Indledning

Abstract

D en moderne verden er blevet global. Det er et af de slogans, som går igen i populær og akademisk debat om de forandringer, der præger den teknologiske, økonomiske og sociale sfære. Internationalisering har været en del af den kapitalistiske udvikling allerede før første verdenskrig. Men globaliseringen, som fænomen, adskiller sig både kvalitativt og kvantitativt. Den måde verden integreres på er anderledes og her spiller udviklingen af IT teknologi en væsentlig rolle. Noget af det som særligt kendetegner globaliseringen er, at geografiske grænser og fysiske lokalitet mister betydning. Samtidig øges hastigheden af processerne, feks. når det gælder informations- og kapitalstrømme. I forhold til arbejdslivet kan det betyde, at feks. virksomheden som en fysisk afgrænselig størrelse opløses. 'Virksomheden' kan bestå af en række komplekse økonomiske netværkskonstruktioner, mens arbejdsopgaverne kan udføres uafhængigt af tid og rum i hurtigt skiftende konstellationer. Globaliseringen har affødt en række diskussioner om fremtidens arbejdsliv. Den ny form for kapitalisme opfattes af mange (feks. Ritzer 1993, Rifkin 1995) som en homogeniserende kraft; tilpasningen til lokale betingelser synes ikke længere vigtig. Homogenisering betyder at de betingelser, hvorunder arbejdet foregår bliver stadig mere ens. De samme ledelseskoncepter, den samme teknologi og krav til kompetencer vil blive introduceret forskellige steder på kloden. Spørgsmålet er, hvad det indebærer for det lokale. Centrale institutioner såsom staten, virksomheden, kontrakten mellem arbejdsgiver/arbejdstager, institutioner som tjener til at regulere markedet, er alle børn af en æra, hvor geografiske grænser og fysiske lokaliteter er det konstituerende. De trues af opløsning, eller må grundlæggende forandre sig. Der er således en bekymring for, at globaliseringen yderligere svækker civilsamfundet på markedets bekostning (feks. Baumann 1998, 1999). Når kapitalstrømme uhindret bevæger sig derhen, hvor de bedst giver afkast, flytter arbejdet. Men mennesker har ikke samme bevægelsesfrihed som kapitalen-i hvert fald ikke dem alle. Baumann (1999) argumenterer for, at vi i stigende grad vil se et skel mellem de, som søger at leve op til de nye krav om stadig mobilitet-det være sig fysisk eller mentalt-og de, som ikke magter det. Han peger på, at der sker en ny polarisering mellem de, der kan gøre de nye betingelser om mobilitet til deres fordel, turisterne, og de der må se sig skubbet rundt i søgen efter arbejde, og som trues af marginalisering, fordi de ikke kan honorere nye krav om fleksibilitet (vagabonderne). Udviklingen af multikulturelle samfund og multikulturelle relationer i arbejdslivet en anden vigtig proces i globaliseringen. Selvom menneskers liv er stedbundet på en anden måde end det gælder kapitalstrømme, betyder globaliseringen en øget migration. Som konsekvens heraf ser vi i disse år, at metropolerne udvikler sig til multikulturelle 'sites'. Men spørgsmålet er, om der her-med udvikles en form for pluralistisk multikulturalisme. Som feks. Sassen (1991, 1996) og Schierup & lund (1991) påpeger, er der en risiko for at vi i stedet bliver vidne til en etniske segmentering, en opdeling i samfundet, hvor den koloniale orden med 'den hvide mand' som privilegeret får reprise. Endelig er bevægelse og hastighedet træk ved globaliseringen som mange samtidsdebattører tager op. Feks. fremhæver Richard