Årg. 23 Nr. 1 (2002): Subjektivitet i det 21. århundrede

Temanummeret begynder med fire artikler om subjektet i et bredt socialpsykologisk perspektiv. I den første artikel kritiseres den postmodernistiske socialpsykologi, og Alfred Schutz's socialfænomenologi fremhæves som en mere moderat og adækvat opfattelse af forholdet mellem subjekt og diskurs. Næste tekst søger at udvikle et begreb om ‘desire’ tæt knyttet til socio-kulturelle og poststrukturalistiske forståelser af subjektivering via en analyse af en empirisk case. I næste tekst foreslås en tilbagevenden til ideologikritikken som teoretisk indfaldsvinkel til subjektets konstituering, og der fremsættes den tese, at begreberne ‘kritik’ og ‘subjekt’ ikke blot er metodologisk forbundne, men også forudsætter hinanden ontologisk. I efterfølgende artikel kritiseres den traditionelle psykoterapeutiske indsats over for posttraumatisk stressreaktion for ensidig at rette sig mod en individorienteret psykoterapeutisk indsats og der argumenteres bl.a. for en udvidet psyko-traumotologiforståelse, hvor voldsomme hændelser forstås som særligt organiserede semiotiske sammenhænge, hvis konsekvens er, at personer frarøves mulighed for gensvar.

De følgende tre artikler tematiserer opfattelser af det menneskelige selv og dets ressourcer og udviklingspotentialer. Første artikel tager udgangspunkt i de tre forståelser af selvets opståen og ontologiske status, som kan genfindes i senmoderne selvhjælpslitteratur og psykoterapi og relaterer disse til markante tendenser i den sen-/postmoderne vestlige kultur. Næste tekst beskæftiger sig med den vestlige »positivpsykologis« karakterisering af tibetanske flygtninge som værende »bemærkelsesværdigt lykkelige« og kritiserer samt nuancerer denne opfattelse.

Dernæst fokuseres på mennesket i produktionsudviklingens tidsalder og forfatteren søger at vise, at den moderne managements lærings- og udviklingsprincipper bygger på narcissistiske forestillinger og tankegange, som i sin fremskrivning af den ideelle medarbejder gør denne til rendyrket narcissist. At subjektet og subjektivitet ikke blot er et moderne, men et klassisk filosofisk tema reflekteres i de efterfølgende artikler, der dels forsøger på baggrund af et historisk rids at indkredse den filosofiske aktualitet af temaet, og dels forsøger at indkredse det på én gang særegne og utilgængelige Lacanianske subjekt, sådan som det fremtræder i den diskursive analytiske bevægelse. Næste artikel beskæftiger sig med den klassiske diskussion inden for filosofisk erkendelsesteori, som stiller spørgsmål ved den status, man kan tillægge viden om og beskrivelser af indre, mentale fænomener, såsom tanker, følelser, forestillinger og smertefornemmelser. Spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at bygge bro mellem de fænomenologiske analyser og diverse naturalistiske bevidsthedsmodeller tages op i den efterfølgende tekst, der søger at vise, at sådanne naturaliseringforsøg nødvendiggør fornyede refleksioner over fænomenologiens egentlige status.

Med udgangspunkt i Nagel’s dictum forsøger forfatteren til efterfølgende tekst at afgrænse forskellige mulige betydninger af henholdsvis subjektivitet, bevidsthed og ikke-bevidst mentalitet. Til slut en artikel, hvori der redegøres for de foreløbige resultater af en eksperimentel undersøgelse af bulimikeres kropsopfattelse og kropsforankring. Udenfor temaet er en artikel, som handler om Alfred Lorenzer’s materialistisk-hermeneutiske forståelse af psykoanalysen og to anmeldelser af hhv. Jan Tønnes Hansens bog, Selvet som rettethed – en teori om noget af dét, der driver og former menneskeliv, og Karen Vibeke Mortensens bog Fra neurose til relationsforstyrrelse. Psykoanalytiske udviklingshistorierog klassifikationer af psykopatologi. Til slut bringes et svar til Benny Karpatschof’s artikel, »At blive behandlet ordentligt – eller bare blive behandlet« (bragt i Psyke & Logos, nr. 2, 2001), og en duplik hertil.