SOCIALT ARBEJDE OG SUBJEKTIVERING – Fra velfærdsplanlægning til postmoderne socialpolitik

Abstract

Artiklen tager udgangspunkt i Michel Foucaults overvejelser om magtens mulighedsbetingelser i den moderne velfærdsstat, herunder ikke mindst skismaet om borgeren som på én gang liberal rettighedskategori og genstand for pastoral omsorgsmagt. Socialpolitik og socialt arbejde udpeges som centrale strategier til indløsning af den pastorale frelses-ambition. Dernæst diskuteres det, hvordan tre forskellige historiske regimer for socialt arbejde forbinder magt og viden i deres arbejde for at skabe bestemte subjekter, og hvilke omkostninger de tre regimer hver især har. Det konkluderes, at bevægelsen fra den moderne velfærdsplanlægning med dens tiltro til oplysningsidealer mod en postmoderne form for socialt arbejde med dens tvivl og kritiske selvrefleksivitet ikke medfører, at ambitionen om at sikre verdslig frelse gennem subjektivering opgives. Snarere tværtimod.