PSYKOTERAPIENS KULTURELLE GRUND

Abstract

Med udgangspunkt i bl.a. Jerome Franks klassiske behandling af de psykoterapeutiske virkningsfaktorer argumenteres for, at effekten af psykoterapi i nogen grad er bundet til den kulturelle kontekst som psykoterapien er en del af – og hvor psykoterapien til dels henter sin legitimitet som effektfuld metode til behandling af psykiske forstyrrelser. Når kulturen – som i disse år – forandres væsentligt og med en hidtil uset hastighed, må man overveje, hvorledes dette influerer på, hvilke psykoterapeutiske behandlingsformer, der er fremherskende og har de bedste muligheder for at opnå gode resultater. En beskrivelse af centrale tendenser i den senmoderne vestlige kultur, de heraf følgende udfordringer til og belastninger af det enkelte menneske, og ændringer i den dominerende socialkarakter, leder frem til en skitsering af, hvorledes observerbare kulturelle forandringer påvirker den terapeutiske relation, og hvordan man forstår psykopatologi og dens behandling. Roy Schafers narrative psykoanalyse, Kohuts selvpsykologi og den interpersonelle psykoanalyse fremdrages som eksempler på nyere psykodynamiske teoridannelser, der på forskellig vis afspejler – og har formået at skabe behandlingskoncepter til håndtering af problemer knyttet til – fremherskende tendenser i senmoderniteten. Endelig peges på, hvorledes den voldsomme vækst i markedet for psykoterapi antageligt hænger sammen med, at psykoterapien som behandlingsform er i overensstemmelse med markante træk ved senmoderniteten.