FRÅGAN OM MUSIK OCH PSYKE UTIFRÅN ETT KULTURHISTORISKT PERSPEKTIV

Abstract

Formålet med denne artikel er at belyse, hvordan sammenhængen mellem musik og psyke kan forstås og problematiseres ud fra et kulturhistorisk perspektiv. Diskussionen tager afsæt i Lev Semonëvic Vygotskijs ræsonnement om menneskets bevidsthed i forhold til dialektikken mellem intellekt og intelligens. Tekstens overordnede tema handler om musikkens betydning som kommunikationsform i forhold til menneskets kognitive udvikling. Analysen af musik i forhold til Vygotskijs teser om sprogets betydning tager udgangspunkt i en definition af musik som en syntese af rytme og mening. Denne definition er, ligesom definitionen af musikalitet, udledt af Vygotskijs tanker om dialektikken mellem æstetiske og diskursive tankeformer. Musikalitet skal forstås som naturlige tankeformer, der gennem mediering transformeres til højere psykiske processer og funktioner. Musikalitet er dog ikke noget isoleret, men integreret i de komplekse processer og funktioner som i sin helhed udgør menneskets psyke. I forhold til tesen om at læring kommer før udvikling, er det derfor vigtigt at spørgsmålet om musik og psyke ikke reduceres til musikpædagogik eller musikpsykologi, men også inddrages i mere tværfaglige pædagogisk-psykologiske diskurser.