K&K - Kultur og Klasse

De seneste ti år har på mange måder stået i protestens tegn. Fra det såkaldte Arabiske Forår, der startede i Tunesien og Ægypten og spredte sig til mange lande i regionen, og de sydeuropæiske pladsbesættelser, som udviklede sig til partier som Syriza og Podemos, til Occupy-bevægelsen i USA i efteråret 2011 har vi været vidner til en næsten kontinuerlig bølge af opstande, riots, demonstrationer og protester, der har spredt sig til stort set alle dele af verden. Højdepunkterne i denne nye globale, diskontinuerlige opstandscyklus inkluderer de brasilianske logistik-protester i 2013, BLM i Ferguson og andre byer i USA i 2014, Maidan i Ukraine i 2014, demokrati-demonstrationer i Hong Kong i 2015 og 2019, De Gule Veste i Frankrig i 2018 og 2019, opstand i Sudan i 2019 og George Floyd-revolten i sommeren 2021, hvor en politistation blev brændt ned til grunden i Minneapolis. Protesterne har ofte fundet sted som reaktion på politiske beslutninger, nye besparelser eller højere afgifter, og de har ofte været karakteriseret af en vis uklar- eller åbenhed. Denne åbenhed har naturligvis at gøre med den næsten fuldstændige forvitring af et tidligere historisk dominerende politisk vokabularium, nemlig marxismen, som ikke længere synes at være det naturlige sprog for kritik af det politiske og økonomiske system. Såvel den vestlige arbejderbevægelse som den tredje verdens moderniseringsprojekt synes at være løbet ud i sandet som systemkritiske perspektiver.

Positivt formuleret kan man betragte, de nye protestbevægelser som eksperimenter i den forstand, at de er i færd med at udvikle et nyt sprog, hvormed det er muligt at afvise den herskende orden og pege frem mod skabelsen af et alternativ. Men samtidig må man konstatere, at flere af dem har haft en eksplicit reaktionær dagsorden og mere synes at pege tilbage på genkomsten af xenofobiske og nationalistiske positioner, der ønsker at bevare privilegier for det nationale fællesskab, som det eksempelvis er tilfældet for Pegida i Tyskland, Men in Black i Danmark, det internationale Generation Identitær og de andre forskellige senfascistiske bevægelser, der er gået på gaden i bl.a. USA ofte motiveret af konspirationsteoretiske antagelser, der vækker mindelser om 1930’ernes antisemitisme.

I mange af det seneste årtis opstande har kunst eller kunstneriske udtryk spillet en vigtig rolle i frembringelsen af et afvisende kollektivt subjekt og i formidlingen af protesterne. Og vi har ikke blot set, at kunstneriske medier som video, fotografi og poesi har spillet en rolle som medier for mobilisering og som refleksionsrum i momenter af stilstand eller tilbagetrækning, det er også klart, at æstetik i en mere generel forstand som sanselig erfaring og formgivning spiller en vigtig rolle på tværs af de meget forskellige protester, der har fundet sted verden over. Parallelt med samtidens protestbevægelser er der også sket nogle diskursive forskydninger, hvor refleksioner over “det æstetiske” åbner nye områder i politisk teori, samtidig med at refleksioner over “det politiske” beriger og befrugter æstetisk teori.

Med dette nummer af K&K ønsker vi at sætte fokus på nutidens protester og protestens æstetiske dimension såvel historisk som aktuelt. Vi er interesseret i analyser af samtidens protester og den rolle, kunst og kultur har spillet i disse. Men den nye protestcyklus’ åbenhed åbner også for muligheden af en genlæsning af tidligere historiske protester og revolter og den rolle, kunst og kultur historisk har haft i situationer af opbrud og revolution. Revolter og opstande har altid haft en eksplicit billedpolitisk dimension, hvor det ikke blot handler om at skabe en ny verden, men også om at skabe billeder af den ny verden, der er ved at opstå eller som kommer. Vi ønsker således både at undersøge den rolle, kunstneriske medier spiller i opstandsbevægelser, men også at bidrage til en gentænkning af den æstetiske dimension i protester mere generelt.

Nummeret er tænkt som et bidrag til udviklingen af en politisk æstetisk analyse af samtidens protestkulturer. Takket være et fokus på protesternes udsigelse, form, medium og tilsynekomst kan æstetiske og kunstfaglige analyser bidrage til analysen af den nye protestcyklus og protestens “subjekt” og udsagn.

Forslag til relevante artikelemner inkluderer, men begrænser sig ikke til, følgende emner:

• Brugen af kunstneriske medier i formidlingen af protester lokalt og internationalt
• Visualiseringer af modstand
• Den politiske protests ikonografi og narratologi, casestudies: fx Mosireen Collectives videoer fra Cairo i 2011 eller de såkaldte “protestmure” i Hong Kong
• Kunst som vidnesbyrd om protester og opstand
• Kunst som dokumentation af protester
• Kunstaktivisme historisk og aktuelt
• Kunstneriske repræsentationer af opstand og erfaringer af opstand
• Diskussioner af forholdet mellem æstetik og politik med udgangspunkt i samtidens protester og opstand hos filosoffer og teoretikere som f.eks. Butler, Rancière, Tarì eller andre

Artikler modtages på dansk, norsk og svensk.

Nummeret redigeres af Mikkel Bolt (Københavns Universitet) og Stefan Jonsson (Linköpings Universitetet), som modtager artikelforslag på max. 300 ord senest 15. november 2021: mras@hum.ku.dk  og stefan.jonsson@liu.se. Deadline på færdige artikler bliver foråret 2022.