Universitet og arbejdsliv — en indledning

Resumé

U niversiteternes aktuelle tilstand og mulige fremtidige skrækscenarier er for alvor blevet et hot emne blandt forskere, politikere og diverse interessegrupper. Vi har set en stærkt voksende politisk interesse for universiteternes samfundsmæssige nytteværdi i de seneste 15 år. Forklaringen skal blandt andet findes i universitetets udvikling fra elite- til masseuniversitet samt i forestillingen om, at vi i dag befinder os i en vidensøkonomi, hvor styring af uddannelse, forskning og innovation betragtes som en afgørende forudsætning for Danmarks overlevelse i en stadig mere globaliseret og konkurrencepræget verden. Denne udvikling er et brud med den model, som det moderne universitet fra starten af 1800-tallet byggede på. Udgangspunktet for denne var Immanuel Kants og Wilhelm von Humboldts idealforestillinger om universitetet som videnskabelig institution, hvor staten betalte for universiteternes drift og derudover overlod resten til universiteterne. Intentionen var at skærme universiteterne fra eksternt pres og indblanding (Humboldt 1809/2007). Modellen inspirerede en række europæiske universiteter, herunder Københavns Universitet og senere resten af de danske universiteter. Blandt forskere (se fx Kristensen 2007; Emmeche 2012), der beskæftiger sig med de danske universiteters historie, betragtes Universitetsreformen af 2003 som et opgør med ovennævnte universitetsideal. Loven medførte, at universiteternes valgte ledelse og organer blev afskaffet. Nu var det en bestyrelse, der var universitetets øverste myndighed. Bestyrelsen udnævner på samme måde som i et aktieselskab rektor som en slags administrerende direktør, og han udnævner på sin side dekaner, som igen udpeger institutledere. I dette system står ledere til regnskab opad og ikke som i det tidligere system, hvor de først og fremmest stod til ansvar over for de mennesker, som de ledte. I 2005, hvor regeringen under Anders Fogh Rasmussens ledelse nedsatte Globaliseringsrådet, blev universiteterne koblet til forestillingen om 'videnssamfundet' og antagelsen om, at jo højere en befolknings gennemsnitlige uddannelsesniveau var, jo stærkere var også nationens konkurrenceevne. I dag er universitetets autonomi blevet undermineret på mange forskellige fronter i takt med, at kravene til universiteterne bestemmes af uddannelsespolitiske målsætninger, som har til formål at styrke den nationale konkurrenceevne på et globaliseret marked. For få år siden handlede det om at få flest mulige til at uddanne sig længst muligt. Konkret var målsætningen, at 25 % af en ungdomsårgang skulle have en lang videregående uddannelse i 2020. Det betød vækst i antallet af ansatte i universitetssektoren. Målsætningen er allerede nu realiseret-godt og vel endda, hvilket nu problematiseres fra politisk hold.