Co-regulering og betydningsdannelse i psykoterapi ved psykose

Resumé

Formålet med artiklen er at anvende viden og modeller fra forskning i intersubjektivitet i tidlig mor-barn-interaktion til at beskrive interpersonelle vanskeligheder og ændrede oplevelser af selv og anden, som de kommer til udtryk i psykoterapeutiske forløb med personer med psykose. Som model bliver Beatrice Beebes co-reguleringsmodel fremlagt. Den ser en balance mellem selv- og interaktiv regulering hos begge parter i tidlig morbarn-interaktionen som optimal for udviklingen. En ubalance både mod mere selvregulering og mod mere interaktiv regulering ses som mulige risikoprocesser, der kan lede mod mindre optimal udvikling og i sidste ende være forbundet med psykopatologiske funktionsmåder. Der opstilles den antagelse, at en mere balanceret nonverbal co-regulering er en forudsætning for mere fælles betydningsdannelse på det verbale plan i psykoterapi ved psykose. I tre caseeksempler fra psykoterapeutiske forløb med personer med psykoseproblematik ses en meget ubalanceret co-regulering i interaktionen med terapeuten. Via terapeutiske strategier i terapien viser det sig muligt i sekvenser at opnå en mere balanceret co-regulering, der er forbundet med større positiv affektivitet og større fælles meningsdannelse. Disse mikroforandringsprocesser kan bidrage til at forstå udviklingsprocesser mod bedring ved psykose samt mulige veje til risikoudvikling mod intersubjektiv isolation og privat eningsdannelse i form af vrangforestillinger.