Nummeret redigeres af Karen Hvidtfeldt, SDU, og Per Krogh Hansen, SDU.

I en artikel i Altinget i november 2019 anklager professor og læge Morten Sodemann middelklassen for at overbelaste det danske sundhedsvæsen med deres frygt for at ”blive syge og gamle” og krav om ”gnidningsløse pakkeforløb, høj hastighed, tonsvis af information, masser af behandlingsalternativer, sundhedsapps og fine moderne diagnoser.” Sodemann anklager politikerne for at understøtte denne skævvridning med behandlingsgarantier og i øvrigt lade sundhedspolitikken styre af medicinalindustriens interesser fremfor af patienternes behov. Begrebet ”diagnosesamfund” og de tilhørende forandringer i vores forestilling om, hvad sygdom og sundhed overhovedet er, knytter sig altså iflg. Sodemann mere specifikt til en bestemt del af befolkningen, og er en direkte forhindring for, at sundhedsvæsenet kan overkomme de patienter, der faktisk er syge og ikke passer ind i de prædefinerede behandlingsforløb. I den forstand består sundhedsvæsenets udfordringer ikke kun af manglende økonomiske ressourcer og personale, men handler i høj grad også om kultur og klasse.

Sygdom optager også samtidslitteraturen, idet spørgsmålet om hvad det vil sige at leve med sygdom er udråbt som et hovedtema i 10’ernes sygdomslitteratur (Nexø 2019). Poesi og prosa problematiserer mødet med sundhedsvæsenet og sygdom som et livsvilkår, ofte med forfatterens egne erfaringer som udgangspunkt, autofiktion eller i form af selvbiografier eller erindringer. Desuden er digitale fora og sociale medier nye arenaer for patientfællesskaber, der også fungerer som publikations- og formidlingskanaler for debatter, udveksling af informationer og sygdomsnarrativer.

Samtidig vokser nye tilgange til sundhedsfeltet frem inden for de klassiske humanistiske videnskabsdiscipliner, fx sundhedskommunikation, sundhedsantropologi og narrativ medicin. Disse nydannelser har fået følgeskab af diskussioner om, hvorvidt det er naturvidenskabelige eller humanistiske præmisser, der sætter betingelserne for forskningen i fx ”Medical humanities” (der bl.a. bidrager til lægeuddannelser) og ”Health humanities” (der i højere grad lægger vægt på at se humanistisk forskning som gyldig på egne betingelser). Traditionelle opdelinger mellem naturvidenskabelig og humanistisk videnskabelighed udfordres fra samfundsvidenskabelig side, fx i Science-Technology-Studies, i kropssociologi og -fænomenologi samt i diskurs- og affektstudier. Hér forstås kroppen som andet og mere end et biologisk hylster for en subjektiv bevidsthed. Desuden problematiseres begrebslige adskillelser mellem det humane og det non-humane, krop og maskine, det materielle og immaterielle, det individuelle og det sociale. Spørgsmålene er mange: Hvor trækkes de disciplinære grænser? Hvad er et menneske overhovedet, hvis vi bryder med vante begrebslige dualismer og adskillelser mellem natur og kultur. Posthuman teori har udfordret sundheds- og samfundsvidenskabelige kategoriseringer i forhold til hvornår kroppe anses som sunde eller syge og dermed behandlingskrævende. Hermed stilles der også spørgsmål til forebyggende behandlinger som værende enten nødvendige eller unødvendige. Og selve medikaliseringsbegrebet stiller spørgsmål til forholdet mellem sundhed og sygdom: Hvor går grænserne mellem kropskultur og -natur, kunstigt og naturligt, og hvilke tilstande skal og bør behandles.

K&K 131 inviterer med dette nummer artikler, der undersøger kulturvidenskabernes rolle i en tid, hvor sygdom og sundhed optager store dele af den offentlige diskurs – politisk såvel som kulturelt og kunstnerisk. Vi er blandt andet interesserede i kritiske, teoretiske og kontekstualiserede analyser af sygdoms- og patientnarrativer i fiktion og i nonfiktion; i litteraturen, kunsten, film og medier, såvel som i populærkulturen og andre kulturelle og kommunikative sammenhænge. Vi modtager også gerne artikler, der kontekstualiserer, problematiserer og diskuterer de tværfaglige og interdisciplinære berøringsflader og nybrud mellem kunst og videnskab samt mellem de videnskabelige discipliner (humaniora og sundheds- og samfundsvidenskab), herunder bekymringen for om humaniora i for høj grad instrumentaliseres versus kritik af humanioras berøringsangst og manglende impact. Hvor det i mange sammenhænge diskuteres, hvad humaniora kan bidrage med i sundhedsforskning og -undervisning, er der i mindre grad fokus på den omvendte bevægelse: hvad får humaniora ud af samarbejdet med sundhedsvidenskaberne?

Forslag til emner og kritiske vinkler:

• Sygdomme og sundhedens kulturhistorie
• Kritiske og kontekstualiserende analyser af patientfortællinger og sygdomsnarrativer i skønlitteratur, drama, film eller tv-serier
• Kunst/æstetik som terapi
• Sygdom i medierne – de sociale, såvel som de konventionelle
• Nye metoder ift. patient-/borgerinddragelse i forskningen
• Begrebet ‘patientologi’
• Ulighed (køn, klasse etc.)
• Narrativ medicin
• Hvad inkluderer felter som health humanities og medicinsk humaniora – og hvad ekskluderer de?

Referencer

• Morten Sodemann, ”Sundhedsvæsenet drukner i middelklassens små problemer”, Altinget 13.11.2019
• Tue Andersen Nexø ”Her har I os”, Information 20.12.19

[Deadline for abstracts: 1. marts 2020.  Abstracts sendes til hvidtfeldt@sdu.dk og pkha@sdu.dk. Deadline for indsendelse af artikler baseret på accepterede abstracts bliver 1.9.2020.]