Asymmetri eller quid pro quo?

Magtforskelle i overenskomstforhandlingerne i den offentlige sektor

Abstract

Er forhandlingsrelationerne mellem arbejdsgivere og lønmodtagere asymmetriske, dvs. har arbejdsgiverne altid overmagten, fordi en arbejdskonfl ikt altid er gratis for dem? Eller gælder det omvendt, at forhandlingerne har karakter af ”quid pro quo” (noget for noget), dvs. at begge parter, også arbejdsgiverne, må give reelle indrømmelser for at nå til et forhandlingsresultat, parterne kan acceptere? Det blev i forbindelse med de meget dramatiske overenskomstforhandlinger i 2018 (OK18) fremhævet, at magtforholdet i forhandlingerne var påvirket af,

1. at staten både er arbejdsgiver og lovgiver og derfor kan gennemtvinge en løsning og standse en evt. arbejdskonflikt, og

2. at arbejdsgiver ikke har et økonomisk tab ved en eventuel arbejdskonflikt (strejke eller lockout), i modsætning til lønmodtagerne, hvis strejkekasser tømmes under konflikten. På det private arbejdsmarked lider begge parter økonomiske tab ved en arbejdskonflikt, stort eller lille, og magtbalancen mellem parterne er derfor som udgangspunkt mere ligeligt fordelt end i den offentlige sektor. I forbindelse med det mindre dramatiske forløb i 2021 har synspunktet dog været mindre fremherskende.