Det kritisk-analytiske blik ser straks det sentimentale, når det forekommer i valgvideoer, støttekampagner, blockbusters eller popsange, men hvad mener vi egentlig, når vi betegner noget som sentimentalt? Historisk interesserede vil genkende det sentimentale som en litteratur- og kulturhistorisk strømning og en humanistisk morallære, mens nyere teoridannelser åbner for i højere grad at tænke det sentimentale som en æstetisk kategori, en mobiliseringsstrategi og en kønnet og racialiseret magtteknologi. Med dette nummer af K&K spørger vi til det sentimentales æstetik, kultur og politik nu såvel som før.

I litteraturhistorien forbindes det sentimentale fortrinsvist med en periode i det 18. århundrede, hvor både læsere og karakterer forventedes at demonstrere en særligt modtagelig subjektivitet – og hvor de store følelser kom til udtryk gennem et fast repertoire af formuleringer og positurer. Igen og igen dukker de samme topoi op i 1700-tallets sentimentale litteratur: den unge kvinde, den truede uskyld, gråd og tårer, det gode hjerte. Parallelt med litteraturens sentimentale følelsesfuldhed blev evnen til at føle med andres lidelse et højt valoriseret træk ved mennesket i 1700-tallets moralfilosofi (Adam Smith, Jean-Jacques Rousseau). Medfølelsen – og de æstetiske formers kultivering af denne evne – blev set som det afgørende tegn på at mennesket var andet og mere end et egoistisk automaton. Men tillod det faste repertoire af troper ikke, at de store følelser kunne udføres som en strategisk performance? Og hvordan kunne ægte følelser overhovedet overleve i et stadigt mere kommercielt samfund? Den type spørgsmål løb også gennem 1700-tallets følsomme litteratur og kultur.           

Som æstetisk dom er det sentimentale imidlertid ikke bare forbundet med  store følelser. Den er også, det erkendte allerede Friedrich Schiller, forbundet med en art følelse ved at føle. Litteraten June Howard har således foreslået, at sentimentalitet som æstetisk dom ”markerer øjeblikke, hvor de diskursive processer, som konstruerer følelser, bliver synlige” (69). Med klumpen i halsen og fyldte tårekanaler mærker vi, at de svulmende følelser også har karakter af social konvention. Men mister følelser deres relevans, blot fordi de fremstår som konventionelle? I lyset af nyere affektteori og dens betoning af følelsernes socialitet kunne én måde at arbejde mere systematisk med det sentimentale på være at betragte det som en æstetisk kategori med både diskursive, affektive og stilmæssige kendetegn.

En anden kunne være at se på sentimentalitetens politiske historie. Flere nye værker beskriver fx den sentimentale tradition som en følelsesmæssig forløber for statens måde at skabe og forvalte befolkninger på, det vil sige som biopolitikkens affektive dimension. I bogen The Biopolitics of Feeling fra 2018 bruger Kyla Schuller begrebet ‘sentimental biopower’ til at beskrive, hvordan kroppe i det 19. århundredes USA kunne opleves og fremstilles som afgrænsede populationer i henhold til graden af deres følsomhed, og hvordan denne sentimentale livspolitik også i dag er bagtæppet for den amerikanske sikkerhedsstats racistiske institutioner. I samme spor beskriver Elizabeth Freeman i bogen Beside You in Time fra 2019 sentimentale kulturers ideologiske valuta som et i udpræget grad racialiseret følelsessprog, ”hvormed hvide menneskers, og særligt hvide kvinders, sårbarhed, inderlighed, modtagelighed, porøsitet og ekspressivitet bliver produceret og opretholdt i forhold til andre subjekter og befolkninger, der iscenesættes som alt for sanseligt modtagelige eller som uimodtagelige for følelser.”

Ifølge denne forståelse af sentimental biomagt er hierarki- og dominanssystemer som køn, race, klasse og art altid også hierarkier i følsomhed. På den anden side: må egalitære sociale bevægelser som eksempelvis Black Lives Matter ikke også forlade sig på en form for sentimentalitet – på medfølelsens etablerede topoi – for at massemobilisere kroppe imod disse hierarkier? Sympatilinjer, der rækker ud over det helt nære, synes at være en forudsætning for oplevelsen af at høre til, af at forestille sig selv som del af et kollektiv, uanset hvordan sådan et kollektiv så definerer sig selv. På samme måde kan klimakampens retorik med dens fokus på børn og uskyld forekomme ret sentimental. Er det deres svaghed eller styrke?

Forslag til relevante artikelemner inkluderer, men begrænser sig ikke til, følgende temaer:

• Sentimentalitetens æstetik: medier, genrer, tone, topoi, henvendelse mm.
• Sentimentalitetens kunst-, litteratur- og kulturhistorie
• Skandinavisk sentimentalitet
• Sentimentalitet som en kønnet æstetik
• Sentimentalisme og biomagt
• Begrebshistorier: sensibilitet, sympati, empati, sentiment, sentimentalitet
• Sentimentalitet og offentlig følelseskultur
• Populærkultur og sentimentalitet
• Moral og sentimentalitet

Artikler modtages på svensk, dansk og norsk. Nummeret redigeres af Jonas Ross Kjærgård (AU), Tue Andersen Nexø (KU) og Devika Sharma (KU), som modtager artikelforslag på max 300 ord senest 1. november på litjrk@cc.au.dk, tan@hum.ku.dk eller sharma@hum.ku.dk. Deadline for færdige artikler bliver foråret 2021.