Årg. 25 Nr. 43 (2023): Georges Didi-Huberman

Den franske kunsthistoriker og filosof Georges Didi-Huberman (f. 1953) er en af samtidens vigtigste tænkere indenfor kunsthistorien. Igennem snart et halvt århundrede har han udarbejdet et vidtrækkende forfatterskab og kurateret en række udstillinger i og uden for Frankrig. Nogle få nedslag i Didi-Hubermans produktion kan give en fornemmelse for rækkevidden af hans arbejde: Der er det tidlige studie af hysteriets ikonografi omkring neurologen Jean-Martin Charcot i 1800-tallets Paris i Invention de l’hystérie: Charcot et l’iconographie photographique de la Salpêtrière (Hysteriets opfindelse: Charcot og Salpêtrières fotografiske ikonografi), Didi-Hubermans første bog fra 1982; gentænkningen af figurbegrebet i forbindelse med opdagelsen af afgørende oversete aspekter af maleriet i San Marco-klosteret i Firenze, der er beskrevet i Fra Angelico: Dissemblance et figuration (Fra Angelico: Forskellighed og figuration) fra 1990; studiet i Images malgré tout (Billeder trods alt) fra 2004 af fire fotografier taget indefra Auschwitz som dokumenterende modstandshandlinger, mens stedet stadig fungerede som udryddelseslejr; og så er der undersøgelser af billeder af oprør eller opstand i Soulèvements (Opstande) fra 2016, der også tog form som en omrejsende udstilling. Der er tale om bøger og et forfatterskab mere generelt, der præsenterer en række vigtige begreber og spørgsmål og bidrager til aktuelle diskussioner, om for eksempel billeders materialitet, visualitet og historicitet. Et forfatterskab, der – måske vigtigst af alt i en kunsthistorisk sammenhæng – tillader os som følge af det begrebslige og analytiske arbejde helt grundlæggende at se på ny, at (gen)se billeder på nye måder. Sådan som det forhåbentligt også vil fremgå af nærværende nummer.