Meddelelser

  • Call for papers til K&K 140 (FS26): Neurodiversitet

    2024-06-11

    Jane Campions film The Power of the Dog (2021) handler ud fra én betragtning fortrinsvist om maskulinitet, homofobi og vold. Forskyder man blikket en smule, ser man imidlertid, at den også leverer et portræt af to neurodivergente personer og det på en måde, som adskiller sig fra tidligere (og stereotype) skildringer af autisme i populærkulturen, eksempelvis Rain Man (1988) eller Christopher i Mark Haddons Den besynderlige sag om hunden i natten (2003). Cowboyen Phil og den unge Peter finder hinanden midt i en fjendtlig kultur, og de indleder en normbrydende kærlighedsrelation. Men for filmen er spørgsmålet om perspektiv afgørende. Dens anliggende er ikke, at publikum skal genkende karaktererne som autistiske ved at reproducere nogle stereotype karakteristika, men derimod at autisterne i filmen skal genkende hinanden. Det gør Phil umiddelbart i Peters sofistikerede borddekoration, ligesom Peter oprigtigt forstår den sanselige nydelse forbundet med Phils læderskin og fletværk. På sin egen måde spejler filmen et skifte fra et udenforståendes definerende blik til en indre, fællesskabsbaseret forståelse af neurodivergens, som også præger den samtidige forskning inden for feltet, og som er et udgangspunkt for dette nummer af K&K.

    Begrebet neurodiversitet baserer sig på ideen om, at der blandt mennesker eksisterer en neurologisk mangfoldighed, der kan specificeres yderligere ved at skelne mellem neurotypiske og neurodivergente personer. En neurodivergent funktionsmåde afviger fra dominerende samfundsmæssige normer i forhold til kognition, perception, socialitet og emotionalitet. Neurodivergens omfatter personer med forskellige neuropsykiatriske diagnoser, men det er ikke begrænset hertil, idet også personer uden formel diagnose har taget det til sig.

    I en skandinavisk sammenhæng er neurodiversitetsbegrebet først for nyligt begyndt at finde fodfæste. Internationalt har det – ofte parallelt med beslægtede begreber som neurodivergent og neuroqueer – imidlertid været hyppigt brugt i både akademiske, aktivistiske og offentlige diskussioner. Begrebet lægger således op til typer af forskning, der går i kritisk dialog med det biomedicinske paradigme, og som i nogle tilfælde endda udfordrer dette ved at tilgå neurodivergente erfaringer og oplevelsesmåder med et fænomenologisk indefra-perspektiv. Som politisk og aktivistisk bevægelse samler neurodiversitet et kollektiv af individer med og uden formelle diagnoser, men med sammenlignelige erfaringer, i en politisk rettighedskamp; en kamp ikke mindst mod et kapitalistisk system, som i forhold til uddannelse, arbejdsmarked og fængselsstatistikker har vist sig at ramme neurodivergente personer særligt hårdt (Chapman; Berger et al.).

    Med dette nummer af K&K ønsker vi at bidrage med et kulturanalytisk og -teoretisk perspektiv til undersøgelsen af neurodiversitetsbegrebet (Rodas; Yergeau; Rosqvist et al; Stenning; Botha et al.). Nummeret er situeret i krydsfeltet mellem æstetik og politik, og på genstandsniveau er vi optagede af alle typer af tekster, sprog, film, billeder, artefakter og kulturelle udtryk og kontekster. Rent metodisk er vi særligt nysgerrige efter bud på, hvordan neurodiversitetsbegrebet kan bruges til at udvikle kritiske kulturanalytiske strategier.

    Vi spørger:

    Kan repræsentationskritiske analyser af neurodiversitet på film og TV (Rain Man, Gilbert Grape, Bron/Broen, Atypical, The Good Doctor), i litteratur (Bartleby, Sherlock Holmes, Extremely Loud and Incredibly Close), i grafiske medier (Fun Home: A Family Tragicomic, Raised on Ritalin, Something Different About Dad) eller i dokumentarer (Asperger’s Are Us, Love on the Spectrum) hjælpe os til at forstå den skjulte sociale marginalisering, som neurodivergente personer oplever?

    Kan vi bruge begrebet historisk til at gentænke kulturvidenskabens mangeårige interesse for galskab, vanvid og neuroser – samt eventuelt disse begrebers hyppige association med ideer om kunstnerisk kreativitet og skabelse?

    Hvad er lighederne mellem en queer og en neuro-queer læsestrategi? Og hvori består forskellene i forhold til metode, materiale og hensigt? Hvad kan en neuroqueering af kulturelle traditioner indebære, og kan den på ny problematisere historiske opfattelser af normalitet og/eller synliggøre minoritetsperspektiver på verden?

    Kan neurodiversitet anvendes som kritisk analysebegreb også i mødet med tekstuelle og visuelle fortællinger, der ikke tematiserer emnet på et eksplicit karakterniveau eller, med McGrath, i mødet med værker, som mangler ”named representation”? Kan begrebet åbne for historiske analyser af tekster og fænomener, der er blevet til længe før neurodiversitetsbegrebet blev udviklet?

    Kan vi med udgangspunkt i nogle af de forskellige sansemåder (ubehag ved berøring eller øjenkontakt, misofoni, lede ved bestemte konsistenser, velbehag ved stimming osv.), der knytter sig til neurodiversitet, bringe begrebet i dialog med eksempelvis affektteorien? Eller, muligvis endnu mere ambitiøst, bruge det som udgangspunkt for en gentænkning af æstetikbegrebet, der siden Baumgarten har været bestemt som læren om sansernes erkendelse?

    Uden at begrænse sig hertil kunne mulige artikelemner være:

    • Begrebsafklaringer af neurodiversitet evt. i forhold til beslægtede begreber som neurodivergens, neurotypisk, neuroqueer, ’ableism’ m.fl.
    • Æstetiske og kulturelle repræsentationer af neurodivergens (film, litteratur, dokumentarer, reality, stand-up comedy m.m.)
    • Historiske perspektiver – neurodiversitet avant la lettre
    • Neurodiversitet og posthumanisme
    • Neurodiversitet, narrativ medicin og humanistisk sundhedsvidenskab
    • Neurodiversitet, terapeutisk skrivning og autoetnografi
    • Neurodivergente læsere, seere og kulturbrugere
    • Intersektionelle analyser af eksempelvis neurodivergens og seksualitet, kønsidentitet, farve, køn, alder m.fl.
    • Neurodiversitet, sansning og æstetik
    • Neurodiversitet mellem æstetik og psykologi
    • Neurodiversitet som kritisk analysestrategi

    Deadline for abstracts er 1. oktober 2024. Abstracts skal have et omfang af max 500 ord og skal sendes til en eller flere af de nedenfor angivne redaktører.

    Deadline for artikelbidrag vil være 15. marts 2025. Artiklerne skal have et omfang af max 33.000 tegn og skal skrives på enten dansk, svensk eller norsk. Særnummeret forventes at udkomme i december 2025.

    Jenny Bergenmar (Göteborgs universitet): jenny.bergenmar@lir.gu.se
    Lasse Raaby Gammelgaard (Aarhus universitet): norlg@cc.au.dk
    Elisabeth Hjorth (Göteborgs universitet): elisabeth.hjorth@gu.se
    Jonas Ross Kjærgård (Aarhus universitet): litjrk@cc.au.dk


    Litteratur

    Berger, Nichlas Permin, Nanna Høygaard Lindeberg og Christina Mohr Jensen. Resocialisering af indsatte og tilsynsklienter med opmærksomhedsforstyrrelse: Viden og anbefalinger. Online: https://www.vive.dk/da/udgivelser/resocialisering-af-indsatte-og-tilsynsklienter-med-opmaerksomhedsforstyrrelse-4z6gy9xq/

    Botha, M., Chapman, R., Giwa Onaiwu, M., Kapp, S. K., Stannard Ashley, A., & Walker, N. “The neurodiversity concept was developed collectively: An overdue correction on the origins of neurodiversity theory”. Autism0(0), 2024. https://doi.org/10.1177/13623613241237871

    Chapman, Robert. Empire of Normality: Neuodiversity and Capitalism. Pluto Press, 2023.

    McGrath, James. Naming Adult Autism: Culture, Science, Identity. Rowman & Littlefield Publishers, 2017.

    Radden, Jennifer. ”Diagnostic Wannabes,” Philosophy, Psychiatry, & Psychology 30.3 (2023): 279-281.

    Rodas, Julia Miele. Autistic Disturbances: Theorizing Autism Poetics from the DSM to Robinson Crusoe. University of Michigan Press, 2018.

    Rosqvist, Hanna, Nick Chown & Anna Stenning (red.). Neurodiversity Studies. A New Critical Paradigm. Routledge, 2020

    Stenning, Anna. Narrating the Many Austisms: Identity, Agency, Mattering. Routledge, 2024.

    Yergeau, Remi. Authoring Autism: On Rhetoric and Neurological Queerness. Duke University Press, 2018.

    Læs mere om Call for papers til K&K 140 (FS26): Neurodiversitet
  • Call for papers til K&K 139 (ES25): Köldens kultur i norr – historia, nutid och framtid

    2024-02-20

    Vad betyder köld i en värld under uppvärmning?

    Med vår tids klimatförändringar följer inte bara dramatiska förändringar av naturen. För människan är förändringen också existentiell och estetisk. Köld är inte ett väder, utan ett fenomen med en djup kulturell innebörd. Håller den på att försvinna, och vad händer med oss då?

    I detta temanummer vill Kultur og Klasse uppmärksamma köldens kulturella innebörd. Hur kan dagens klimatförändringar i Norden sättas i förbindelse med erfarenheter av köld i historien, samtiden, och framtiden?

    Den existentiella dimensionen har inte uppmärksammats så länge. Den melankoli och ångest som uppstår när en välbekant vardagsmiljö förändrar sin atmosfär, biologi och temperatur har filosofen Glenn Albrecht (2005) kallat för solastalgi; en längtan efter ett förlorat hem som nog har drabbat många nordbor. Jag blir ledsen i mitt vinterhjärta, kommenterar en nordisk skidåkare den all kortare skidsäsongen. ”Utan snö berövas livet en grundläggande trygghet" skriver Björn Wiman i Dagens Nyheter. I norra Skandinavien, och längre norrut i Arktis, sker den globala uppvärmningen med avsevärd hastighet. För renskötande samer och Grönlands befolkning är förlusten också ekonomisk: den nya oförutsägbara vintern utgör ett hot mot traditionella näringar och hotar ett sätt att leva. Samtidigt har kyla, snö och is blivit eftertraktade konsumtionsvaror: vi köper skidresor, besöker Svalbard och i filmens värld har is och snö blivit exotiserande bakgrunder. På så sätt anknyter köldens estetik till samtidens debatter om antropocen, klimataktivism och fossilkritik.

    Att följa kölden är att brett och kritiskt engagera sig i de långvariga och accelererande effekterna av den industriella revolutionen, i den västerländska vetenskapliga kunskapen om och konstnärliga visualiseringar av kallt klimat, glaciärer och istider från tidigmodern tid och fram till dagens klimatsituation. I berättelser och representationer av is, snö och kyla sammanlänkas historia och nutid. Den svenske biskopen Olaus Magnus’ Historia om de nordiska folken (1555), beskrev kylan som fruktansvärd och ödesdiger i sin vardaglighet: den lilla istiden gjorde livet svårt för alla levande varelser – människor, djur och växter. Men ”köldens poet” beskrev också en storslagen estetisk dimension – förunderligt ljus, skimrande färger, underbara former, och förtrollande ljud. Kylan beskrevs av 1600-talsfilosofer som René Descartes, Robert Boyle och Margaret Cavendish, av en mängd äventyrare, valfångare och kolonisatörer från tidigmodern tid och framöver. 1800-talets vetenskapliga expeditioner, såsom den franska La Recherche, gav en både mångfacetterad och stereotyp bild av det kalla norr.

    Kylan tar sig olika uttryck inom litteratur, konst, film och musik genom seklerna — från det holländska måleriets storslagna stadsvyer under 1600-talet, till romantikens isiga sublima natur (den ikoniska bilden är Caspar David Friedrich Das Eismeer, 1823-24), från, till de nordiska urfolkens olika uttryck, fram till samtidskonstens och litteraturens domedagsscenarier. Där finner vi till exempel Olafur Eliassons och Minik Rosens Ice Watch (Tate Modern 2018) och Sarah Moss apokalyptiska Cold Earth (2021). Men också modet har sina uttryck_ högteknologiska funktionsplagg, som Peak Performances Frost jacket eller Fjällrävens Nuuk parka, blir modemedvetna livsstilsmarkörer för den som vet att klä sig rätt vid kyla.

    Kölden sammanlänkar en mängd discipliner — den har en meteorologi, en natur- och kulturgeografi, en filosofi, en idéhistoria, en sociologi och så vidare. Köldens estetiska, filosofiska och existentiella dimensioner kan undersökas utifrån idéer om dess egen materialitet och agens, men också utifrån dess sociala och samhälleliga effekter, såsom i det mångvetenskapliga forskningsfältet ”Ice Humanities” där kylan, snön och isen undersöks som politiserad och kulturellt bestämd (Klaus Dodds och Sverker Sörlin, 2022). På 1960-talet myntade den kanadensiske geografen Louis-Edmond Hamelin begreppet ”nordicity”, på senare tid beskrev Daniel Chartier (2007) en nordlig grammatik genom begreppet ”winterity” är avgörande.

    Kultur og Klasse välkomnar artiklar som ur kulturhistoriska, kritiska, konstnärliga och/eller vetenskapliga perspektiv tar sig an frågor om köldens kulturella innebörd i Norden och Arktis historiskt sett, i samtiden och in i framtiden, om till exempel:

    • Reseberättelser från Arktis, tex ur ett kolonialt och geopolitiskt perspektiv
    • Klimaktivism och fossilkritik i samtiden
    • Skildringar av is, snö och kyla i samtidskonsten och i det historiska måleriet
    • Det nordiska som en exotiserande bakgrund i litteratur, film och konst
    • Det ”coola” nordiska i samtidens mode
    • Vetenskapliga visualiseringar i klimatkrisens tider
    • Kylan som ett materiellt fenomen ur ett idéhistoriskt perspektiv
    Deadline för abstract är 1 juni 2024. Abstract ska vara ca 500 ord och skickas direkt till temaredaktörerna (se mejladresser nedan). Deadline för artikelbidraget är 1 oktober 2024. Artikeln kan vara skriven på danska, svenska eller norska. Publicering av temanumret blir 1 juni 2025.   Cecilia Rosengren: cecilia.rosengren@lir.gu.se Cecilia Sjöholm: cecilia.sjoholm@sh.se Robert William Rix: rjrix@hum.ku.dk  

    Referenser

    Albrecht, Glenn, "Solastalgia: A New Concept in Human Health and Identity", Philosophy, Activism, Nature 3, (2005).
    Chartier, Daniel, ”Towards a Grammar of the Idea of the North: Nordicity, Winterity”, Nordlit: Tidskrift i litteratur och kultur, vol. 11, iss. 2.
    Dodds, Klaus och Sörlin, Sverker (eds.), Ice Humanities. Living, working, and thinking in a melting world, Manchester University Press (2022).
    Wiman, Björn, ”Tack Sverige för vår sämsta vinter-OS någonsin”, DN 2022-12-19.

    Læs mere om Call for papers til K&K 139 (ES25): Köldens kultur i norr – historia, nutid och framtid
  • Call for papers til K&K 138 (FS25): Plattformisering: Former, formater og genre i en ny økonomi

    2023-08-31

    Kulturgoder produseres, distribueres, og forbrukes på digitale platformer. Musikk, litteratur, film, dataspill, til og med teater, konserter og museumssamlinger, er tilgjengelige når som helst og hvor som helst. Av varierende kvalitet og med vidt forskjellige ambisjoner produseres og distribueres endeløse strømmer av estetiske produkter døgnet rundt via ulike tekniske formater: bilder og videoer på Snapchat, hverdagskulturelle videoer på TikTok, interaktiv elektronisk poesi eller blog-basert creative writing – for ikke å glemme mer konvensjonelle formater som filmer på Netflix, musikkfiler på Spotify, videoer på YouTube, lydbøker på Audible eller romaner på Kindle. Gjennomgående blottet for estetiske kvaliteter som kan minne om det Walter Benjamin en gang betegnet som “aura”, og lite forenlige med den ide om offentlighet hvorfra den moderne kunsten i sin tid oppsto, sirkulerer disse godene innenfor for en algoritmisk affektøkonomi som setter eksistensbetingelsene for merverdiproduksjonen som finansierer dem.

    Begreper som platform economy (Kenney & Zysman 2016), platform capitalism (Snircek 2017), og platformisering(Poell, Nieborg & van Dijck 2019) har de siste årene blitt tatt i bruk for å beskrive en tilstand der verdens ledende teknologiaktører Apple, Alphabet (Google), Amazon, Microsoft og Meta (Facebook) i praksis har delt den digitale verden mellom seg. Det hverdagsliv som en gang dannet et semi-autonomt rom utenfor den medialt betingede offentligheten, har de siste tiårene blitt restrukturert i kraft av av den generelle enplattformisering av det sosiale felt. Platformene og deres ledsagende digitale kulturer – slik de f.eks. manifesterer seg i Instapoesi, BookTok eller kulturinstitutionernes platformskommunikation – har dermed endret funksjonen og betydning av den kritiske teoriens grunnleggende begreper, som kulturindustri, institusjoner, og estetiske praksiser. Verken teoriens eller dens gjenstander er uberørt av de prosesser som gjennomtrenger hverdagen. Like fullt, om de nå skal kalles “kunst” eller noe annet, selv under et algoritmisk regime utmerker estetiske praksiser seg ved at de reagerer på, utforsker, gir form til og griper inn i de realiteter de er del av. Om plattformøkonomiene prioriterer affektproduksjon, innebærer de også nye vitensformater, nye erfaringsformer, og nye måter å eksisterer på.

    Til dette nummeret av Kultur & Klasse inviterer vi bidrag som undersøker disse endringene og de effekter de har og har hatt på de dominerende mønstre av kulturproduksjon og kulturkonsum, herunder de estetiske praksisenes former, formater og genre, og ikke minst på de institusjoner som så lenge leverte infrastrukturen til kunstens og litteraturens felt. Vi ønsker velkommen bidrag fra forskjellige fagfelt, tradisjoner og teoretiske posisjoner – om perspektivet er historisk, kulturanalytisk, sosiologisk eller teknologisk eller noe annet – som diskuterer hvordan platformer preger kulturfeltet og dets institusjoner, men også kunsten og litteraturen, digital eller ikke. Uten å begrense seg til disse kunne mulige emner være:

    • Estetikken i plattformenes tidsalder
    • Plattformiseringens former, formater og genre (litterære, kunstneriske, intellektuelle)
    • Historiske perspektiver på teknologi og kunstnerisk og litterære produksjon
    • Kulturindustri, markeder og plattformøkonomiene
    • Kulturinstitusjoner (museer, arkiver, bibliotek), digitalisering og plattformer
    • Digital innholdsproduksjon (kunstnere, forfattere, kuratorer, amatører, etc.)
    • Kulturpolitikk, opphavssrett, og reguleringer
    • Digitalt arbeid, kunstnerisk produkson og plattformer
    • Affektøkonomi under et algoritmisk regime
    • Plattformiseringens effekter på høykultur og lavkultur, voksenkultur, ungdomskultur og barnekultur

    Deadline for abstracts er 1. desember 2023. Abstracts skal være på maks. 500 ord og sendes til redaktørene oppgitt nedenfor.

    Deadline for artikkelbidragene er 1. april 2024. Artiklene kan være på opp til 33.000 tegn og mottas på dansk, norsk og svensk. Særnummeret forventes å komme ut desember 2024.

    Knut Ove Eliassen: knut.eliassen@ntnu.no
    Bjarki Valtysson: valtysson@hum.ku.dk
    Nina Lager Vestberg: nina.vestberg@ntnu.no

     

    Læs mere om Call for papers til K&K 138 (FS25): Plattformisering: Former, formater og genre i en ny økonomi
  • Call for papers til K&K 137 (FS24): Kritikkens subjekt/Det kritiske subjekt

    2023-03-23

    De seneste 40 år har været kendetegnet ved forskellige former for kritik af forestillingen om kritik, specifikt af det kritiske subjekt. Det gælder teoretiske udvikler som dekonstruktion (Jacques Derrida), postkolonialisme (Gayatri Spivak, Homi Bhabha), postkritik (Rita Felski), sort feminisme (Audre Lorde, Saidiya Hartman), queerteori (Judith Butler, Lee Edelman), anarkistisk poststrukturalisme (Jacques Rancière), afropessimisme (Frank B. Wilderson III), posthumanisme (Donna Haraway, Karen Barad) og dekolonisering (Walter Mignolo, Ngũgĩ wa Thiong’o). Hvor kulturteoretikeren tidligere syntes at kunne – og skulle – diagnosticere samfundet og kulturen fra en sikker kritisk position, har den kritiske opmærksomhed i stedet længe været rettet mod kulturteoretikerens blinde vinkler og skråsikre positionering.

    Dette temanummer ser nærmere på dette historiske forløb og undersøger mulighedsbetingelserne for at foretage kritiske analyser i dag. Dette inkluderer en undersøgelse af spørgsmålet om det kritiske subjekts udsigelsesposition. Hvem er det kritiske subjekt efter den feministiske, dekoloniale, antiracistiske og indfødte kritik af den kritiske subjekt-position, sådan som den har taget form i euromoderniteten fra Kant over Marx til Adorno, Arendt og Foucault. Hvordan udfærdiger vi kritiske analyser af såvel historiske som samtidige fænomener uden at reproducere det kritiske subjekts immanente eksklusioner og marginaliseringer? Kan det kritiske subjekt undgå at reproducere forestillingen om Man / menneskeheden, som udelukker andre måder at være menneskelig på, som Sylvia Wynter formulerer det? Hvad står tilbage af “de store fortællinger” – marxismen, psykoanalysen, strukturalismen og poststrukturalismen efter kritikken af kritikken? Hvilke alternativer dukker op, når det forklarende potentiale i disse analyser svinder ind? Hvad opstår der i det kritiske subjekts krise eller hinsides kritikken af det kritiske subjekt?

    Temanummeret vil bidrage til en analyse af det kritiske subjekts status ved at formulere en række spørgsmål som inkluderer: Hvad betyder kritik i dag? Hvad er implikationerne af de mange kritikker af det kritiske subjekt for antisystemisk teori såvel som praksis? Kan vi opretholde forestillingen om det æstetiske subjekt på baggrund af de mange analyser af den moderne æstetikteoris racialiserede udviklingsforestillinger (fra Kant til Adorno)?

    Vi inviterer forslag til artikler, der gerne fra forskellige fagligheder analyserer disse og lignende spørgsmål, der angår spørgsmålet om kritikkens subjekt/ det kritiske subjekt.

    Uden at begrænse sig hertil kunne mulige artikelemner være:

    • Det kritiske subjekt i dag
    • Historiografiske kortlægninger af kritikken af det kritiske subjekt
    • Kritikkens status inden for de æstetiske fag, herunder litteraturhistorien, kunsthistorien, musikhistorien osv.
    • Post- og dekoloniale analyser af det kritiske subjekt
    • Post-kritikkens udsigelsesposition
    • Affirmativ kritik
    • Hvor står Kritisk teori i dag, hvad er der tilbage af forsøget på at gå fra en traditionel videnskabsteori til en egentlig kritisk teori
    • Forholdet mellem dekonstruktion og sort tænkning
    • Spørgsmålet om den subalterne fra Gramsci til Spivak og hinsides
    • Posthumanistiske positioner og kritikken af det kritiske subjekts antropocentrisme

    Deadline for at indsende abstracts er 1. juni 2023. Abstracts må max fylde 500 ord og bør sendes til nedennævnte redaktører. Deadline for at indsende artikelbidrag er 1. oktober 2023. Artiklerne må max fylde 36.000 tegn og modtages på dansk, norsk og svensk. Særnummeret forventes at udkomme sommeren 2024.

    Mikkel Bolt: mras@hum.ku.dk
    Ann-Sofie Lönngren: annsofie.lonngren@sh.se
    Jonas Ross Kjærgård: litjrk@cc.au.dk

    Læs mere om Call for papers til K&K 137 (FS24): Kritikkens subjekt/Det kritiske subjekt
  • Call for papers til K&K 136 (ES23): Queerteori i Norden – betydning, potentialer og dissonanser

    2022-09-08

    I de seneste årtier er queerteori blevet genstand for stadig større interesse på nordiske universiteter, især inden for den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning. For eksempel er forskere begyndt at arbejde med queerteoretiske perspektiver på køn, krop, seksualitet i forskellige kulturelle og nationale kontekster.

    Desuden har andre forskere kombineret queerteori med affektstudier, ligesom forskningsfeltet transstudier er opstået i med- og modspil med queerteoretisk tænkning. Udviklingen indebærer, at queerteori i dag er blevet til et anerkendt teoretisk rammeværk blandt flere andre.

    Queerteoris akademiske konsolidering danner baggrund for dette temanummer, hvor vi ønsker at undersøge, hvor queerteori står i nutidens nordiske akademia. Det vil vi gøre ved at se nærmere på 1) hvordan queerteori hidtil har påvirket den samfundsvidenskabelige og humanistiske forskning i Norden, samt enkeltdiscipliner herunder, 2) teoridannelsens mulige potentialer, også i form af u- eller underudforskede emner og tilgange som er lovende, og 3) teoridannelsens mulige dissonanser, altså felter hvor der kan være dissens om afgrænsninger, eksklusion og inklusion.

    Læs mere om Call for papers til K&K 136 (ES23): Queerteori i Norden – betydning, potentialer og dissonanser
  • Call for papers til K&K 134 (ES22): Æstetiske protestkulturer

    2021-10-04

    De seneste ti år har på mange måder stået i protestens tegn. Fra det såkaldte Arabiske Forår, der startede i Tunesien og Ægypten og spredte sig til mange lande i regionen, og de sydeuropæiske pladsbesættelser, som udviklede sig til partier som Syriza og Podemos, til Occupy-bevægelsen i USA i efteråret 2011 har vi været vidner til en næsten kontinuerlig bølge af opstande, riots, demonstrationer og protester, der har spredt sig til stort set alle dele af verden. Højdepunkterne i denne nye globale, diskontinuerlige opstandscyklus inkluderer de brasilianske logistik-protester i 2013, BLM i Ferguson og andre byer i USA i 2014, Maidan i Ukraine i 2014, demokrati-demonstrationer i Hong Kong i 2015 og 2019, De Gule Veste i Frankrig i 2018 og 2019, opstand i Sudan i 2019 og George Floyd-revolten i sommeren 2021, hvor en politistation blev brændt ned til grunden i Minneapolis. Protesterne har ofte fundet sted som reaktion på politiske beslutninger, nye besparelser eller højere afgifter, og de har ofte været karakteriseret af en vis uklar- eller åbenhed. Denne åbenhed har naturligvis at gøre med den næsten fuldstændige forvitring af et tidligere historisk dominerende politisk vokabularium, nemlig marxismen, som ikke længere synes at være det naturlige sprog for kritik af det politiske og økonomiske system. Såvel den vestlige arbejderbevægelse som den tredje verdens moderniseringsprojekt synes at være løbet ud i sandet som systemkritiske perspektiver.

    Positivt formuleret kan man betragte, de nye protestbevægelser som eksperimenter i den forstand, at de er i færd med at udvikle et nyt sprog, hvormed det er muligt at afvise den herskende orden og pege frem mod skabelsen af et alternativ. Men samtidig må man konstatere, at flere af dem har haft en eksplicit reaktionær dagsorden og mere synes at pege tilbage på genkomsten af xenofobiske og nationalistiske positioner, der ønsker at bevare privilegier for det nationale fællesskab, som det eksempelvis er tilfældet for Pegida i Tyskland, Men in Black i Danmark, det internationale Generation Identitær og de andre forskellige senfascistiske bevægelser, der er gået på gaden i bl.a. USA ofte motiveret af konspirationsteoretiske antagelser, der vækker mindelser om 1930’ernes antisemitisme.

    I mange af det seneste årtis opstande har kunst eller kunstneriske udtryk spillet en vigtig rolle i frembringelsen af et afvisende kollektivt subjekt og i formidlingen af protesterne. Og vi har ikke blot set, at kunstneriske medier som video, fotografi og poesi har spillet en rolle som medier for mobilisering og som refleksionsrum i momenter af stilstand eller tilbagetrækning, det er også klart, at æstetik i en mere generel forstand som sanselig erfaring og formgivning spiller en vigtig rolle på tværs af de meget forskellige protester, der har fundet sted verden over. Parallelt med samtidens protestbevægelser er der også sket nogle diskursive forskydninger, hvor refleksioner over “det æstetiske” åbner nye områder i politisk teori, samtidig med at refleksioner over “det politiske” beriger og befrugter æstetisk teori.

    Med dette nummer af K&K ønsker vi at sætte fokus på nutidens protester og protestens æstetiske dimension såvel historisk som aktuelt. Vi er interesseret i analyser af samtidens protester og den rolle, kunst og kultur har spillet i disse. Men den nye protestcyklus’ åbenhed åbner også for muligheden af en genlæsning af tidligere historiske protester og revolter og den rolle, kunst og kultur historisk har haft i situationer af opbrud og revolution. Revolter og opstande har altid haft en eksplicit billedpolitisk dimension, hvor det ikke blot handler om at skabe en ny verden, men også om at skabe billeder af den ny verden, der er ved at opstå eller som kommer. Vi ønsker således både at undersøge den rolle, kunstneriske medier spiller i opstandsbevægelser, men også at bidrage til en gentænkning af den æstetiske dimension i protester mere generelt.

    Nummeret er tænkt som et bidrag til udviklingen af en politisk æstetisk analyse af samtidens protestkulturer. Takket være et fokus på protesternes udsigelse, form, medium og tilsynekomst kan æstetiske og kunstfaglige analyser bidrage til analysen af den nye protestcyklus og protestens “subjekt” og udsagn.

    Forslag til relevante artikelemner inkluderer, men begrænser sig ikke til, følgende emner:

    • Brugen af kunstneriske medier i formidlingen af protester lokalt og internationalt
    • Visualiseringer af modstand
    • Den politiske protests ikonografi og narratologi, casestudies: fx Mosireen Collectives videoer fra Cairo i 2011 eller de såkaldte “protestmure” i Hong Kong
    • Kunst som vidnesbyrd om protester og opstand
    • Kunst som dokumentation af protester
    • Kunstaktivisme historisk og aktuelt
    • Kunstneriske repræsentationer af opstand og erfaringer af opstand
    • Diskussioner af forholdet mellem æstetik og politik med udgangspunkt i samtidens protester og opstand hos filosoffer og teoretikere som f.eks. Butler, Rancière, Tarì eller andre

    Artikler modtages på dansk, norsk og svensk.

    Nummeret redigeres af Mikkel Bolt (Københavns Universitet) og Stefan Jonsson (Linköpings Universitetet), som modtager artikelforslag på max. 300 ord senest 15. november 2021: mras@hum.ku.dk  og stefan.jonsson@liu.se. Deadline på færdige artikler bliver foråret 2022.

    Læs mere om Call for papers til K&K 134 (ES22): Æstetiske protestkulturer
  • Call for abstracts til K&K 133 (FS22): Bildkonflikter

    2020-12-10

    Redaktörer: Cecilia Sjöholm, Rebecka Katz Thor, Karen-Margrethe Simonsen.

    Nästan alla stora historiska skeenden har idag sin bild: de anställdas uttåg från Lehmann Brothers med lådor i armarna 2008, flyktingströmmarnas Alan Kurdi på stranden 2015, bränderna i Amazonas 2019, mordet på George Floyd 2020, och de statyer som raseras under Black Lives Matter rörelsen samma år. Vi lever idag i en värld av visuella avtryck, där möjligheten att skapa och sprida bilder demokratiserats på ett sätt som för bara ett decennium sedan tett sig otänkbart. Samtidigt har förmågan att tolka och bedöma bilder och filmer blivit en allt större utmaning: kulturellt, socialt och politiskt, men också etiskt och juridiskt. Bilder spelar en stor roll då det gäller att förmedla angelägenheter för en gemensam verklighet. Men de kan också medverka till att skapa stereotypa representationer, lögner och manipulationer, och bidra till att underminera demokratiska processer och möjligheter till emancipation.

    Detta nummer av Kultur og Klasse önskar sätta fokus på bilden, såväl stilla som rörlig, som aktör. Med detta avser vi att vi önskar lyfta fram det faktum att bilder inte bara avbildar historiska skeenden, de kan också bidra till utlösa dem. Vi vill belysa hur bilder inte bara påverkar vår tolkning av världen, de kan gripa in i globala angelägenheter som exempelvis stora politiska konflikter, miljökatastrofer och krigsrättegångar. Vi vill lyfta fram hur bilders kraft kan nyttjas politiskt och medialt, men också se dem i mer specifika sammanhang av vittnesmål. Vi vill se bidrag om dokumentära bilder, såväl som undersökningar av den stora roll som konstnärliga och estetiska bearbetningar av bilders politiska och historiska kraft kan spela idag.

    Vi efterlyser material som kan vara såväl samtida och historiskt, och frågeställningar som kan sträcka sig brett mellan estetiska, filosofiska, mediehistoriska och politiska dimensioner. Som exempel kan tas frågan om bilders agens, som rör vid det Hannah Arendt kallade rätten till rättigheter: att bli synlig. Under de senaste åren har frågan om rätt i relation till visuell kultur och representation satts i nytt ljus – inte minst genom kraven som framförts av Black Lives Matter, den syriska konstnärsgruppens Abounaddaras arbete till rätten av representation under kriget i Syrien, och den pågående diskussionen om Förintelserepresentationer. Vilka bilder visas, av vem och i vilken kontext, vem som har kontroll över distributionen av sådana bilder?

    Ett annat exempel är den forensisk-estetiska tolkning av bilder som under senare år gripit in politiska- och rättsliga konflikter. Denna har satt fokus på visuellt bevismaterial såsom fotodokumentation via mobiler, drönare och satellitövervakning. Trots att krigsrättegångar även historiskt har använt sig av fotografiska bevis, så kan man nu se en förskjutning från vittnesmålet till visuella bevismaterial, där objektet tillskrivs en agens och förväntas tala (Weizmann).

    Ytterligare ett område kan gälla biladaktivism: många former av en deltagande bildproduktion har utvecklats idag, som emergency cinema, citizen journalism, eller guerilla journalistik, som bidrar till demokratiska processer. Idag samlar också grupper för mänskliga rättigheter på bilder från krigsbrott som sprids över nätet, för framtida rättegångar. Med ett uttryck från Rabih Mroué har det skett en pixelerad revolution (begreppet är hans titel på en multimedial installation).

    Vi ser också gärna artiklar som diskuterar bilder som länkar till visuella kultur i en bredare mening: hur porträtt, statyer och monument omprövas och rivs ned i kampen om rätten till att visualisera historien på ett nytt sätt, i det offentliga rummet men även på museer och digitalt. Frågorna kan här handla om rätten till representation, men också ikonoklasmer och krigsbrott där kulturella minnesmärken förstörs.

    Teman för artiklar kan vara   

    • Fotografiska bilder, filmer, konst, monument, och andra visualiseringar som agenter i stora politiska skeenden
    • Konstnärliga bearbetningar av ikoniska och politiskt laddade bilder
    • Teoretiska diskussioner kring rätten att synas
    • Sociala medier som en skådeplats för konflikt och bilder av konflikter, tex. krigsbilder
    • Deltagande eller aktivistiskt bruk av visuella medier
    • Visualisering som retorisk och politisk strategi
    • Bruk och missbruk av bilder och visualisering i rättsammahang
    • Visualiseringsstrategier i museer, monument, minnesplatser och konflikter kring dessa.
    • Visualiseringens sammanhang och konflikter med textuella-, auditiva- och teatrala strategier
    • Representation, identitet, och makt i bildformationer
    • Forensisk estetik som tolkande metod

    Artikler modtages på svensk, dansk og norsk. Nummeret redigeres af Cecilia Sjöholm (Södertörn Högskola, Stockholm), Rebecka Katz Thor (Uppsala Universitet) og Karen-Margrethe Simonsen (Aarhus Universitet) som modtager artikelforslag på max 300 ord senest 15. maj, 2021 til  cecilia.sjoholm@sh.serebecka.thor@gmail.com og  litkms@cc.au.dk, . Deadline for færdige artikler bliver 1. oktober 2021. Publikation i foråret 2022.

    Læs mere om Call for abstracts til K&K 133 (FS22): Bildkonflikter
  • Call for papers til K&K 132 (ES21): Det sentimentale

    2020-08-21

    Det kritisk-analytiske blik ser straks det sentimentale, når det forekommer i valgvideoer, støttekampagner, blockbusters eller popsange, men hvad mener vi egentlig, når vi betegner noget som sentimentalt? Historisk interesserede vil genkende det sentimentale som en litteratur- og kulturhistorisk strømning og en humanistisk morallære, mens nyere teoridannelser åbner for i højere grad at tænke det sentimentale som en æstetisk kategori, en mobiliseringsstrategi og en kønnet og racialiseret magtteknologi. Med dette nummer af K&K spørger vi til det sentimentales æstetik, kultur og politik nu såvel som før.

    I litteraturhistorien forbindes det sentimentale fortrinsvist med en periode i det 18. århundrede, hvor både læsere og karakterer forventedes at demonstrere en særligt modtagelig subjektivitet – og hvor de store følelser kom til udtryk gennem et fast repertoire af formuleringer og positurer. Igen og igen dukker de samme topoi op i 1700-tallets sentimentale litteratur: den unge kvinde, den truede uskyld, gråd og tårer, det gode hjerte. Parallelt med litteraturens sentimentale følelsesfuldhed blev evnen til at føle med andres lidelse et højt valoriseret træk ved mennesket i 1700-tallets moralfilosofi (Adam Smith, Jean-Jacques Rousseau). Medfølelsen – og de æstetiske formers kultivering af denne evne – blev set som det afgørende tegn på at mennesket var andet og mere end et egoistisk automaton. Men tillod det faste repertoire af troper ikke, at de store følelser kunne udføres som en strategisk performance? Og hvordan kunne ægte følelser overhovedet overleve i et stadigt mere kommercielt samfund? Den type spørgsmål løb også gennem 1700-tallets følsomme litteratur og kultur.           

    Som æstetisk dom er det sentimentale imidlertid ikke bare forbundet med  store følelser. Den er også, det erkendte allerede Friedrich Schiller, forbundet med en art følelse ved at føle. Litteraten June Howard har således foreslået, at sentimentalitet som æstetisk dom ”markerer øjeblikke, hvor de diskursive processer, som konstruerer følelser, bliver synlige” (69). Med klumpen i halsen og fyldte tårekanaler mærker vi, at de svulmende følelser også har karakter af social konvention. Men mister følelser deres relevans, blot fordi de fremstår som konventionelle? I lyset af nyere affektteori og dens betoning af følelsernes socialitet kunne én måde at arbejde mere systematisk med det sentimentale på være at betragte det som en æstetisk kategori med både diskursive, affektive og stilmæssige kendetegn.

    En anden kunne være at se på sentimentalitetens politiske historie. Flere nye værker beskriver fx den sentimentale tradition som en følelsesmæssig forløber for statens måde at skabe og forvalte befolkninger på, det vil sige som biopolitikkens affektive dimension. I bogen The Biopolitics of Feeling fra 2018 bruger Kyla Schuller begrebet ‘sentimental biopower’ til at beskrive, hvordan kroppe i det 19. århundredes USA kunne opleves og fremstilles som afgrænsede populationer i henhold til graden af deres følsomhed, og hvordan denne sentimentale livspolitik også i dag er bagtæppet for den amerikanske sikkerhedsstats racistiske institutioner. I samme spor beskriver Elizabeth Freeman i bogen Beside You in Time fra 2019 sentimentale kulturers ideologiske valuta som et i udpræget grad racialiseret følelsessprog, ”hvormed hvide menneskers, og særligt hvide kvinders, sårbarhed, inderlighed, modtagelighed, porøsitet og ekspressivitet bliver produceret og opretholdt i forhold til andre subjekter og befolkninger, der iscenesættes som alt for sanseligt modtagelige eller som uimodtagelige for følelser.”

    Ifølge denne forståelse af sentimental biomagt er hierarki- og dominanssystemer som køn, race, klasse og art altid også hierarkier i følsomhed. På den anden side: må egalitære sociale bevægelser som eksempelvis Black Lives Matter ikke også forlade sig på en form for sentimentalitet – på medfølelsens etablerede topoi – for at massemobilisere kroppe imod disse hierarkier? Sympatilinjer, der rækker ud over det helt nære, synes at være en forudsætning for oplevelsen af at høre til, af at forestille sig selv som del af et kollektiv, uanset hvordan sådan et kollektiv så definerer sig selv. På samme måde kan klimakampens retorik med dens fokus på børn og uskyld forekomme ret sentimental. Er det deres svaghed eller styrke?

    Forslag til relevante artikelemner inkluderer, men begrænser sig ikke til, følgende temaer:

    • Sentimentalitetens æstetik: medier, genrer, tone, topoi, henvendelse mm.
    • Sentimentalitetens kunst-, litteratur- og kulturhistorie
    • Skandinavisk sentimentalitet
    • Sentimentalitet som en kønnet æstetik
    • Sentimentalisme og biomagt
    • Begrebshistorier: sensibilitet, sympati, empati, sentiment, sentimentalitet
    • Sentimentalitet og offentlig følelseskultur
    • Populærkultur og sentimentalitet
    • Moral og sentimentalitet

    Artikler modtages på svensk, dansk og norsk. Nummeret redigeres af Jonas Ross Kjærgård (AU), Tue Andersen Nexø (KU) og Devika Sharma (KU), som modtager artikelforslag på max 300 ord senest 1. november på litjrk@cc.au.dk, tan@hum.ku.dk eller sharma@hum.ku.dk. Deadline for færdige artikler bliver foråret 2021.

    Læs mere om Call for papers til K&K 132 (ES21): Det sentimentale
  • Call for papers til K&K 131 (FS21): Sygdom

    2020-01-17

    Nummeret redigeres af Karen Hvidtfeldt, SDU, og Per Krogh Hansen, SDU.

    I en artikel i Altinget i november 2019 anklager professor og læge Morten Sodemann middelklassen for at overbelaste det danske sundhedsvæsen med deres frygt for at ”blive syge og gamle” og krav om ”gnidningsløse pakkeforløb, høj hastighed, tonsvis af information, masser af behandlingsalternativer, sundhedsapps og fine moderne diagnoser.” Sodemann anklager politikerne for at understøtte denne skævvridning med behandlingsgarantier og i øvrigt lade sundhedspolitikken styre af medicinalindustriens interesser fremfor af patienternes behov. Begrebet ”diagnosesamfund” og de tilhørende forandringer i vores forestilling om, hvad sygdom og sundhed overhovedet er, knytter sig altså iflg. Sodemann mere specifikt til en bestemt del af befolkningen, og er en direkte forhindring for, at sundhedsvæsenet kan overkomme de patienter, der faktisk er syge og ikke passer ind i de prædefinerede behandlingsforløb. I den forstand består sundhedsvæsenets udfordringer ikke kun af manglende økonomiske ressourcer og personale, men handler i høj grad også om kultur og klasse.

    Sygdom optager også samtidslitteraturen, idet spørgsmålet om hvad det vil sige at leve med sygdom er udråbt som et hovedtema i 10’ernes sygdomslitteratur (Nexø 2019). Poesi og prosa problematiserer mødet med sundhedsvæsenet og sygdom som et livsvilkår, ofte med forfatterens egne erfaringer som udgangspunkt, autofiktion eller i form af selvbiografier eller erindringer. Desuden er digitale fora og sociale medier nye arenaer for patientfællesskaber, der også fungerer som publikations- og formidlingskanaler for debatter, udveksling af informationer og sygdomsnarrativer.

    Samtidig vokser nye tilgange til sundhedsfeltet frem inden for de klassiske humanistiske videnskabsdiscipliner, fx sundhedskommunikation, sundhedsantropologi og narrativ medicin. Disse nydannelser har fået følgeskab af diskussioner om, hvorvidt det er naturvidenskabelige eller humanistiske præmisser, der sætter betingelserne for forskningen i fx ”Medical humanities” (der bl.a. bidrager til lægeuddannelser) og ”Health humanities” (der i højere grad lægger vægt på at se humanistisk forskning som gyldig på egne betingelser). Traditionelle opdelinger mellem naturvidenskabelig og humanistisk videnskabelighed udfordres fra samfundsvidenskabelig side, fx i Science-Technology-Studies, i kropssociologi og -fænomenologi samt i diskurs- og affektstudier. Hér forstås kroppen som andet og mere end et biologisk hylster for en subjektiv bevidsthed. Desuden problematiseres begrebslige adskillelser mellem det humane og det non-humane, krop og maskine, det materielle og immaterielle, det individuelle og det sociale. Spørgsmålene er mange: Hvor trækkes de disciplinære grænser? Hvad er et menneske overhovedet, hvis vi bryder med vante begrebslige dualismer og adskillelser mellem natur og kultur. Posthuman teori har udfordret sundheds- og samfundsvidenskabelige kategoriseringer i forhold til hvornår kroppe anses som sunde eller syge og dermed behandlingskrævende. Hermed stilles der også spørgsmål til forebyggende behandlinger som værende enten nødvendige eller unødvendige. Og selve medikaliseringsbegrebet stiller spørgsmål til forholdet mellem sundhed og sygdom: Hvor går grænserne mellem kropskultur og -natur, kunstigt og naturligt, og hvilke tilstande skal og bør behandles.

    K&K 131 inviterer med dette nummer artikler, der undersøger kulturvidenskabernes rolle i en tid, hvor sygdom og sundhed optager store dele af den offentlige diskurs – politisk såvel som kulturelt og kunstnerisk. Vi er blandt andet interesserede i kritiske, teoretiske og kontekstualiserede analyser af sygdoms- og patientnarrativer i fiktion og i nonfiktion; i litteraturen, kunsten, film og medier, såvel som i populærkulturen og andre kulturelle og kommunikative sammenhænge. Vi modtager også gerne artikler, der kontekstualiserer, problematiserer og diskuterer de tværfaglige og interdisciplinære berøringsflader og nybrud mellem kunst og videnskab samt mellem de videnskabelige discipliner (humaniora og sundheds- og samfundsvidenskab), herunder bekymringen for om humaniora i for høj grad instrumentaliseres versus kritik af humanioras berøringsangst og manglende impact. Hvor det i mange sammenhænge diskuteres, hvad humaniora kan bidrage med i sundhedsforskning og -undervisning, er der i mindre grad fokus på den omvendte bevægelse: hvad får humaniora ud af samarbejdet med sundhedsvidenskaberne?

    Forslag til emner og kritiske vinkler:

    • Sygdomme og sundhedens kulturhistorie
    • Kritiske og kontekstualiserende analyser af patientfortællinger og sygdomsnarrativer i skønlitteratur, drama, film eller tv-serier
    • Kunst/æstetik som terapi
    • Sygdom i medierne – de sociale, såvel som de konventionelle
    • Nye metoder ift. patient-/borgerinddragelse i forskningen
    • Begrebet ‘patientologi’
    • Ulighed (køn, klasse etc.)
    • Narrativ medicin
    • Hvad inkluderer felter som health humanities og medicinsk humaniora – og hvad ekskluderer de?

    Referencer

    • Morten Sodemann, ”Sundhedsvæsenet drukner i middelklassens små problemer”, Altinget 13.11.2019
    • Tue Andersen Nexø ”Her har I os”, Information 20.12.19

    Deadline for abstracts er 1. marts 2020. Abstracts skal fylde 150-300 ord og sendes til hvidtfeldt@sdu.dk og pkha@sdu.dk. Læs også vores Retningslinjer for forfattere.

    Deadline for indsendelse af artikler baseret på accepterede abstracts bliver 1.9.2020.

    Læs mere om Call for papers til K&K 131 (FS21): Sygdom
  • Call for papers til K&K 130 (ES20): Stranden

    2019-04-02

    Nummeret redigeres av: Knut Ove Eliassen, NTNU, Carsten Meiner, KU, og Christopher Messelt, NTNU.

    Fire fotografiske motiver kan stå som anslag for dette nummeret av K&K: Indonesiske fiskebåter i slett forfatning trukket opp på en strand dekket av plastavfall, en pelikan tildekket av oljesøl i vannkanten i Florida, afrikanske emigranter løpende mellom solbadende turister i Marbella, supertankere trukket opp på strender i Bangladesh. Bildenes umiddelbare patoseffekt viser strandsonens aktualitet som scene for vår tids mest presserende økologiske, økonomiske og politiske spørsmål – maritim kollaps, forurensning, migrasjon, tredje verden som søppelmottak. For utover at stranden er gjenstand for offentlige utredninger og politisk debatt, anskueliggjør slike fotografier hvordan spørsmålene i offentligheten forhandles estetisk, visuelt og litterært. Ved å rette fokus mot stranden er det ambisjonen med dette nummeret av K&K kritisk å belyse det kulturelle fortolkningsrommet og den komplekse historien bilder som disse opererer i og får sin retoriske kraft og politiske meningsinnhold fra.

    Stranden står som et sentralt topos i den europeiske estetiske tradisjonen – i litteratur og i de plastiske kunster, sågar i musikken. Et tilfluktssted fra byens støy og jag, har stranden symbolisert den frie tidens ørkesløse gleder, et sted for kontemplasjon, men også for estetisk nytelse av naturen. Unndratt eiendomsretten har den vært en arena for fellesaktiviteter og livsutfoldelse. Stranden har slik vært et estetisk motiv og et locus communis, om det er i den borgerlige romanens strandpromenader, i impresjonistenes malerier, i filmens badelivscener eller i populærmusikken. Denne forhistorien er en forutsetning for det retoriske potensialet i fremstillingen av det 21 århundrets strender.

    For strandens tidløshet er kun tilsynelatende, den har sin egen historie og sosiologi. I europeisk sammenheng har den tradisjonelt vært en liminal sone, terra firmas grense mot et usikkert og farefylt hav, men også en arena for møter med det utenfor, enten som sone for handel, som et ankomststed for uønskede gjester eller for krigshandlinger. Det har vært fiskernes arbeidsplass og drivgodssamlernes kilde til rikdom; her kunne man finne mat og brenne, men også døde dyr og mennesker – strandvaskere. Gjennom historien har stranden med etnografiens term vært realisert som forskjellige taskscapes hvor hverdagen har utspilt seg i et utall varianter. Noe rikdommen i de europeiske språk vitner om: beach, shore, strand så vel som plage, grève, rivage. Først i den moderne tid forvandles stranden til et estetisk objekt – et sted for formålsløse aktiviteter som bad, lek og soling, og kontemplativ nytelse av naturens vekslende skuer; dermed endres dens sosiale funksjon og status på grunnleggende vis, eksemplarisk uttrykt i masseturismen.

    Kunsten og litteraturen er vitnesbyrd om denne historien; Trojas strender, de spanske oppdagernes landnåm av fremmede kyster, den strandede sjømannen som redder seg fra stormen, dikteren som kontemplerer det sublime havet, etc. Kurstedene gjorde stranden til et helsebringende sted, samtidig som aktivitetene til dem som der fant sitt utkomme, ble et estetisk skue, om det nå er hos Skagen-malerne eller i en av de mange realistiske fiskerromanene. I dag er kystlinjen i Nord-Europa i all hovedsak sceneri, badestrand eller arena for forskjellige former for idrett eller fritidsaktiviteter.

    K&K inviterer med dette til å sende inn artikler som drøfter stranden som kulturelt topos, konsept og sted i og forbi de opptrukne bildene det vises til i anslaget, både konstanter og variasjoner. De følgende spørsmål peker på noen av de problemer og emner vi kunne tenke oss å få belyst i nummerets bidrag.

    • Hvilke kulturelle uttrykk og former preger stranden, nå og tidligere?
    • Hva er og har vært strandens plass i hverdagslivet?
    • Hvordan reflekterer forskjellige topografiske og geografiske forhold seg i stranden i kulturen så vel som i strandens mange kulturer?
    • Hvordan fungerer stranden i egenskap av allmenning som en arena som muliggjør forhandlinger av det individuelle og det kollektive, det egne og det felles?
    • Hvilke utopier er og har vært knyttet til stranden?
    • Hvordan behandles stranden i samtidens litteratur og kunst? Og i fortidens?
    • Hvilke konflikter og verdier står på spill i den aktuelle stranddiskurs?
    • Hvilke økokritiske ressurser kan man finne i studiet av strandsonen?
    • Hva er litteraturens og kunstens bidrag til å forstå strandens kulturhistorie og dens rolle og funksjon i den aktuelle debatt, om det er migrasjon, økologi eller økonomi?

    [Deadline for abstracts: 15. september 2019. Abstracts på en side sendes til Knut Ove Eliassen (knut.eliassen@ntnu.no) eller Carsten Meiner (cmeiner@hum.ku.dk). Forfattere av godkjente abstracts vil bli invitert til et to-dagerseminar i Norge ultimo november 2019. Opphold og kost vil bli dekket. Deltagerne må selv bekoste reise. Deadline for innsendelse av first draft av artikler basert på aksepterte abstracts blir en uke før seminaret.]​

     

    Læs mere om Call for papers til K&K 130 (ES20): Stranden
  • Call for papers til K&K 129 (FS20): ”Klima, magt, modstand”

    2019-01-31

    Nummeret redigeres af: Elisabeth Friis, Signe Leth Gammelgaard, Stefan Gaardsmand Jacobsen, Søren Mau og Torsten Bøgh Thomsen.

    Klimaet og klodens tilstand er genstand for stadig større bekymring i kølvandet på en usædvanlig varm og tør sommer, endnu en alarmerende rapport fra FNs klimapanel og de sociale protester, der tager til. Temperaturen fortsætter med at stige, og forskningen melder om nye grunde til, at den muligvis stiger endnu hurtigere end antaget. Det har fået geologer og andre forskere til at tale om, at den antropocæne tidsalder er indtruffet og den sjette masseuddøen i Jordens historie udløst. Kampen for at holde kloden beboelig for mennesker, dyr og planter er omfattende, akut og oppe mod stærke økonomiske og politiske kræfter. I dette nummer af K&K inviterer vi til en fælles meditation over den globale opvarmning.

    Klimakampen foregår i en kontekst præget af bestemte politiske dagsordner og protestbevægelser. Således ser man ofte klimaforandringerne være udgangspunktet for bevægelser mod kapitalisme, sexisme, racisme, heteronormativitet, globalisering og andre former for repressive strukturer. Klimasituationen er blevet en politiseret arena,  hvor konservative fremstiller sig selv som selvskrevne beskyttere af naturen, mens de anti-kapitalitiske bevægelser insisterer på, at temperaturerne fortsætter med at stige så længe økonomien er reguleret af kravet om profit. Tekno-optimister taler om planetære geo-engineering-projekter; multinationale virksomheder forsøger at vaske sig grønne, aktivister kræver undtagelsestilstand, økofeminister peger på nødvendigheden af at nedrive det fossilafhængige patriarkat; øko-fascister taler om den rene Jord, romantikere taler om at genetablere tabte, autentiske bånd til Moder Jord, og atter andre mener, vi bare må forberede os på katastrofen.

    Debatten udspiller sig også på et teoretisk og analytisk niveau. Har vi brug for en endegyldig opløsning af forskellen mellem natur og kultur, som en del af økokritikken og den såkaldte ny-materialisme (Morton, Haraway) synes at mene, eller kræver opdyrkelsen af en ‘økologisk klassekamp’ snarere, at vi insisterer på dialektikken mellem det sociale og det naturlige og på den kapitalistiske logiks centrale position, som økomarxisten Andreas Malm for nyligt har argumenteret for. Hvad er de historiske forløbere for de forskellige positioner, og hvordan er de førhen blevet brugt? Klimaforandringerne har genoplivet filosofiske diskussioner om monisme, dualisme, dialektik, determinisme, kontingens, menneske, natur og det sociale, hvilket understreger at disse ikke blot er abstrakte, teoretiske diskussioner, men også udgør tankemæssige rammer for hvilke (modstands-)handlinger, der faktisk er mulige. Ligeledes arbejder den krisebevidste del af litteraturen og kunsten med at undersøge og udvide vores sanse- og perceptionsfelt, skabe affekter og italesætte mulige nye forbindelser og (modstands)-alliancer.

    Vi inviterer til bidrag, der undersøger disse spørgsmål og emner. Vi ser gerne at klimaforandringerne betragtes ud fra deres sociale og historiske dimensioner, men opfordrer også til nye møder mellem tilsyneladende konfliktuerende teoretiske positioner og sammentænkninger af forskellige perspektiver. Spørgsmålene omfatter, men begrænser sig ikke til:

    • Hvilke kulturelle udtryk og former præger klimaaktivismen, nu og førhen?
    • Hvad motiverer mennesker til at engagere sig i klimakampen?
    • Hvilken rolle kan humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning spille i forsøget på at afværge global opvarmning?
    • Hvilken rolle kan kunst og litteratur spille i klimaforandringernes tid?
    • Hvad står der egentlig i IPCC-rapporterne, og hvordan skal vi læse dem?
    • Hvordan er klimaforandringerne intersektionelt forbundet til klasse, sexisme, racisme, køn og andre former for magtstrukturer?
    • Hvad er forholdet mellem klima, økologi og økonomi?
    • Hvilken kulturel betydning har benægtelse af klimaforandringerne?
    • Hvilke aktører kan og/eller bør mobiliseres i klimakampen?
    • Hvilke tendenser er der i den offentlige debat om klimaet, og hvilke konsekvenser får de?
    • Hvorfor er klimaskepsis mest udbredt på højrefløjen?
    • Hvilke natursyn har vi brug for i en verden, der bliver varmere?

    Deadline for abstracts: 15. marts 2019. Abstracts sendes til Torsten Bøgh Thomsen (tbt@sdu.dk) og Signe Leth Gammelgard (signe.leth.gammelgaard@lir.gu.se). Deadline for indsendelse af artikler baseret på accepterede abstracts bliver 1.8.2019.

    Læs mere om Call for papers til K&K 129 (FS20): ”Klima, magt, modstand”
  • Call for papers til K&K nr. 128 (ES19): "Fiktionalitet, faktualitet og Fake News"

    2018-10-09

    Redaktører: Henrik Skov Nielsen og Karen Hvidtfeldt

    I løbet af den amerikanske valgkamp i 2016, som ender med at Donald Trump bliver den 43. præsident i USA, får fake news en ny betydning. Indtil da blev fake news i altovervejende grad brugt som betegnelse for satiriske nyheder, som ikke var rigtige, men som heller ikke forsøgte at snyde nogen til at tro, de var det. I løbet af den amerikanske valgkamp kommer ‘fake news’ til overvejende at betyde misvisende, fejlagtige, ukorrekte nyheder, som ofte intentionelt giver et forvrænget billede af virkeligheden. En mulig ny tendens er, at det ikke længere virker til at have ligeså negative konsekvenser at blive taget i selv demonstrative usandheder, som tidligere. Fake news er også en anklage Trump utrætteligt retter mod sine modstandere og specielt mod dele af den frie presse i form af for eksempel tv-stationen CNN og avisen New York Times, som han beskylder for at give amerikanerne et misvisende billede af den politiske situation og Trumps egen politik. 

    Samlet set er det en situation, der har ledt mange til at tale om muligheden for, at vi er på vej ind i et post-faktuelt samfund, om ”truthiness”, om ”alternative facts”, og om hvorvidt vi er på vej til at se slutningen på oplysningsprojektet, som det begyndte i 1700-tallet i den vestlige verden.

    Dette temanummer handler om begge både den tidligere satiriske fake news og fake news som en ny politisk kommunikativ strategi og om forholdet mellem dem. Vi inviterer også artikler, der diskuterer oplysningsprojekter, eller som handler om faktualitetsdiskurser og videnskab i et historisk eller kontemporært perspektiv. At etableringen af romanen som den første konventionaliserede fiktionsgenre falder sammen med oplysningstiden er næppe tilfældigt. Først når der er etableret specifikke standarder for viden og sandhed, bliver det muligt at definere og udvikle genrer og diskurser, der signalerer en afvigelse fra disse standarder. Oplysningsprojektet var dels et spørgsmål om etablering af hierarkier af viden (se Habermas, Bender, Poovey, Daston). Gennem ca. 250 år blev der etableret skel mellem forskellige typer af viden og mellem mening, tro, følelse, viden og bevis. Traditionen for kvantitativ forskning i natur- og samfundsvidenskaberne bygger på oplysningens opfattelse af viden. Disse nye konventioner om faktuel kommunikation er en forudsætning for fremkomsten af ​​fiktionsgenrer. Vi inviterer også artikler, der nuancerer og problematiserer sådanne historiske skitser eller som forholder sig til spørgsmålet om et muligt post-oplysningssamfund.

    Spørgsmål om fiktionalitet og retorik kan fungere som en bro mellem formelle og ideologiske analyser. Det gælder både, når det handler om politik generelt, om enkelte taler, om æstetiske artefakter og om massekommunikation på sociale medier. Politik, som et område, der handler om samfundet, virkeligheden, økonomien, flygtninge, prioriteringer, ældre, uddannelse osv., er på ingen måde friholdt fra fiktionalitet. Faktisk er det helt modsatte tilfældet. Politik handler om drømme og visioner og fremtid og håb, og politikere kommunikerer særdeles ofte om, hvad der kan blive tilfældet, snarere end om hvad der er tilfældet. Ideologier er også langt hen ad vejen præget af fiktionalitet. Det gælder Marx’ stadier i den historiske proces, hvor slavesamfundet, det feudale samfund og det kapitalistiske samfund skal føre frem mod det endnu ikke indtrufne socialistiske samfund uden klassemodsætninger. Og det gælder Adam Smith’ helt eksplicit fiktionaliserede ide om den usynlige hånd, der vil regulere et ellers ureguleret system, hvor alle forfølger deres individuelle enkeltinteresser.

    På niveau for individuelle politikeres enkelte taler gælder det, at nogle af de mest kanoniske taler i den vestlige verdens politik betjener sig af fiktionalitet som et effektivt middel til at aktivere tilhørerne og deres forestillingsevne. Det allermest berømte eksempel er sandsynligvis Martin Luther Kings ”I have a dream”-tale, som i sin helhed inviterer tilhørerne til at forestille sig en tid og en situation, der netop ikke foreligger på talens tidspunkt – en situation, hvor der er frihed og lighed for alle. Her er der netop tale om en signaleret afvigelse fra en beskrivelse af det aktuelle og virkelige.

    I det dehierarkiserede medialandskab med let adgang til enorme mængder information og misinformation har vi mere end nogensinde behov for præcise begreber og koncepter, der kan lade os skelne mellem sandhed, løgn, fiktion, propaganda mm. Vi inviterer mono-faglige og tværfaglige artikler om alle aspekter af dette påtrængende problem.

    Emner, der kan indgå i temaet, inkluderer blandt andet:

    • Fake news i politik
    • Fake news som satire
    • Information og misinformation i en ny medievirkelighed
    • Teoretiske og metodiske problemer med faktualitetsdiskurser
    • Ideologi
    • Fiktionalitet og fake news i forskellige kunstarter
    • Faktatjek: muligheder og risici
    • Oplysningsprojekt og videnskab på udfordrede vilkår
    • Kritisk diskussion af forestillinger om post-faktuelle samfund
    • Forholdet mellem fiktions- og ikke-fiktionsgenrer
    • Dialektikker mellem genrekonventionaliseringer og emergente diskursformer

    Deadline for abstracts: 15. november 2018. Abstracts sendes til redaktørerne Henrik Skov Nielsen (norhn@cc.au.dk) og Karen Hvidtfeldt (hvidtfeldt@sdu.dk). Deadline for indsendelse af artikler baseret på accepterede abstracts bliver foråret 2019.

    Læs mere om Call for papers til K&K nr. 128 (ES19): "Fiktionalitet, faktualitet og Fake News"