DEN ENESTÅENDE ANDEN – relationstænkning i risiko for selvsving
DOI:
https://doi.org/10.7146/pl.v25i2.8691Keywords:
Autonomi, Relationstænkning, Socialarbejder, KlientAbstract
»Den nære relation« er gennem de seneste år sat i fokus med en serie af nye socialpolitiske tiltag: kontaktperson-, støtteperson- og mentorordninger inden for social-, sundheds- og undervisningssektorerne. I døgnforanstaltninger for børn og unge har kontakt- eller primærpædagogfunktionen fortsat en central placering. Den personlige/professionelle relation er dermed et centralt omdrejningspunkt eller medie i tidens socialpolitiske og –pædagogiske tænkning. En tænkning, hvis pointe er klar, men samtidig forekommer mig for snæver og letkøbt. Spækket med højstemte forventninger, men luftig af substans. Begrænsninger i rækkevidde, indre modsigelser og dilemmaer medtænkes sjældent. I det følgende vil jeg se disse ordninger som parallelle eksempler på nye tankefigurer, der kan betegnes ved »påtvungen autonomi« eller »intimiseret professionalisme«. Som konglomerater af svært forenelige, modsigelsesfulde elementer. Foranstaltet selvregulering og solidaritet i to-somhed.
Downloads
Published
How to Cite
Issue
Section
License
Ophavsret er tidsskriftets og forfatternes. Det er gældende praksis, at artikler publiceret i Psyke & Logos, som efterfølgende oversættes til andet sprog, af forfatteren frit kan publiceres i internationale tidsskrifter, dog således at det ved reference fremgår, at den oversatte artikel har et forlæg i en dansksproget version i Psyke & Logos. Artikler kan frit deles og linkes til på forsknings- og undervisningsnetværk (så som Blackboard). Link foretrækkes, fordi det giver oplysning om brug af tidsskriftets artikler.