Arkiver - Side 2

Publikum
Årg. 9 Nr. 18 (2012)

Med temaet publikum sætter Peripeti fokus på en central del af teatret. Artiklerne afspejler publikumsbegrebets centralitet, men også den metodiske mangfoldighed, der præger tilgangen hertil. Gennem såvel empiriske som mere forestillingsbaserede- og medieteoretiske tilgange analyserer og diskuterer teksterne publikums rolle som recipient og medproducent af teatret. Hermed afspejler Peripeti 18 også, at publikum er blevet et nøglebegreb i såvel teatervidenskabelig som scenekunstnerisk og kulturpolitisk sammenhæng.
Kunst, kreativitet og viden
Årg. 9 Nr. S4 (2012)

Kunstfagene har ikke længere førsteret til kreativitetsbegrebet. Men i den såkaldte kognitive kapitalismes tidsalder, hvor den globale konkurrence på innovation, kreativitet og viden er blevet en slags ny stor fortælling, har kunstfagene stadig en vigtig rolle at spille – det er i det mindste den ubeskedne holdning, som ligger bag denne publikations bidrag. Kunstfagenes bidrag til kreativitetsdiskursen kan fungere som ressource for nye former for erkendelsesmæssig og økonomisk fremskridt, men også som en nødvendig torn i øjet på et samfund, der forsøger at blive transparent for sig selv, eller som en sten i skoen for en løber, der har tendens til at glemme, hvorfor han løber.
Affekt og katastrofe
Årg. 9 Nr. 17 (2012)
Kreative strategier
Årg. 8 Nr. 16 (2011)

Med dette nummer ønsker vi at belyse kreative strategier i forskellige teaterproduktioner. Bidragene spænder vidt: fra turboprocesser hos Hotel Pro Forma til årelange udholdenhedsprøver hos Odin Teatret, fra konceptudvikling i film og teater til publikumsinteraktion i færdigprøvede forestillinger. Vi ser både på konkrete processer på fx Det Kongelige Teater og på overordnede organisatoriske og scenekunstpolitiske rammer.
Performative former
Årg. 8 Nr. S3 (2011)

Forskergruppen Performativitet og teatralitet i æstetisk handlingskonstruktion og betydningsdannelse blev etableret i 2005 som en del af det større strategiske forskningsprojekt ved Aarhus Universitet, ”Videnssamfundet”. Gruppen satte sig som mål at vise, hvordan performativitets- og teatralitets- studier kan bringes produktivt i spil i en undersøgelse af viden i dagens samfund. Begreberne performativitet og teatralitet skaber på samme tid forbindelseslinjer og sætter forskelle mellem sprogteoretiske, kulturteoretiske og teaterteoretiske problemstillinger. Projektet søgte at afdække, analysere og perspektivere nogle af disse forbindelseslinjer og forskelle gennem en re-evaluering af, hvordan vor tids teaterkunst kan bidrage med forståelser af æstetisk handlingskonstruktion og betydningsdannelse i videnssamfundet.

Forskergruppen valgte at starte med en kritisk analyse af den tyske teaterforsker Erika Fischer- Lichtes performativitetsteori for at skabe et debatforum og en form for fælles reference. Med udgivelsen af denne antologi håber vi at bidrage til den videnskabelige videreudvikling af performativitets-teorierne.
Kunstpædagogik
Årg. 8 Nr. 15 (2011)

I dette nummer af Peripeti undersøges på den ene side kunstpædagogiske strategier, som lader sig forstyrre af nye kunstneriske udtryksformer, medier og teorier, på den anden side kunstformer, der lader sig forstyrre af pædagogiske strategier. Undersøgelserne knytter an til poetologiske temaer som leg, mediering, autenticitet, gruppedannelse, hverdagseksperter, realitet og fiktion samt scene/sal-relationer.

I essay-sektionen spørger vi rektorerne på nogle af Danmarks kunstuddannelser, hvilke aktuelle muligheder og udfordringer de ser for udviklingen af kunstpædagogikken på deres respektive skoler, og vi lader en række praktikere i det kunstpædagogiske felt sætte deres ideer og værdier på spidsen.
Arkiv/arkivering
Årg. 7 Nr. 14 (2010)

Peripeti nr. 14 stiller skarpt på et fremadstormende felt inden for såvel teater- og performancekunst, nemlig udforskningen af relationen mellem arkiv og live-begivenhed. I forhold til kunstneriske og kuratoriske praksisser ar man talt om, at en arkivisk impuls eller ligefrem arkivfeber skulle have sat ind i løbet af de sidste godt ti års tid. En feber, der bl.a. omfatter kunstneriske inventioner i eksisterende museumssamlinger og reenactments af legendariske performances fra 1960'erne og 70'erne. Skulle man nævne et par nylige eksempler på udstillinger og biennaler, der har tematiseret arkiv of performance-relationen kunne man f.eks. pege på History Will Repeat itself på KunstWerke i Berlin i 2007-8, PERFORMA-biennalen i New York 2005, Archive Fever i New York i 2007, Reality Check på Statens Museum for Kunst i København 2008, og Lost and Found, Queering the archive i Kunsthallen Nikolaj i København 2009. Inden for teater- og performanceforskningen har arkivfeberen tilsvarende sat sig igennem som, om ikke et opgør med, så i hvert fald en udfordring af hævdvundne ontologier man traditionelt har opereret med, f.eks. i form af modstillingen mellem live-begivenheden og dokumentationen af denne, nærvær og fravær, nu og dengang. Temanummeret præsenterer en række forskningsartikler og essays, der undersøger dette krydsfelt.
Det tragiske
Årg. 7 Nr. 13 (2010)

På baggrund af de seneste års diskussion af tragedien og det tragiske har redaktionen fundet det relevant at udgive en publikation om det tragiske. Forfatterne lægger vægt på to temaer, dels artikler hvor forfatterne diskuterer forskellige filosofiske tilgange til det tragiske, dels analyser af samtidsteater og -dramatik, som går i dialog med den tragiske genre. Det har i første del af nummeret givet anledning til syv forskningsartikler, som alle beskæftiger sig med temaet »Det tragiske«. Anden del af nummeret lægger vægt på konkrete iscenesættelser og teaterstykker, som knytter an til tragedien og det tragiske.
Teaterpolitik og teaterledelse
Årg. 6 Nr. 12 (2009)

Dette nummer af Peripeti tager udgangspunkt i forventningen om en snarlig teaterlovsrevision. Vi sætter derfor fokus på de rammer som scenekunsten er afhængig af. Overordnet sætter teaterpolitikken nogle økonomiske og institutionelle rammer for produktion og distribution af scenekunsten. På det enkelte teater er ledelsen afgørende for, hvordan disse forhold håndteres i forhold til det kunstneriske arbejde. Temanummeret undersøger forskellige aspekter af teaterpolitik og teaterledelse ud fra danske og internationale aspekter af teaterpolitik og teaterledelse ud fra danske og internationale eksempler.

Temaartikler af: Jon Nygaard, Sigrid Røyseng, Eva Parum, Helle Hein, Sara Otterstrøm, Josh Edelman, Louise Ejgod Hansen og Rikard Hoogland.

Herudover bidrag af Niels Lehmann og Bodil Marie Thomsen, som begge analyserer Lars von Triers Antichrist. Desuden essay af Ingolf Gabold, Jørn Langsted, Ulrik Skeel, Annelis Kuhlmann samt Anette Asp Christensen og Christine Fentz.
Odin Teatrets dramaturgi
Årg. 6 Nr. S2 (2009)

Dette særnummer af Peripeti omhandler Odin Teatrets dramaturgi med udgangspunkt i forestillingerne Ur-Hamlet (2006) og Medeas bryllup (2008). Franco Perrelli skriver om grundlæggelsen af »Det danske hus« og Odin Teatrets rødder og forgreninger. Erik Exe Christoffersen skriver om dramaturgier i relation til Ur-Hamlet (2006) og Medeas bryllup (2008) og instruktøren Eugenio Barba reflekterer over den kreative proces som en form for dramaturgisk proces. Artiklerne kan med fordel læses i sammenhæng med Peripeti nr. 2 om teaterlaboratorietraditionen og nr. 10 om dramaturgi samt med særnummeret fra 2007 om serendipitet som organiserende greb i den kunstneriske proces.
Interaktivitet
Årg. 6 Nr. 11 (2009)

I dette nummer af Peripeti undersøger vi teatrets og de performative kunstarters anvendelse af interaktivitet og interaktion på flere forskellige niveauer. Med udgangspunkt i konkrete eksempler: hvordan interaktiv og med hvilke konsekvenser? Fra teoriens perspektiv: hvilke udfordringer medfører interaktivitetsbegrebet for teater- og kunstteorien? I et kulturelt perspektiv: hvad betyder udviklingen af interaktive dramaturgier for vores medie- og eventkultur?

Bidrag af blandt andre: Karen Johanne Kortbek, Ole Ertløv Hansen, Michael Eigtved, Mads Thygesen, Thomas Rosendal Nielsen og Falk Heinrich.
Dramaturgi
Årg. 5 Nr. 10 (2008)

Dramaturgens arbejde er en funktion i vækst og en omstridt funktion både i teater og film. Det kræver, at dramaturgi ikke blot reduceres til et spørgsmål om den "gode" fortælling, men tænkes som de greb og virkemidler, der skaber relationen mellem teatret og tilskueren. Desuden må man insistere på, at der findes mange forskellige dramaturgier på flere forskellige niveauer. Nærværende nummer af Peripeti udfolder nogle af de vigtigste aspekter af de mange niveauer.
Instruktion og iscenesættelse
Årg. 5 Nr. 9 (2008)

Udover skuespilleres kroppe og stemmer, scenografers visuelle design og dramatikeres tekster hører også funktionen instruktion til enhver teaterproduktion. Instruktion som den instans, der har ansvaret for gesamtværkets iscenesættelse. At man i Tyskland har udviklet en teaterkultur med instruktøren centralt placeret i et decideret "Regitheater" er der ikke den helt store uenighed om. Men hvem ejer teatret i Danmark? I dette nummer af Peripeti diskuteres instruktørens funktion og rolle, forskellige instruktions- og iscenesættelsesstrategier, samt anvendelsen og afgrænsningen af begrebet iscenesættelse.

Bidrag af: Martin Seel, Knut Ove Arntzen, Solveig Gade, Falk Heinrich, Mette Risgård Tranholm, Annelis Kuhlmann, Franco Perelli, Cecilie Ullerup Schmidt, Julie Nikolajsen, Elin Andersen, Ditte Marie Bjerg, Jokum Rohde, Jeppe Hemdorff Nissen, Jørn Langsted, Jens Christian Led, Thomas Rosendal Nielsen, Erik Exe Christoffersen.
Teatertekster
Årg. 4 Nr. 8 (2007)

»Your house is a potential warzone for a child: the corners of tables, chip pans, and the stairs - particularly the stairs - are all potential sources of harm.

Your house is a minefield.

Your house is a minefield - you only have to think about the medicines in the medicine cupboard - or the hard surfaces in the bathroom - the bath - the enamel sink - these are very hard surfaces. Avoid slippery floors.

Avoid slippery floors at and at the first sign of unremitting fever, do call a doctor, call a doctor straight away.«

- Martin Crimp Advice to Iraqi Women, d. 10. april 2003
Serendipitet
Årg. 4 Nr. S1 (2007)

Begrebet serendipititet bruges om eksperimenteter, hvor man finder noget andet, end det man søger. Begrebet vedrører et paradoks, som man finder i både videnskab og kunst. Søgeprocesser forudsætter skarpsindighed, præcision, omhyggelighed og samtidig et samarbejde med heldet eller tilfældigheden. Spørgsmålet er hvordan heldet og tilfældet bliver en del af en metode som både rummer kontrol og kontroltab. Det vil sige, at den »detektiviske« proces foruden rationalitet og systematik må rumme uorden og irrationalitet. Specielt indenfor kunsten og kreative processer har man arbejde med dette paradoks, og en af metoderne er gennem regler og obstruktioner af indlærte automatikker at give rum for held og tilfældighed. Besluttethed, præcision, grundighed og det veludførte arbejde er baseret på en form for træning, som er grundlaget for, at »heldet« indtræffer. Det betyder imidlertid, at man må acceptere at træne og lære sig grundighed og evnen til den præcise gentagelse uden at vide, hvad dette kan komme til at betyde. Der er et tilsyneladende paradoksalt forhold i det, at træningen går forud for en viden om hvad dygtigheden skal bruges til. Og pointen er måske ligefrem, at dette er en forudsætning eller et vilkår for at finde netop det, som man på forhånd ikke vidste, at man manglede. Der er ingen tvivl om, at det er en provokerende erfaring: at handlingen kommer før betydningen, og at handlingen kan trænes uafhængig af betydningen.
Teatralitet
Årg. 4 Nr. 7 (2007)

"Teatralitet" - denne titel dækker over et bredtfavnende begreb, som rummer en lang række udfordringer. Med dette temanummer præsenterer Peripeti en serie af artikler, essays og anmeldelser, der tager disse udfordringer op og diskuterer begrebets historiske, teoretiske og analytiske rækkevidde. Forfatterne fremstiller metodiske overvejelser og giver desuden eksempler på, hvordan begrebet kan omsættes til konkrete analyestrategier i arbejdet med teaterforestillinger.
Performativitet
Årg. 3 Nr. 6 (2006)

Der tales i disse år fra mange sider om det performative som en vending fra "Kultur som tegn" mod "Kultur som handling", et skift fra at taleom strukturer for i stedet at fokusere på værkers processuelle, interaktive og transitoriske aspekter. I dette nummer af Peripeti præsenteres en række artikler, som belyser disse forhold gennem analyser af enkelte kunsthandlinger og teoretiske refleksioner over performativitet.
Henrik Ibsen
Årg. 3 Nr. 5 (2006)

Hundredeåret for Henrik Ibsens død markeres med mindst 190 opførelser i 44 forskellige lande i alle verdensdele. I maj 2006 arrangerede Aarhus Universitet, Københavns Universitet og Syddansk Universitet en nordisk Ibsenkonference med fokus på mødet mellem forskning og scene. Konferencen: »Ibsens teater - scenisk og litterært« blev en dialog mellem litteratur- og teaterforskere, dramaturger og scene-kunstnere. Gennem en række foredrag, paneldebatter og diskussioner blev Ibsens dramatik diskuteret i lyset af sceniske nyfortolkninger. Vi er glade for at kunne præsentere konferencens foredrag i artikelform i dette nummer af Peripeti.
Dogmer og dramaturgi
Årg. 2 Nr. 4 (2005)

Det er ti år siden, at Lars von Trier præsenterede manifestet Dogme 95, som senere skulle vise sig at blive en afgørende peripeti i dansk filmhistorie. Dogmebrødrene og deres film satte en ny dagsorden med et formsprog, som fokuserede på filmoptagelsens realitet og skuespillerens nærvær. Dogmefilmene eksponerede således et autenticitetsbehov, der krydsede ind over andre genrer og kunstarter. Peripeti markerer tiåret med temanummeret, Dogmer og dramaturgi, der anskuer dogmeæstetikken fra forskellige dramaturgiske og æstetikteoretiske vinkler.
Ny dansk dramatik
Årg. 2 Nr. 3 (2005)

Vi indleder anden årgang af Peripeti med et temanummer om ny dansk dramatik. Ny dansk dramatik har længe været på dagsordenen i teatret. Vores undersøgelser viser, at andelen af ny dansk dramatik på landets teatre har ligget nogenlunde konstant fra 1980'ene på cirka 40-45 % af repertoiret. Med udtrykket ny dansk dramatik er vi ikke ude på at kanonisere hverken en traditionel dramatisk form eller den nyeste nye traditionsnedbrydende dramatik. Det er karakteristisk, at en lang række hybridformer vinder indpas i den danske dramatik fra 1990' erne og frem, hvori også den såkaldte "lineære dramaturgi" vender tilbage i forskellige varianter, og at disse meget forskellige dramaturgier synes at trives udmærket side og side. Bidragene repræsenterer ikke en homogen og altomfavnende teoretisk position, men viser, hvordan en bred vifte af formanalytiske tilgange kan bidrage til at anskueliggøre de enkelte værkers særegne træk. Temaet "ny danske dramatik" giver samtidigt anledning til en række formhistoriske overvejelser, som behandler enkeltværkernes placering i forhold til typologier og epoker.

[The issue has been reconstructed from a scanned version of a printed issue, which might result in minor flaws in the text. This is also the cause of the odd page breaks.]
Why A Theatre Laboratory?
Årg. 1 Nr. 2 (2004)

Peripeti 2 is about theatre laboratory tradition under the title of Why a Theatre Laboratory? It is in English and includes the programme of a three days’ international symposium from October 4th through 6th 2004. This is the first initiative taken by the Centre for Theatre Laboratory Studies (CTLS), a newly inaugurated centre under Aarhus University in cooperation with Nordisk Teaterlaboratorium. Peripeti include articles on Stanislavski, Meyerhold, Copeau, Decroux, Grotowski, Peter Brook, Théâtre du Soleil, and Odin Teatret and the theatre laboratory praxis of these masters and inventors, including, of course, reflections on their function and effect. In the last article, Eugenio Barba reflects on the creative process of Odin Teatret over the last 40 years. In addition, we also include the curriculum vitae on those participating in the symposium. The occasion of the symposium is to celebrate the 40th anniversary in October 2004 of Nordisk Teaterlaboratorium/Odin Teatret. Congratulations.
Jon Fosse
Årg. 1 Nr. 1 (2004)

Jeg bruger mit liv på at skrive. Jeg begyndte, da jeg var 12 år. Jeg kan lide at forestille mig, at jeg skriver for at tjene penge til at forsøge mig og mine. Det bliver lettere, når jeg ser digtningen som et praktisk stykke arbejde. Men jeg ved jo, at det ikke er den enkle grund. Den er et helt andet sted, et sted som jeg ikke selv fuldstændig er klar over. Jeg fik en sorg i livet, og det har med den at gøre, at jeg skriver. Sorgen er en indsigt, en visdom. Når jeg skal forklare det her for mig selv, har jeg en historie, en episode, som jeg tror er meget vigtig. Jeg var syv år, det var vinter, og der var is uden for huset. Min mor bad mig gå over i kælderen og hente en flaske ribssaft. Da jeg gik op ad kældertrappen, gled jeg på isen, knuste flasken og skar pulsåren over i det ene håndled. Der var blod overalt, og jeg tænkte først, om jeg vovede at gå op til min mor, for hun ville blive så bange. Jeg mistede meget blod, og da vi kørte hjemmefra, og jeg kiggede op mod huset, var jeg sikker på, jeg aldrig ville gense det. Jeg så mit hjem, jeg så menneskene, jeg så alt, men meget langt væk. Jeg var helt tryg og meget trist og havde en følelse af, at jeg forstod alt. De fik mig syet sammen, og efter et par uger levede jeg igen, som en dreng skulle. Men det perspektiv, jeg fik som barn, da jeg var ved at bløde ihjel, placerede mig lidt uden for livet. I den distance er der en sorg. Jeg blev aldrig et almindeligt menneske i den lille bygd ved Hardangerfjorden, hvor jeg voksede op. Jeg var en afviger, og sådan har jeg altid følt mig siden. Når jeg begyndte at skrive som ganske ung, tror jeg, det var fordi jeg oplevede, at jeg befandt mig et andet sted end mine venner. Jeg så tingene anderledes. Skriveriet var en måde at formindske afstanden på, komme ind i livet og være der, hvor de andre var. Sådan er det stadig lidt.

(Jon Fosse i Nordisk Tidsskrift nr. 4/2002)