RELIGIØSITETENS SELVOBJEKTFUNKTIONALITET & TILKNYTNINGSDIMENSIONER

Abstract

Artiklen giver et bud på, hvorledes religiøse objekter (Gud, religiøse skikkelser m.m.) kan fungere som selvobjekt og tilknytningsfigur, og hvorledes sådanne ‘Gudsfunktioner’ vil variere med det troende menneskes selvkonstellation og tilknytningsstil. Artiklen indledes med et tilbageblik på G. Allports distinktion mellem hhv. ‘extrinsic’ og ‘intrinsic’ religiøsitet og hans b tragtninger af det religiøse sentiment. Dernæst fremlægges i første omgang de selv-selvobjektteoretiske og i anden omgang de tilknytningsteoretiske forståelser af religiøsitetens psykologiske funktionalitet, og det påvises, hvorledes begge disse perspektiver revitaliserer centrale dele af Allports tænkning. Afslutningsvist gives en notits om den religionspsykologiske forsknings aktualitet og relevans for forståelsen af det senmoderne menneskes tilværelsessituation.

Til støtte for artiklens argumentationer og påstande inddrages empiriske studier af religiøse tilknytningsfigurer (Gud eller religiøse skikkelser). Disse studier vedrører alene amerikanske forhold og må i flere henseender forventes at give andre resultater i en dansk sammenhæng. Det er dog forfatterens opfattelse, at de principielle konklusioner, der drages af det empiriske materiale også vil gælde herhjemme. Om dette rent faktisk er tilfældet må afvente empirisk afprøvning.