• Call for papers til K&K 130 (ES20): Stranden

    2019-04-02

    Nummeret redigeres av: Knut Ove Eliassen, NTNU, Carsten Meiner, KU, og Christopher Messelt, NTNU.

     

    Fire fotografiske motiver kan stå som anslag for dette nummeret av K&K: Indonesiske fiskebåter i slett forfatning trukket opp på en strand dekket av plastavfall, en pelikan tildekket av oljesøl i vannkanten i Florida, afrikanske emigranter løpende mellom solbadende turister i Marbella, supertankere trukket opp på strender i Bangladesh. Bildenes umiddelbare patoseffekt viser strandsonens aktualitet som scene for vår tids mest presserende økologiske, økonomiske og politiske spørsmål – maritim kollaps, forurensning, migrasjon, tredje verden som søppelmottak. For utover at stranden er gjenstand for offentlige utredninger og politisk debatt, anskueliggjør slike fotografier hvordan spørsmålene i offentligheten forhandles estetisk, visuelt og litterært. Ved å rette fokus mot stranden er det ambisjonen med dette nummeret av K&K kritisk å belyse det kulturelle fortolkningsrommet og den komplekse historien bilder som disse opererer i og får sin retoriske kraft og politiske meningsinnhold fra.

     

    Stranden står som et sentralt topos i den europeiske estetiske tradisjonen – i litteratur og i de plastiske kunster, sågar i musikken. Et tilfluktssted fra byens støy og jag, har stranden symbolisert den frie tidens ørkesløse gleder, et sted for kontemplasjon, men også for estetisk nytelse av naturen. Unndratt eiendomsretten har den vært en arena for fellesaktiviteter og livsutfoldelse. Stranden har slik vært et estetisk motiv og et locus communis, om det er i den borgerlige romanens strandpromenader, i impresjonistenes malerier, i filmens badelivscener eller i populærmusikken. Denne forhistorien er en forutsetning for det retoriske potensialet i fremstillingen av det 21 århundrets strender.

     

    For strandens tidløshet er kun tilsynelatende, den har sin egen historie og sosiologi. I europeisk sammenheng har den tradisjonelt vært en liminal sone, terra firmas grense mot et usikkert og farefylt hav, men også en arena for møter med det utenfor, enten som sone for handel, som et ankomststed for uønskede gjester eller for krigshandlinger. Det har vært fiskernes arbeidsplass og drivgodssamlernes kilde til rikdom; her kunne man finne mat og brenne, men også døde dyr og mennesker – strandvaskere. Gjennom historien har stranden med etnografiens term vært realisert som forskjellige taskscapes hvor hverdagen har utspilt seg i et utall varianter. Noe rikdommen i de europeiske språk vitner om: beach, shore, strand så vel som plage, grève, rivage. Først i den moderne tid forvandles stranden til et estetisk objekt – et sted for formålsløse aktiviteter som bad, lek og soling, og kontemplativ nytelse av naturens vekslende skuer; dermed endres dens sosiale funksjon og status på grunnleggende vis, eksemplarisk uttrykt i masseturismen.

     

    Kunsten og litteraturen er vitnesbyrd om denne historien; Trojas strender, de spanske oppdagernes landnåm av fremmede kyster, den strandede sjømannen som redder seg fra stormen, dikteren som kontemplerer det sublime havet, etc. Kurstedene gjorde stranden til et helsebringende sted, samtidig som aktivitetene til dem som der fant sitt utkomme, ble et estetisk skue, om det nå er hos Skagen-malerne eller i en av de mange realistiske fiskerromanene. I dag er kystlinjen i Nord-Europa i all hovedsak sceneri, badestrand eller arena for forskjellige former for idrett eller fritidsaktiviteter.

     

    K&K inviterer med dette til å sende inn artikler som drøfter stranden som kulturelt topos, konsept og sted i og forbi de opptrukne bildene det vises til i anslaget, både konstanter og variasjoner. De følgende spørsmål peker på noen av de problemer og emner vi kunne tenke oss å få belyst i nummerets bidrag.

    • Hvilke kulturelle uttrykk og former preger stranden, nå og tidligere?
    • Hva er og har vært strandens plass i hverdagslivet?
    • Hvordan reflekterer forskjellige topografiske og geografiske forhold seg i stranden i kulturen så vel som i strandens mange kulturer?
    • Hvordan fungerer stranden i egenskap av allmenning som en arena som muliggjør forhandlinger av det individuelle og det kollektive, det egne og det felles?
    • Hvilke utopier er og har vært knyttet til stranden?
    • Hvordan behandles stranden i samtidens litteratur og kunst? Og i fortidens?
    • Hvilke konflikter og verdier står på spill i den aktuelle stranddiskurs?
    • Hvilke økokritiske ressurser kan man finne i studiet av strandsonen?
    • Hva er litteraturens og kunstens bidrag til å forstå strandens kulturhistorie og dens rolle og funksjon i den aktuelle debatt, om det er migrasjon, økologi eller økonomi?

     

    [Deadline for abstracts: 15. september 2019. Abstracts på en side sendes til Knut Ove Eliassen (knut.eliassen@ntnu.no) eller Carsten Meiner (cmeiner@hum.ku.dk). Forfattere av godkjente abstracts vil bli invitert til et to-dagerseminar i Norge ultimo november 2019. Opphold og kost vil bli dekket. Deltagerne må selv bekoste reise. Deadline for innsendelse av first draft av artikler basert på aksepterte abstracts blir en uke før seminaret.]​

     

    Læs mere om Call for papers til K&K 130 (ES20): Stranden
  • Call for papers til K&K 129 (FS20): ”Klima, magt, modstand”

    2019-01-31

    Nummeret redigeres af: Elisabeth Friis, Signe Leth Gammelgaard, Stefan Gaardsmand Jacobsen, Søren Mau og Torsten Bøgh Thomsen.

      

    Klimaet og klodens tilstand er genstand for stadig større bekymring i kølvandet på en usædvanlig varm og tør sommer, endnu en alarmerende rapport fra FNs klimapanel og de sociale protester, der tager til. Temperaturen fortsætter med at stige, og forskningen melder om nye grunde til, at den muligvis stiger endnu hurtigere end antaget. Det har fået geologer og andre forskere til at tale om, at den antropocæne tidsalder er indtruffet og den sjette masseuddøen i Jordens historie udløst. Kampen for at holde kloden beboelig for mennesker, dyr og planter er omfattende, akut og oppe mod stærke økonomiske og politiske kræfter. I dette nummer af K&K inviterer vi til en fælles meditation over den globale opvarmning.

     

    Klimakampen foregår i en kontekst præget af bestemte politiske dagsordner og protestbevægelser. Således ser man ofte klimaforandringerne være udgangspunktet for bevægelser mod kapitalisme, sexisme, racisme, heteronormativitet, globalisering og andre former for repressive strukturer. Klimasituationen er blevet en politiseret arena,  hvor konservative fremstiller sig selv som selvskrevne beskyttere af naturen, mens de anti-kapitalitiske bevægelser insisterer på, at temperaturerne fortsætter med at stige så længe økonomien er reguleret af kravet om profit. Tekno-optimister taler om planetære geo-engineering-projekter; multinationale virksomheder forsøger at vaske sig grønne, aktivister kræver undtagelsestilstand, økofeminister peger på nødvendigheden af at nedrive det fossilafhængige patriarkat; øko-fascister taler om den rene Jord, romantikere taler om at genetablere tabte, autentiske bånd til Moder Jord, og atter andre mener, vi bare må forberede os på katastrofen.

     

    Debatten udspiller sig også på et teoretisk og analytisk niveau. Har vi brug for en endegyldig opløsning af forskellen mellem natur og kultur, som en del af økokritikken og den såkaldte ny-materialisme (Morton, Haraway) synes at mene, eller kræver opdyrkelsen af en ‘økologisk klassekamp’ snarere, at vi insisterer på dialektikken mellem det sociale og det naturlige og på den kapitalistiske logiks centrale position, som økomarxisten Andreas Malm for nyligt har argumenteret for. Hvad er de historiske forløbere for de forskellige positioner, og hvordan er de førhen blevet brugt? Klimaforandringerne har genoplivet filosofiske diskussioner om monisme, dualisme, dialektik, determinisme, kontingens, menneske, natur og det sociale, hvilket understreger at disse ikke blot er abstrakte, teoretiske diskussioner, men også udgør tankemæssige rammer for hvilke (modstands-)handlinger, der faktisk er mulige. Ligeledes arbejder den krisebevidste del af litteraturen og kunsten med at undersøge og udvide vores sanse- og perceptionsfelt, skabe affekter og italesætte mulige nye forbindelser og (modstands)-alliancer.

     

    Vi inviterer til bidrag, der undersøger disse spørgsmål og emner. Vi ser gerne at klimaforandringerne betragtes ud fra deres sociale og historiske dimensioner, men opfordrer også til nye møder mellem tilsyneladende konfliktuerende teoretiske positioner og sammentænkninger af forskellige perspektiver. Spørgsmålene omfatter, men begrænser sig ikke til:

     

    • Hvilke kulturelle udtryk og former præger klimaaktivismen, nu og førhen?
    • Hvad motiverer mennesker til at engagere sig i klimakampen?
    • Hvilken rolle kan humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning spille i forsøget på at afværge global opvarmning?
    • Hvilken rolle kan kunst og litteratur spille i klimaforandringernes tid?
    • Hvad står der egentlig i IPCC-rapporterne, og hvordan skal vi læse dem?
    • Hvordan er klimaforandringerne intersektionelt forbundet til klasse, sexisme, racisme, køn og andre former for magtstrukturer?
    • Hvad er forholdet mellem klima, økologi og økonomi?
    • Hvilken kulturel betydning har benægtelse af klimaforandringerne?
    • Hvilke aktører kan og/eller bør mobiliseres i klimakampen?
    • Hvilke tendenser er der i den offentlige debat om klimaet, og hvilke konsekvenser får de?
    • Hvorfor er klimaskepsis mest udbredt på højrefløjen?
    • Hvilke natursyn har vi brug for i en verden, der bliver varmere?

      

    Deadline for abstracts: 15. marts 2019. Abstracts sendes til Torsten Bøgh Thomsen (tbt@sdu.dk) og Signe Leth Gammelgard (signe.leth.gammelgaard@lir.gu.se). Deadline for indsendelse af artikler baseret på accepterede abstracts bliver 1.8.2019.

    Læs mere om Call for papers til K&K 129 (FS20): ”Klima, magt, modstand”
  • Call for papers til K&K nr. 128 (ES19): "Fiktionalitet, faktualitet og Fake News"

    2018-10-09

    Redaktører: Henrik Skov Nielsen og Karen Hvidtfeldt

    I løbet af den amerikanske valgkamp i 2016, som ender med at Donald Trump bliver den 43. præsident i USA, får fake news en ny betydning. Indtil da blev fake news i altovervejende grad brugt som betegnelse for satiriske nyheder, som ikke var rigtige, men som heller ikke forsøgte at snyde nogen til at tro, de var det. I løbet af den amerikanske valgkamp kommer ‘fake news’ til overvejende at betyde misvisende, fejlagtige, ukorrekte nyheder, som ofte intentionelt giver et forvrænget billede af virkeligheden. En mulig ny tendens er, at det ikke længere virker til at have ligeså negative konsekvenser at blive taget i selv demonstrative usandheder, som tidligere. Fake news er også en anklage Trump utrætteligt retter mod sine modstandere og specielt mod dele af den frie presse i form af for eksempel tv-stationen CNN og avisen New York Times, som han beskylder for at give amerikanerne et misvisende billede af den politiske situation og Trumps egen politik. 

    Samlet set er det en situation, der har ledt mange til at tale om muligheden for, at vi er på vej ind i et post-faktuelt samfund, om ”truthiness”, om ”alternative facts”, og om hvorvidt vi er på vej til at se slutningen på oplysningsprojektet, som det begyndte i 1700-tallet i den vestlige verden.

    Dette temanummer handler om begge både den tidligere satiriske fake news og fake news som en ny politisk kommunikativ strategi og om forholdet mellem dem. Vi inviterer også artikler, der diskuterer oplysningsprojekter, eller som handler om faktualitetsdiskurser og videnskab i et historisk eller kontemporært perspektiv. At etableringen af romanen som den første konventionaliserede fiktionsgenre falder sammen med oplysningstiden er næppe tilfældigt. Først når der er etableret specifikke standarder for viden og sandhed, bliver det muligt at definere og udvikle genrer og diskurser, der signalerer en afvigelse fra disse standarder. Oplysningsprojektet var dels et spørgsmål om etablering af hierarkier af viden (se Habermas, Bender, Poovey, Daston). Gennem ca. 250 år blev der etableret skel mellem forskellige typer af viden og mellem mening, tro, følelse, viden og bevis. Traditionen for kvantitativ forskning i natur- og samfundsvidenskaberne bygger på oplysningens opfattelse af viden. Disse nye konventioner om faktuel kommunikation er en forudsætning for fremkomsten af ​​fiktionsgenrer. Vi inviterer også artikler, der nuancerer og problematiserer sådanne historiske skitser eller som forholder sig til spørgsmålet om et muligt post-oplysningssamfund.

    Spørgsmål om fiktionalitet og retorik kan fungere som en bro mellem formelle og ideologiske analyser. Det gælder både, når det handler om politik generelt, om enkelte taler, om æstetiske artefakter og om massekommunikation på sociale medier. Politik, som et område, der handler om samfundet, virkeligheden, økonomien, flygtninge, prioriteringer, ældre, uddannelse osv., er på ingen måde friholdt fra fiktionalitet. Faktisk er det helt modsatte tilfældet. Politik handler om drømme og visioner og fremtid og håb, og politikere kommunikerer særdeles ofte om, hvad der kan blive tilfældet, snarere end om hvad der er tilfældet. Ideologier er også langt hen ad vejen præget af fiktionalitet. Det gælder Marx’ stadier i den historiske proces, hvor slavesamfundet, det feudale samfund og det kapitalistiske samfund skal føre frem mod det endnu ikke indtrufne socialistiske samfund uden klassemodsætninger. Og det gælder Adam Smith’ helt eksplicit fiktionaliserede ide om den usynlige hånd, der vil regulere et ellers ureguleret system, hvor alle forfølger deres individuelle enkeltinteresser.

    På niveau for individuelle politikeres enkelte taler gælder det, at nogle af de mest kanoniske taler i den vestlige verdens politik betjener sig af fiktionalitet som et effektivt middel til at aktivere tilhørerne og deres forestillingsevne. Det allermest berømte eksempel er sandsynligvis Martin Luther Kings ”I have a dream”-tale, som i sin helhed inviterer tilhørerne til at forestille sig en tid og en situation, der netop ikke foreligger på talens tidspunkt – en situation, hvor der er frihed og lighed for alle. Her er der netop tale om en signaleret afvigelse fra en beskrivelse af det aktuelle og virkelige.

    I det dehierarkiserede medialandskab med let adgang til enorme mængder information og misinformation har vi mere end nogensinde behov for præcise begreber og koncepter, der kan lade os skelne mellem sandhed, løgn, fiktion, propaganda mm. Vi inviterer mono-faglige og tværfaglige artikler om alle aspekter af dette påtrængende problem.

    Emner, der kan indgå i temaet, inkluderer blandt andet:

    • Fake news i politik
    • Fake news som satire
    • Information og misinformation i en ny medievirkelighed
    • Teoretiske og metodiske problemer med faktualitetsdiskurser
    • Ideologi
    • Fiktionalitet og fake news i forskellige kunstarter
    • Faktatjek: muligheder og risici
    • Oplysningsprojekt og videnskab på udfordrede vilkår
    • Kritisk diskussion af forestillinger om post-faktuelle samfund
    • Forholdet mellem fiktions- og ikke-fiktionsgenrer
    • Dialektikker mellem genrekonventionaliseringer og emergente diskursformer

    Deadline for abstracts: 15. november 2018. Abstracts sendes til redaktørerne Henrik Skov Nielsen (norhn@cc.au.dk) og Karen Hvidtfeldt (hvidtfeldt@sdu.dk). Deadline for indsendelse af artikler baseret på accepterede abstracts bliver foråret 2019.

    Læs mere om Call for papers til K&K nr. 128 (ES19): "Fiktionalitet, faktualitet og Fake News"