OM SUBJEKTET I DET 21. ÅRHUNDREDE

Resumé

I det tyvende århundrede fik spørgsmål om subjektivitet, (selv)bevidsthed og identitetsdannelse for alvor en central placering i såvel den filosofiske og psykologiske som samfund- og humanvidenskabelige teoridannelse. En teoridannelse, må det siges, som rummede nok så modstridende forståelser af, hvad der kendetegner subjektet. På den ene side understreges subjektivitet/subjektet i transcendentale fænomenologiske teorier som en fundamental ontologisk og fænomenologisk størrelse – og på den anden side gøres der i eksistentialistiske teorier op med essentialistiske bestemmelser af mennesket som et subjekt: Mennesket er, hvad det gør sig selv til. Heroverfor står psykoanalytiske teorier om det de-centrerede subjekt, hvis historie udspilles på en »anden« scene, nemlig det ubevidste med dets syntese af drifter og sociale, kulturelle struktureringer og mekanismer. Især i sidste del af århundredet – med posmodernismen – problematiseres subjektets centrale status, enten ved ligefrem at erklære subjektet for dødt, eller ved at opfatte det som fragmenteret og konstitueret i forskellige situerede praksiser og gennem forskellige diskurser.