Vol. 25 No. 3 (2023): Tid og Arbejde

I den industrielle æra var tid grundlaget for ledelsens kontrol over arbejdet, og derfor blev tid også kernen i konflikter mellem arbejde og kapital op igennem det 20. århundrede. Mere generelt handlede reguleringen af arbejdstid om arbejdsdagens længde og dens placering på døgnet. Samtidig har begreber som merarbejde, overarbejde og aften- og helligdagsarbejde dannet grundlaget for regulering og konflikter omkring arbejdet. Meget forskning omkring tid og arbejde havde her fokus på tid og belastning, på intensivering af arbejdet, sikkerhed ved lange arbejdsdage, på helbred ved skifteholdsarbejde og muligheder for restitution. Dette forhold mellem tid og arbejde er imidlertid på mange måder under opløsning. Fleksibilisering af arbejdet har ført til en større grad af opgaveorientering og ledelseskontrol med output, frem for arbejdstidens omfang, og dermed været med til at opløse grænserne mellem arbejde og fritid. IT-teknologier gennemtrænger en stadig større dele af arbejdet, muliggør en virtualisering af arbejdet, en løsrivelse i tid og rum, hvor arbejdet kan udføres hvor som helst og når som helst, og er med til at accelerere og fragmentere tiden. Vi ser her en tendens til stadig mere individ- og situationsbestemt arbejdstid, hvor selvforvaltning af arbejdstiden er en central opgave for stadig flere lønmodtagere, både hvad angår hvor, hvornår og hvor længe der arbejdes, samt hvordan arbejdet struktureres tidsmæssigt. Dette går hånd i hånd med en stigende individualisering i samfundet, hvor selvrealisering og karriere sættes i centrum – en udvikling der afspejler sig i en performanceorientering rettet mod muligheder i øjeblikket og bestræbelser på at være ‘på’ og ‘med’. Mens denne fortælling repræsenterer den lysere side af det fleksible arbejde, der ofte er forbeholdt vidensarbejdere, er der også en mørkere af side af fleksibiliseringen; en prekarisering af arbejdet, karakteriseret ved uforudsigelighed og manglende sikkerhed sådan som vi ser det i fx 0-kontrakt jobs, et arbejdsliv der sammenstykkes af mange små jobs. Her er egen forvaltning af tiden ligeledes central, dog under ganske andre betingelser. Forskningen omkring tiden i det fleksible arbejde har således i meget højere grad været optaget af at forstå og studere temporalitet (tidslighed) som noget, der skabes i menneskers aktive bestræbelser på at forme tiden; rytmer, kvaliteter og kvantiteter af tid, der kan få arbejdet som selvrealisering til at lykkes i et bredere livsperspektiv. Forskningen peger således på nye belastninger, der ikke har med arbejdsdagens længde og placering på døgnet at gøre, men som snarere handler om rytmer og kvalitet af tid f.eks. vaner, rutiner og stabilitet. Samtidig fokuserer ny forskning også på aktueller tendenser til reorganisering af forholdet mellem tid og arbejde, med løfter om fleksibilisering og nye balancer mellem arbejde og liv, men også mulige konsekvenser for arbejdstiden. Det gælder for eksempel den omfattende bølge af forsøg med en ’4 dages uge’. Det er et koncept, der spreder sig på tværs af mange nationale kontekster. Forsøgene har mange forskellige udformninger, og fx både kan består af fire relativt grænseløse dage, hvor fem dages arbejde skal nås, og forsøg på styret intensivering af arbejdet der muliggør at fem dages arbejde nås på fire. Hybridarbejde er andet fænomen, der breder sig, forstærket af den seneste covid-epidemi, og som introducerer arbejde. der blander IT understøttet hjemmearbejde med arbejde på en fysisk arbejdsplads. Også her er der mange modeller, som kan være præget af forskellige former for styring og ledelse af både tid og output. I dette temanummer præsentere vi fem artikler, der tager fat i de ny spørgsmål om tid og arbejde fra mange forskellige vinkler og dermed bidrager til at belyse mange af de tendenser som er beskrevet ovenfor.