INDLEDNING: UTOPIER I VOR TID

Resumé

I en verden, hvor krig, økonomisk krise, klimakatastrofe og mange andre fortrædeligheder synes at være grundlæggende for vores samtidshistoriske bevidsthed, er det nærliggende at konkludere, at dystopien har fortrængt utopien som mulig verdensanskuelse. På skuldrene af de store utopier kulminerede den utopiske tænkning i det tyvende århundrede med begivenheder, der på den ene side bragte utopisk tænkning i miskredit, men på den anden side skabte mulighedsbetingelser for mange af de forandringer, vi i dag betragter som centrale værdier. Ungdomsoprøret fra slutningen af 1960’erne er formodentlig et af den vestlige verdens sidste store utopiske projekter, båret frem af en drøm om universel fred og kærlighed. Ungdomsoprøret har ubetvivleligt sat sine synlige spor i eftertiden og bidraget til ny forståelse af forholdet mellem kønnene, nyt syn på børneopdragelse, nye tanker om det metafysiske, kunst og meget mere, men som aktiv utopisk tænkning er der imidlertid ikke meget tilbage af ‘ånden fra 68’. Hvor den etymologiske definition af utopien består af en negation af stedet – topos, så står utopien i dag på mange områder tilbage som en negativt konnoteret negation af det virkelige, altså som det uvirkelige eller urealistiske. Dette kommer især til udtryk i den politiske diskurs, hvor det at være utopisk frem for alt betragtes som utvetydigt negativt, uvirksomt drømmeri og spild af tid. Denne negative forståelse af utopien hænger uden tvivl sammen med den såkaldt postmoderne samfundsdiagnose og de store fortællingers død, hvilket medfører sværere betingelser for at skabe fælles drømme og visioner. Spørgsmålet, der er baggrunden for dette temanummer, er imidlertid, om dette betyder, at utopien som begreb og måde at tænke på ikke længere er virksom eller udgør en produktiv kraft for tænkningen.