EVIDENS OG RELEVANS Videnskabelighed i psykoterapi: ‘Evidensbaseret praksis’ eller saglig menneskelighed?

Resumé

Indledningsvis påpeges den dobbelthed i kravet til viden, der kan danne baggrund for psykoterapiens videnskabelighed, som ligger i dimensionerne videnssikkerhed og vidensrelevans. Det påpeges herpå at den ‘evidens’, der lægges til grund for en ‘evidensbaseret praksis’ (EBP) som kognitiv adfærdsterapi (KAT) i forhold til f.eks. angstlidelser, synes at have relevansproblemer i en sådan grad, at terapiformens formidling i psykiatrisk/psykologisk folkeoplysning m.v. som en ‘særligt effektiv’ terapiform må ses som alvorligt misvisende.

Polariseringen mellem scientistiske og humanistiske videnskabelighedsparadigmer i psykoterapien udfoldes med begreberne ‘udliciteret’ over for ‘integreret’ videnskabelighed. Det påvises – og demonstreres ved en case-vignet – at evidens er et fænomenologisk begreb, og at det i begrebets ægte betydning er inden for det humanistiske paradigme, der kan findes praksis, som fortjener betegnelsen evidensbaseret.

Det kropsorienterede sensetik-perspektiv introduceres som et metodisk bidrag til den humanistiske videnskabelighed, der kan operationalisere dimensioner i terapeut-klient-mødet, der optimerer adgangen til at gøre evidente erfaringer – for begge parter.

Endelig illustreres gennem eksemplificering fra en DR Dokumentar om kognitiv adfærdsterapi med OCD-patienter, hvor uforenelige de polariserede tilgange er. En lang række forhold i den dokumenterede praksis ses fra det humanistiske perspektiv som direkte antiterapeutiske. Den udfoldede terapi ses som symptomfikseret på en måde, som ikke blot indebærer en uvidenskabelig lukkethed over for tilgængelige erfaringer, der peger mod terapeutiske muligheder for opgør med selve kilden til angsten bag OCD-adfærden, men som faktisk kan ses som bidragende til denne angstkildes konsolidering.