ØDIPUSKOMPLEKSETS RELEVANS FOR UDVIKLINGSPSYKOLOGIEN – PATOLOGIEN OG TERAPIEN

Abstract

Den klassiske psykoanalyse er denne artikels teoretiske afsæt, og det hævdes indledningsvist at Freuds udviklingspsykologi såvel som patologi-begreb ikke adskiller sig væsentligt fra udviklingspsykopatologien. Med hensyn til artiklens specifikke fokus på selvrefleksionen synes imidlertid større forskelle, peger artiklen senere på. Freuds psykoanalyse såvel som udviklingspsykopatologien synes særdeles inkluderende i deres syn på, hvad der har betydning for den enkeltes udvikling. Men det synes, som om nyere udviklingspsykologiske teorier er mindre inkluderende, idet hovedfokus ligger på det tidlige mor-barnsamspil som afgørende for individets udvikling. Nærværende artikel hævder, at dette er for ensidigt, og præsenterer ødipuskomplekset som en ligeså væsentlig udviklingskomponent. Og, hævder artiklen, ødipuskomplekset er særlig vigtigt med henblik på at udruste individet med evnen til selvrefleksion, der er en beskyttelsesfaktor såvel som en væsentlig forudsætning eller evne at opøve i psykoterapeutisk sammenhæng. Psykoterapien trækker på den refleksionsform i sit arbejde. Begrebet om den selvrefleksive tænkning nuanceres med Jacques Lacans begreb om den symbolske orden og tænkning, Ronald Brittons tanker om den ødipale situation som udgørende tænkningens rum og sidst André Greens begreb om tertiærprocesser, der er den medierende tænkningsform mellem det bevidste og det ubevidste, som optimalt terapeutisk arbejde – såvel som selvrefleksion – forudsætter.