Meddelelser

Krise i velfærdsstaten - Hvordan holder vi på de velfærdsprofessionelle?

2022-02-22

Over de senere år er det blevet sværere at rekruttere og ikke mindst holde på sygeplejersker, lærere, pædagoger, socialrådgivere, politifolk, jordemødre og andre centrale professionelle, som vi som borgere har brug for i forskellige vigtige situationer gennem livet.

Det er et stort samfundsproblem, der allerede nu betyder, at kommuner og regioner har svært ved at besætte ledige stillinger i fx skoler, daginstitutioner og på hospitaler med uddannet personale. Og problemet ser ikke ud til at blive mindre i fremtiden. En prognose lavet for Danske Professionshøjskoler viser, at der vil mangle over 35.000 sygeplejersker, lærere, pædagoger og socialrådgivere i 2030 (Damvad Analytics, 2021).

Årsagerne til problemet og mulige løsninger har længe været diskuteret. Opmærksomheden har været rettet mod uddannelserne, fx mod et for stort frafald, men også mod overgange mellem uddannelse og arbejde – det såkaldte ’praksischok’. Endvidere fremhæves vilkårene og arbejdsmiljøet på arbejdspladserne, hvor der er blevet peget på mistillidsparadigmer, manglende mulighed for udfoldelse af faglighed, meningsløst bureaukrati og dokumentationsarbejde, tidspres og manglende løn- og karrieremuligheder.

Den offentlige sektor har i de sidste mange år været under et stort forandringspres og underkastet skiftende typer af rationalisering, modernisering og omorganisering. Overskrifterne er mange: New Public Management, kvalitetsreformer, evidensbasering, co-production og tværprofesssionalisme. Ligeledes har der været introduceret en strøm af nye koncepter for ledelse, faglighed og organisering af arbejdet. Ser vi på den omfattende arbejdslivsforskning, der har beskæftiget sig med denne udvikling, får vi et billede af et arbejdsliv, der radikalt er forandret. Ikke kun i form af øget tidspres og stress i arbejdet, men også med udfordringer af faglighed, råderum, identitet og mening i arbejdet, samt ledelses- og samarbejdsrelationer.

Internationalt taler forskere som Fraser (2016), Dowling (2021); Hansen, Dahl og Horn (2021) ligefrem om ’the crisis of care’, hvor reproduktivt arbejde – bredt betegnet som omsorg (care) - til stadighed er under pres, er underkendt og savner status, symbolsk såvel som materielt.

På den baggrund kan det måske ikke undre, at det er vanskeligt at fastholde professionelle i velfærdsinstitutionerne i disse år. Imidlertid peger meget nordisk forskning på, at reformernes virkning er kompleks, ikke entydigt negativ og stærkt afhængigt af felt og lokal kontekst, ligesom det understreges, at selvom arbejdet i denne sektor nok ikke længere opfattes som et kald, er det arbejde som opfattes som meningsfuldt – i det mindste potentielt.

I dette temanummer sætter Tidsskrift for Arbejdsliv spot på arbejdslivet for de velfærdsprofessionelle.

Læs mere om Krise i velfærdsstaten - Hvordan holder vi på de velfærdsprofessionelle?

Nyeste nummer

Årg. 24 Nr. 1 (2022): På sporet af læring i arbejdslivet
					Se Årg. 24 Nr. 1 (2022): På sporet af læring i arbejdslivet

I dette temanummer stiller vi skarpt på læringens betydning i arbejdslivet: Hvordan læring begrebsliggøres forskningsmæssigt, hvordan teori og praksis omkring læringsforståelser er med til at forme arbejdslivet, arbejdspladserne og forbindelsen mellem uddannelse og arbejde. Vi var i temaredaktionen interesserede i at forstå læringsbegrebets teorihistoriske udvikling; dets mangeartede forbindelser til fænomenet ’læring i arbejdslivet’ og ikke mindst spørgsmålet om, hvordan læring og læring i en arbejdssammenhæng teoretiseres, anvendes i praksis og diskuteres anno 2022. Som forskningsfelt dukkede ’læring i arbejdslivet’ op som et relativt nyt fænomen tilbage i 90’erne og kom for alvor på dagsordenen op gennem 00’erne. Selvfølgelig var der før denne tid forskning om læring i arbejdslivet, særligt i forbindelse med forskning i kvalifikationer, arbejdsorganisering, ledelse, virksomhedskultur etc., men i 00´erne fik dagsordenen omkring læring for alvor vind i sejlene – både politisk, forskningsmæssigt og blandt virksomhedernes uddannelsesansvarlige. ’Læring i arbejdslivet’ var inspireret af tilgange inden for både arbejdslivs-, uddannelses-, organisations- og aktionsforskning. Der blev talt om læring som social praksis med afsæt i mesterlære og situeret læring (Lave & Wenger, 1991; Buch, 2002). Det handlede om at udforske og forstå (nye) forbindelser mellem uddannelse og arbejdsliv, og der blev udviklet analytiske modeller til at analysere arbejdslivets læringsrum (Bottrup, 2001) og læringsmiljøer (Jørgensen & Warring, 2002). Fokus på samspillet og den tætte kobling mellem arbejdsliv, organisation og læring blev siden styrket gennem en (re)vitalisering af pragmatismens blik for læringens erfaringsbaserede elementer (Elkjær, 2005; Elkjær & Brandi, 2011). Læring på arbejdspladsen og i jobbet blev samtidig en politisk dagsorden på arbejdsmarkedet og hos arbejdsmarkedets parter op gennem 00’erne. Der blev særligt inden for det offentlige område aftalt OK-aftaler om kompetenceudvikling og læring på jobbet. Medarbejdernes læring skulle kobles til arbejdspladsens overordnede mål og forretning og blev forankret i den individuelle årlige medarbejderudviklingssamtale – MUS – som i dag fungerer som en uomgængelig institution på både private og offentlige arbejdspladser. Her ved redaktionens afslutning kan vi byde velkommen til et temanummer, som indeholder ikke mindre end fem forskningsartikler og én anmeldelse. Tre af artiklerne tapper direkte ind i vores call´s historiske og læringsteoretiske spor. De bidrager på hver deres måde med perspektiver ind i den evigt aktuelle dans og debat om læringens subjekter og det omgivende læringsmiljø – og ikke mindst hvordan vi bedst begrebsliggør relationen herimellem. De to øvrige artikler leverer empiriske analyser fra vidt forskellige kontekster –hhv. en fængselskontekst og en privat virksomhedskontekst – og en teoretisk rammesætning, som på mange måder lægger sig i forlængelse af de tre teoretiske artikler. På tværs af artiklerne bidrages også til fortsatte diskussioner af det, der måles og værdisættes kontra arbejdet i praksis; det, der fremskrives, der skal læres i generelle kompetenceprofiler, og det der rent faktisk skal læres i praksis, men også kan ses som udvidede læringsmuligheder. Vi står med andre ord med et meget sammenhængende temanummer, hvor artiklernes forfattere tydeligvis er deltagere i den samme videnskabelige samtale. Set i det lys kan vi konstatere, at både læringsteorierne og deres anvendelse i en organisatorisk virkelighed måske nok har over 20-30 år på bagen, men ikke desto mindre fremstår sprællevende.

Publiceret: 2022-05-14
Se alle numre