Vol. 40 No. 1 (2019): Sorgens Psykologi del 2: Empiriske og kliniske perspektiver på sorgens psykologi

Sorg har mange ansigter. Den er en menneskelig grundfølelse man ser på tværs af forskellige kulturer, fra de kollektive til de individualiserede. Sorg er kompleks. Den indeholder både lidelse og glæde, for sorg handler dybest set om kærlighed. Samtidig er det at miste en elsket person og den sorg, der følger med tabet, noget, langt de fleste af os kommer til at opleve før eller siden, hvis vi er så heldige at elske et andet menneske. At det kan gøre ondt at miste er altså ikke noget nyt fænomen. Mennesket har nok kendt til denne smerte, siden vi begyndte at leve i tætte familiestrukturer. Det nye består i, at vi med psykologiske og videnskabelige briller har muligheden for at studere sorgen lidt på afstand.
Gennem de seneste årtier har der da også været en betragtelig stigning i interessen for sorgområdet i akademiske og kliniske sammenhænge og i befolkningen mere generelt. Det ses blandt andet udtrykt via fokus på sorg i litteratur og tv-udsendelser. Samtidig er en ny sorgspecifik diagnose blevet implementeret i 2018 i det internationale diagnosesystem for psykiatriske lidelse, ICD-11 (Maercker et al., 2013). Vedvarende sorglidelse (Prolonged Grief Disorder) er væsensforskellig fra andre typer af komplicerede sorgreaktioner så som tabsudløst PTSD og depression. Vedvarende sorg er karakteriseret ved separationsangst i form af stærk længsel efter og/eller optagethedaf den afdøde samt omfattende oplevelse af psykisk smerte udtrykt ved en række kognitive, emotionelle og adfærdsmæssige symptomer kombineret med klinisk signifikant funktionsnedsættelse og et tidskriterie på mindst 6 måneder efter tabet (Maercker et al., 2013; WHO, 2018). Introduktionen af en ny sorgspecifik psykisk lidelse i ICD-11 skaber samfundsmæssig og forskningsmæssig debat om sorg, og denne interesse har afspejlet sig i et stadig større omfang af teoretisk, empirisk og anvendt forskning på sorgområdet – både i forhold til naturlige og til mere komplicerede sorgreaktioner
(O’Connor, Lundorff, & Johannsen, 2017).