DET KRITISKE SUBJEKT

Resumé

Da Klaus Holzkamp i 1983 foreslog en relancering af ‘den kritiske psykologi’ som ‘subjektvidenskaben’, var det med en omfattende teoretisk argumentation for anerkendelsen af subjektet som metodologisk og etisk a priori for en empirisk-praktisk psykologi. Hermed fik også den marxistiske psykologi sin ‘subjektvidenskab’ sui generis, sin egentlige teori om og for subjektet. Den udvikling kunne også bære traditionens praksisforankring fra 70’ernes ideologikritik ind i 80’ernes og 90’ernes brugerorientering; men her blev den klemt inde mellem nyliberalismens autonomitænkning og diskursanalysens deskriptive og akademistiske tendens, og en tendens til utopisme lurede. Over for den udfordring vender artiklen tilbage til ideologikritikken som teoretisk indfaldsvinkel til subjektets konstituering, og søger – med korte afstikkere til dens teorihistoriske forløbere – veje til løsning af problemerne gennem indføring af visse teoretiske elementer fra subjektiverings- og interpellationstænkning. Tesen er, at begreberne ‘kritik’ og ‘subjekt’ ikke blot er metodologisk forbundne, men også ontologisk gensidigt forudsættende. Arbejdet med at grundlægge en subjektvidenskab via en kritisk psykologi kan passende fortsættes med psykologiske studier i subjektets grundlæggelse gennem kritik. I et sådant perspektiv ligger en tese om, at deltagelse implicerer både magt og selvoverskridelse og derigennem genererer selvbevidsthed. En tese, der formuleres som modpol både til forestillinger om, at subjektet konstitueres i ideologien, og til tanken om, at subjektet konstitueres uden for ideologien.