgsopgaver og mod en re-privatisering af omsorgsopgaver, og dermed mod en re-aktualisering af diskussioner om særligt kvinders ulønnede reproduktive arbejde.

  • Etik i arbejdslivet
    Årg. 21 Nr. 3 (2019)

    Ethos, det græske ord for ’sædvane’, og etik beskæftiger sig som regel med at udforske det gode i den menneskelige praksis, handling eller adfærd. Eftersom at arbejde er at virke, at skabe, og dermed beskæftige sig med praksis og handling, må etik og etiske spørgsmål allerede i udgangspunktet være vævet ind i arbejdslivets mangfoldige udtryks- og udfoldelsesformer. Som det vil fremgå, er afsættet for denne indledning dermed, at etik altid i udgangspunktet er vævet ind i arbejdslivets praksisser. Det behøver dog slet ikke at være ensbetydende med, at vi indtager et hverken refl ekteret eller refl eksivt forhold til de etiske perspektiver. Som det vil fremgå i det følgende, er det faktisk oftere det modsatte, der er tilfældet: etiske spørgsmål forbliver tavse og urefl ekterede. Det etiske er altid til stede, men er ofte foldet ind i arbejdslivets praksisser. Etiske perspektiver er vævet ind i den måde fagprofessioner handler på; den måde organisationer bliver kønnede; de opfordringsstrukturer som bæres ind med nye teknologier; den måde forandringsprocesser (u)intenderet ændrer på magtfordelingen på osv. Dette temanummer bidrager med at åbne op for nogle få af de sorte bokse, som netop etiske spørgsmål udgør inden for arbejdslivsområdet. De forskellige bidrag tjener som potentielle eksemplariske cases på, hvordan vi andre kan anlægge etiske perspektiver på vores egne dilemmaer og paradokser inden for arbejdslivet. Det vil formentlig også allerede i indledningen stå klart, at den største udfordring ved at rejse et tema som etik i arbejdslivet er, at det bogstavelig talt er et Sisyfos arbejde, fordi etiske spørgsmål ingen absolutte eller essentielle svar kan give. At det synes at være et Sisyfos arbejde kan være årsagen til, at etik fylder så relativt lidt: Opgaven med at drøfte etiske perspektiver synes at være en uendelig opgave, som ingen absolutte svar giver og derfor meget let kan blive oplevet som en akademisk eller fi losofi sk øvelse. På samme tid, er etiske spørgsmål paradoksalt nok også allestedsnærværende, fordi de handler om vores hverdagspraksisser og fordi de, som nævnt ovenfor, er vævet ind i vores omgang med hinanden.

  • Et offentligt arbejdsmarked under pres
    Årg. 21 Nr. 2 (2019)

    Det danske arbejdsmarked er under forandring, og det gælder også den offentlige sektor. Det offentlige arbejdsmarked har således været vidne til en række omstruktureringer, økonomiske besparelser og et væld af reformer. Skiftende regeringer har siden 1983 arbejdet med forskellige ”moderniseringsprogrammer” og New Public Management inspirerede tiltag med det formål at effektivisere og få den offentlige sektor til ’at køre længere på literen’ (Ibsen et al., 2011; Konggaard & Rod, 2018; Ejersbo & Greve, 2014). Et af de seneste tiltag er blandt andet den siddende VLAK regeringens ’Sammenhængsreform: Borgeren først – en mere sammenhængende offentlig sektor’. Moderniseringsdagsordnen er blevet mere udtalt på bagkant af den internationale økonomiske krise, som ramte Danmark relativt hårdt tilbage i 2008, og den dagsorden har på forskellig vis haft indfl ydelse på de offentligt ansattes løn og arbejdsvilkår (Mailand & Hansen, 2016). Mere end hver tredje af den danske arbejdsstyrke arbejder i den offentlige sektor fordelt på stat, regioner og kommuner. Den relativt store offentlige sektor skyldes, at det i Danmark og i resten af norden fortsat er det offentlige, som er hovedleverandør af serviceydelser til borgere, der i vid udstrækning bygger på et medborgskabsprincip. Det betyder også, at omkring 2/3 af det samlede offentlige forbrug går til løn og arbejdsvilkår til offentligt ansatte. Offentlige ansattes løn og arbejdsvilkår er derfor et afgørende forhold i den offentlige økonomi, og siden 2008 er de offentlige ansattes løn og arbejdsvilkår blevet en integreret del af udgiftspolitikken (Høgedahl, 2019). I et større europæisk perspektiv betegnes denne politiske dagsordenen som ’austerity measures’ og har afstedkommet en række økonomiske besparelser, løntilbageholdenhed og i nogle tilfælde endda lønnedgang og forringelser af offentlige ansattes arbejdsvilkår særligt i de sydeuropæiske lande som fx Portugal, Spanien og Grækenland selvom også andre europæiske landes offentlige sektor har været ramt af lignende reformtiltag (Marginson, 2014; Crouch, 2015).

  • Udviklingslinjer og forandringer i den aktive arbejdsmarkedspolitik
    Årg. 21 Nr. 1 (2019)

    I 2019 er det 25 år siden den aktive arbejdsmarkedspolitik for alvor gjorde sit indtog i Danmark med Nyrups arbejdsmarkedsreformer fra 1994 som startskuddet. Her skete der et skifte eller en forskydning fra en passiv til en aktiv arbejdsmarkedspolitik, hvor pligt til aktivering blev koblet med retten til at modtage ydelser under ledighed. Dette skifte skete ikke blot i en dansk kontekst, men var en del af en større international trend, der også vandt indpas i en række andre lande og som internationalt er kendt som et skifte fra ’welfare’ til ’workfare’, altså fra forsørgelse til aktivering (Torfing, 2004). Den variant, der opstod i Danmark, fokuserede både på at opkvalificere og motivere arbejdsstyrken (Bredgaard, Jørgensen, Madsen & Rasmussen, 2017, s. 17-18) og baserede sig derfor både på det, der betegnes som en ’human capital’ strategi (hvor styrkelse af kompetencer er i centrum for indsatsen) og en ’workfirst’ strategi (hvor styrkelse af motivationen til at tage arbejde er i centrum for indsatsen), mens andre lande fulgte ’work-first’ strategien mere stringent (Torfing, 2004). Udover sådan et fokusskifte dannede arbejdsmarkedsreformerne i 1990’erne også rammen om ændringer i selve implementeringen og styringen af området, bl.a. ved en decentralisering af indsatsen og ved nedsættelse af arbejdsmarkedsråd med partsindflydelse (Bredgaard, Jørgensen, Madsen & Rasmussen, 2017, s. 17).

  • Et datastyret arbejdsliv – måling som praksis
    Årg. 20 Nr. 4 (2018)

    Målinger og dataproduktion i arbejdslivet er som oftest knyttet op på styring og ledelse. Der måles for at få overblik, udvikle, vedligeholde, kontrollere og korrigere. Vi måler for at gøre noget synligt og dermed tilgængeligt for inspektion, organisering og forandring. Målinger er ofte knyttet til særlige (politiske) intentioner og ambitioner: At forbedre sikkerheden for patienter, at styrke elevernes læring, at forbedre indtjening og kvalitet eller at øge medarbejdernes sundhed og trivsel. Og som kronikken i dette nummer
    understreger, så betyder den gennemgribende digitalisering af arbejdet, som fi nder sted i mange organisationer, at der genereres stadig større mængder data, som kan indgå i målinger i arbejdslivet.

  • Digitale teknologier i arbejdslivet
    Årg. 20 Nr. 3 (2018)

    Digitale teknologier – og deres formåen i forhold til størrelse og pris – har udviklet sig eksponentielt siden midten af 1960’erne og frem til i dag (Keyes 2006; Liddle 2006); denne forandringstakt adskiller udviklingen fra tidligere teknologiske udviklinger. Vi kan alle se, at der er sket en enorm udvikling fra tonstunge computere til de lommecomputere, vi i dag kalder vore telefoner. Men eksponentiel udvikling er alligevel meget abstrakt. I en diskussion af teknologiudviklingen giver Pedersen og Hvid (2014) et billedskabende eksempel på en sådan eksponentiel udvikling: Der står en vandhane øverst oppe på et stadion og drypper med eksponentiel hast: Én dråbe det første minut, to det næste og så videre. Hvor lang tid tager det før stadion er fyldt med vand? Langt under en time, herefter løber det over. Med til illustrationen hører, at det først er i de allersidste minutter – måske for sent – at det vil gå op for os, hvad der er ved at ske.

  • Mandearbejde
    Årg. 20 Nr. 2 (2018)

    I dette nummer sætter vi fokus på mandearbejde. Hvilke normer og praksisser kendetegner mandearbejde? Hvad er det truende og tiltrækkende ved disse arbejdsmiljøer? Er det tiltrækkende ved disse arbejdsmiljøer også det, der er problematisk fra et arbejdsmiljøsynspunkt? Hvordan har forståelsen af, hvad mandearbejde er, forandret sig igennem tiden? Det er nogle af de spørgsmål, som artiklerne i dette nummer af Tidsskrift for Arbejdsliv tager op.

  • Prekarisering - hvad, hvem og hvor? Del 2
    Årg. 20 Nr. 1 (2018)

    For et år siden bragte Tidsskrift for Arbejdsliv et temnummer med titlen ’Det Prekære Arbejdsliv’ (nr. 1 2017) og heri var samlet et antal artikler og kronikker, der på forskellige måder beskæftigede sig med begrebet prekarisering. Fordi der til det første tema om prekari- sering var stor interesse, og fordi vi i temaredaktionen blev efterladt med et indtryk af, at danske forskningsmiljøer er begyndt at beskæftige sig med prekarisering i arbejdslivet, har vi valgt at gentage temaet ét år senere.

  • Arbejdslivsforskningens begreber og koncepter - antagelser om menneske, arbejde og samfund
    Årg. 19 Nr. 4 (2017)

    Arbejdslivsforskningens antagelser om mennesket, arbejdet og samfundet varierer, alt efter hvilke videnskabelige positioner og teoretiske antagelser, der tages afsæt i, og alt efter hvilke dimensioner i arbejdet som studeres. I dette temanummers artikler fremhæves netop grundantagelsers betydning for den vidensproduktion, som finder sted i arbejdslivsforskningen. Vi har efterspurgt bidrag, som belyser, hvilken betydning forskellige videnskabstilgange og antagelser har, når de udmøntes i forsknings- og udviklingsprojekter, samt danner baggrund for udvikling af koncepter, begreber og redskaber, målrettet organisations- og medarbejderudvikling i praksis. Der er mange årsager til, at vi med temanummeret har valgt at rette fokus mod betydninger af forskellige videnskabsteoretiske tilgange, men helt overordnet gælder, at vi ønsker at stimulere en (selv)kritisk diskussion af, hvad arbejdslivsforskningen gennem sin mangfoldighed af tilgange og målsætninger kan bidrage til i arbejdslivet som i samfundsudviklingen i bredere forstand. Vi ønsker endvidere at rette opmærksomhed mod, hvordan forandrede rammebetingelser for arbejdslivsforskningen påvirker undersøgelsesindhold, samt retning i og horisont for den vidensudvikling som finder sted.

  • Ledelse som profession
    Årg. 19 Nr. 3 (2017)
  • Uden tema
    Årg. 19 Nr. 2 (2017)
  • Det prekære arbejdsliv
    Årg. 19 Nr. 1 (2017)
  • Samarbejde og tværfaglighed
    Årg. 18 Nr. 4 (2016)
  • Tværfaglighed og samarbejde
    Årg. 18 Nr. 3 (2016)
  • Arbejde, krop og sundhed
    Årg. 18 Nr. 2 (2016)

    Kroppen i arbejdet er et centralt tema i arbejdslivsforskningen. Nedslidning, ulykker og sygdomme som konsekvenser af belastninger i arbejdet har i mange år udgjort en grundstamme, ikke mindst i den arbejdsmedicinske forskning. Dette fokus på belastning af kroppen er også et omdrejningspunkt i Arbejdsmiljøloven, hvor målet om et sikkert og sundt arbejdsmiljø sigter på at sikre, at kroppen (og psyken) kan holde til arbejdets belastning i et helt arbejdsliv. Imidlertid har vi i de senere år set et nytfokus på kroppen i arbejde; på det kropsarbejde – arbejde med egne og andres kroppe – som kræves i det moderne arbejde (Wol-kowitz 2006). 

    Dette temanummer når selvsagt ikke omkring hele dette brede felt, men formår alligevel at belyse både arbejdet med andres og med egen krop fra forskellige vinkler. Bidragene tager alle udgangspunkt i arbejdet i social- og sundhedssektoren.

  • Universitet og arbejdsliv
    Årg. 17 Nr. 4 (2015)

    Initiativerne til at forbedre arbejdsmiljøet såsom national lovgivning, oprettelse af arbejdsmiljørådgivning, etablering af partssammensatte organer, industrispecifikke initiativer osv. har alle til formål at forbedre arbejdsmiljøet; men de er også alle påvirket af de konkrete hændelser på arbejdsmarkedet, der har indvirkning på arbejdsmiljøet og de politiske bevægelser nationalt (politiske partier, arbejdsmarkedets parter og græsrodsbevæ- gelser) og internationalt.

    Dette medfører, at regulering og virkemidler på arbejdsmiljøområdet er resultatet af kompromiser eller skifter retning med skiftende politiske strømninger.

    Der er en øget tendens til at ville basere regulering og virkemidler på videnskabelige beviser for effekt. Den traditionelle danske myndighedsbaserede del af arbejdsmiljøregulering er bygget på en bureaukratisk tilgang til tilsynsopgaven, og en sådan tilgang har en række begrænsninger i forhold til at skabe forbedringer af arbejdsmiljøet. Reguleringen har siden 1975 tillige bygget på selvregulering, og i de senere år har Arbejdstilsynet indarbejdet refleksive processer såsom tilpasset tilsyn og mere vægt på rådgivning. Bureaukratiske regler, tilsyn og sanktioner står altså ikke alene, og der er god grund til at søge efter og evaluere supplementer og alternativer. Samfund og virksomheder er komplekse, og virksomhederne reagerer på mange andre signaler end regler og sanktioner.

    Det er derfor vigtigt at forske i, analysere og evaluere, hvordan de komplekse samspil mellem aktørerne i arbejdsmiljøsystemet og virksomhederne fungerer og de muligheder, der er for alternativer. Det er bl.a. disse spørgsmål, artiklerne i dette temanummer fokuserer på

  • Arbejdsmarkedet og krisen
    Årg. 17 Nr. 3 (2015)
  • Workspace design
    Årg. 16 Nr. 2 (2014)
1-25 af 84