Årg. 6 Nr. 2 (1985): Moral

Indtil for få år siden blev moral i vide kredse opfattet som et antikveret begreb. Moral var hovedsageligt noget man havde i Indre Mission, frisindede og oplyste mennesker derimod, de havde holdning, overbevisning, ja måske havde de ligefrem en ideologi, men ingen moral. Og så sker der lige pludselig et omsving. Moral bliver fra det ene år til det andet noget, man atter tager alvorligt.
Det er ikke kun et anliggende for teologer og moralfilosoffer, men også for fx læger, for slet ikke at tale om deres patienter, og selv marxistiske teoretikere må argumentere for, at også marxismen har en moral, endog den bedste, der findes. Denne moralske opblussen har da ligefrem fået nogen til at betegne den dekade, vi nu befinder os i, som "moralens årti". Hvis nu alt dette blot var et modefænomen, eller et udtryk for en konjekturel bevægelse, så burde vi i dette tidsskrift overlade det til dagbladene at fejre moralens cykliske genopstandelse. Men som flere af dette temanummers
forfattere kommer ind på, så er der muligvis tale om noget mere bemærkelsesværdigt, noget som ikke er knyttet til dekader, men til sekler. Den forflygtigelse af moralske problemer, som netop er omtalt, er nemlig slet ikke et kortvarigt fænomen, der er knyttet til letsindigheden i de glade tressere, eller måske til kulturradikalismen siden tyverne, eller evt. til radikalismen siden l 870'erne. Faktisk kan hele den nyere tid ses som en accelererende sekularisering, der erstatter den gamle moral med den ny målrationalitet.