Autismespektrumforstyrrelse i et udviklingsperspektiv

Abstract

Denne artikel præsenterer et multipelt casestudie af udviklingsforløbet op til diagnosticering af en autismespektrumforstyrrelse hos unge mennesker, der diagnosticeres i alderen mellem 16 og 21 år. Studiet har sit teoretiske udgangspunkt i udviklingspsykopatologien og udvider herigennem den eksisterende forståelse af udviklingsresultatet. Udviklingsresultatet belyses gennem forskellige faser i udviklingsforløbet samt hvilke kontekstuelle og personlige faktorer, der har betydning som risiko og beskyttende faktorer i denne udvikling. Studiet peger på 3 forskellige typer af udviklingsresultater samt tre forskellige typer af udviklingsforløb. Derudover beskrives 7 risikofaktorer og 8 beskyttende faktorer. Studiet viser, at der ofte er tale om perioder af egentlig tilpasning, hvorfor en diagnosticering ikke nødvendigvis er mulig eller relevant i barnets tidlige udvikling. Omvendt ses også, at flere faktorer er med til at vanskeliggøre en relevant indsats, herunder en diagnosticering, selv når der er tale om en egentlig mistilpasning. En central dynamik er her, at samspillet mellem personlige og kontekstuelle faktorer camouflerer mistilpasningen. Hermed øges risikoen for, at mistilpasningen fastholdes eller akkumulerer.