DOKUMENTATION AF TORTUR – om metoder og begreber

Abstract

Tortur og andre overgreb på menneskerettigheder forekommer i dag i omkring halvdelen af verdens lande (Amnesty International – Annual Report 2003). Arbejdet med at bekæmpe tortur er således fortsat særdeles relevant.

Torturen kan først bekæmpes i det øjeblik, at det er bevist, at den findes og i denne sammenhæng er dokumentation afgørende. Dokumentation kan anvendes til at retsforfølge de ansvarlige. Dokumentation kan desuden bruges til at lægge pres på regeringer eller andre ansvarlige og derved også virke forebygggende overfor fremtidig anvendelse af tortur. Endelig kan dokumentation være en støtte til torturoverleverne, – en slags anerkendelse af de lidelser de har været igennem og evt. en afdækning af behovet for rehabilitering.

En sådan dokumentation udføres b.la. af Amnesty International’s danske Lægegruppe. Disse læger udnytter deres lægefaglige viden til at udfærdige rapporter, der beskriver den udførte tortur og de fysiske og psykiske følger, torturen medfører. Rapporten skrives på baggrund af interview og lægeundersøgelser. Til dette arbejde anvendes Istanbulprotokollen (udgivet 1999). Den indeholder internationale retningslinier for undersøgelse og dokumentation af formodede tortursager og for rapportering af fundene til relevante myndigheder. Flere organisationer arbejder i dag på at få Istanbulprotokollen implementeret i så mange lande som muligt for at udbrede kendskabet til dokumentation og undersøgelse af torturoverlevere, og bidrager derved til kampen mod tortur.