Peripeti

Research i eget minefelt

2024-02-28T10:44:31+01:00

Den gravide krop som prisme

2024-05-16T10:48:39+02:00

Ud fra forfatterens erfaringer som forestillingsleder på forestillingen Frankly my dear I don’t give a damn (Aarhus Teater sæson 2022/23) udforsker denne artikel de æstetisk-affektive aspekter af scenekunstnerisk repræsentation af graviditet og moderskab. Forfatteren bruger den gravide krop som prisme i udviklingen af en analysemodel til æstetisk-affektiv repræsentationsanalyse. Dette gøres med rod i Karen Barads nymaterialistiske teori, agential realisme. Modellen fremhæver publikums rolle i repræsentationsanalysen ved at gøre selve sammenhængen mellem æstetik, affekt og repræsentation til sit genstandsfelt.

Glo ikke så romantisk

2024-02-27T18:00:00+01:00

Ukendt Land

2024-06-21T11:21:50+02:00

Dario Fo: Latter som våben

2024-09-03T15:13:27+02:00

Voksne subjekter i dialog med verden

2024-09-03T15:21:29+02:00

Når Heltinder Bliver Rasende

2024-09-22T20:27:06+02:00

Denne artikel undersøger samspillet mellem affekt, kvindelig vrede og utopi i teaterforestillingen ØDE LAGT eller Markise von O... – Faster, Pussycat! Kill! Kill! opført på Aarhus Teater i 2024. Artiklen udforsker, hvordan kvindelig hævn iscenesættes som utopi, og hvordan forestillingen kan skabe kollektive affektive oplevelser, der har potentiale til at påvirke publikum til politisk handling.

Vaginal Davis og mobiliseringen af freaken

2024-11-12T12:13:58+01:00

Resumé
Med udgangspunkt i Vaginal Davis’ kortfilm That Fertile Feeling fra 1983 undersøger jeg freaken som en sort queer politisk figur ved at spore dens rødder i racistiske og patriarkalske ideologier. Ved at anvende José Muñoz’ begreber om disidentifikation og modoffentligheder diskuterer jeg, hvordan Davis’ performances skaber en hybrid identitet, der udfordrer dominerende fortællinger og udvikler æstetikker som drag, punk og camp for det sorte queer subjekt.

Abstract
Focusing on Vaginal Davis’s 1983 short film That Fertile Feeling, I examine the freak as a black queer political figure, tracing its roots in racist and patriarchal ideologies. Using José Muñoz’s concepts of disidentification and counter publics, I highlight how Davis’s performances enact a hybrid identity, challenging dominant narratives and reappropriating aesthetics like drag, punk, and camp for the black queer subject.