GRUPPESUPERVISION AF LÆGER PÅ ONKOLOGISK AFDELING

Abstract

Læger i et moderne sundhedsvæsen står over for tiltagende komplekse problemstillinger, hvor de er nødt til at forholde sig refleksivt til deres profession. At arbejde med meget syge mennesker kan være særligt belastende, når personalet kan identificere sig med patienterne. Således foreligger der dokumentation for, at hver tredje læge i onkologien har psykiske problemer som følge af sit arbejde (Graham & Ramirez, 2002). Artiklen redegør for nogle af onkologiske lægers arbejdsmæssige belastninger i krydsfeltet mellem komplekse arbejdsopgaver, som de ofte ikke er udrustet til at håndtere, deres generelle arbejdsmæssige betingelser og deres faglige kultur. Dernæst beskrives supervision som en både specifik og kompleks interventionspraksis, der i dag har vundet stor udbredelse i den livslange læring på forskelligartede arbejdssteder. Supervision er en intervention, der er velegnet til at kvalificere og udvikle medarbejderes kompetencer, til at skabe forandring og mestring af praksis samt til at opnå forståelse af den gensidige indvirkning mellem personlighedsmæssige forhold og arbejdsfunktion. Supervision kan således ses som en metode til at undgå eller begrænse arbejdsmiljømæssige belastningsreaktioner, idet de nævnte forhold udgør en mange-facetteret fremmelse af copingstrategier. Kort gennemgås empiriske fund inden for dette område. Artiklens sidste del fokuserer på (a) de konkrete vanskeligheder, der har været i forbindelse med etablering af en supervisionsgruppe for læger på onkologisk afdeling, (b) lægernes oplevelser af supervisionens gavnlige indvirkning på deres kompetencer, selvforståelse og trivsel, og (c) de observerede fordele ved gruppesupervision. Undervejs inddrages en række kliniske vignetter. Idet den ene af forfatterne er afdelingens supervisor, er der metodemæssigt tale om en deltagerobservation.