PÆDAGOGIKKEN OG DET TABUISEREDE FREMSKRIDT

Abstract

Pædagogikken er i disse år præget af nye slagord som ’ansvar for egen læring’ og ’den fleksible skole’. Den kritiske socialvidenskab er tilbøjelig til at opfatte den nye diskurs som udtryk for en tilpasning til den aktuelle samfundsudvikling. Fremskridt vil man ikke høre tale om, snarere betragter man det som problematisk, at magtteknikkerne raffineres og bliver vanskeligere at gennemskue. Artiklen argumenter for, at denne Foucault-inspirerede analyse er grundlæggende forkert. Der er væsentlige argumenter for at betragte udviklingen som fremskridt, både i moralsk og i ’teknisk’ henseende. Det betyder dog ikke, at udviklingen skal ses som resultat af velinformerede rationelle valg. Det centrale i ’den nye pædagogik’ er bestræbelsen på at udvikle selvdisciplin hos eleverne ved allerede tidligt at forsøge at få dem til at praktisere selvdisciplin. Feudalsamfundets skole brugte fysisk afstraffelse og industrisamfundets skole overvågning og institutionel kontrol som midler. Videnssamfundets skole søger at lære eleverne selvdisciplin ved hjælp af ’learning by doing’, altså ved at praktisere selvdisciplin.