Data og relationer i omsorgsarbejdet

Mellem datadrømme og virkelighed i kommunale sundhedsindsatser

Resumé

Mens data i årtier er blevet anvendt som ledelsesinformation i den offentlige sektor, er der på det seneste opstået et ønske om at anvende data til at understøtte og udvikle den professionelle opgaveløsning. Der mangler imidlertid viden om, hvordan og hvorvidt denne ambition realiseres i praksis, og det er her, denne artikel søger at bidrage. Vi undersøger denne ambition med udgangspunkt i praksis i et kommunalt sundhedscenter, der tilbyder indsatser for borgere med diabetes og demens. Ved brug af begrebsparret ”bevise/forbedre” (eng: ”proving/improving”), introduceret af STS-teoretiker Annemarie Mol (2006), undersøger vi først, i hvilken grad og hvordan velfærdsprofessionelle med borgerkontakt anvender data i praksis, og herefter hvad de professionelle forstår ved ”data” i relation til deres arbejde, samt hvorvidt det oplevede behov for at anvende data overhovedet vækker genklang blandt medarbejderne. Analysen viser, at data i form af statistik og ”gode historier” anvendes til at ”føre bevis” for sundhedscentrets aktiviteter opadtil i forvaltningen og udadtil blandt kommunens borgere. Sundhedscentrets fagsystem anvendes som platform for journalisering og koordinering af kollegialt samarbejde, mens oplysninger, som indgår i den professionelle opgaveløsning, primært indsamles fra samtaler med borgeren; disse oplysninger opleves imidlertid ikke som ”data” i streng forstand. Selv om sundhedscentrets ledelse giver udtryk for et potentiale i at anvende data til at forbedre opgaveløsningen, kan professionelle med borgerkontakt ikke genkende et sådant, da de ønsker at fokusere på mødet med den enkelte borger.