Petrofiktion og politisk økonomi i den sene fossile kapitals tidsalder

Resumé

Fra titlen til de sidste scener i Helon Habilas roman Olie på vand (2010) præsenterer olie sig som stemning, miljø og atmosfære. Når fortælleren Rufus baner sig vej ind i Nigerdeltaet er atmosfæren tung med ”den luftbårne dunst af død materie… grene beklædt med døde fugle, de udstrakte vinger sorte og glatte af olie” og græs ”kvalt af en film af olie, hvert strå dækket med klatter, som leverpletter på en rygers hånd” (Habila 9f). Olie forsegler atmosfæren i Olie på vand i en sådan grad, at forskellige ting – lugte, fugle, græs – bliver udtryk for den samme ting. Når vi når til midten af romanen, er selv de indsatte i fængslet således dækket af olie som straf, i hvad romanen kalder en ”brutal salvelse” (Habila 60). I romanens sidste scene bliver ”litervis af olie, der flyder på vandet” beskrevet som en ”løkke, der strammer om halsen på enhver livsform, der befinder sig nedenunder” (Habila 238). I Abdelrahman Munifs Byer af salt (1984) – romanen, der inspirerede Amitav Ghosh til i en anmeldelse at opfinde begrebet petrofiktion – arbejder råolien derimod bag scenerne på betydningsfulde måder, men er aldrig fysisk tilstede (se Ghosh 138-151). Hvorfor denne overflod af fysiske beskrivelser af olie i romaner af nyere dato?