Forholdet mellem individets og samfundets historiske udviklingslogik

Abstract

Ser man efter, kan man finde en række tilsyneladende fælles træk mellem individets og samfundets historiske udviklingsforløb. Artiklens formål er at undersøge om oplevelsen af en sådan parallellitet blot er et udtryk for analogitænkning el´ler om der kan antages at ligge en egentlig kausal sammenhæng bag. Med udgangspunkt i en analyse af hjernens evolution og opbygning argumenteres der for, at hjernebarken, neo-cortex, som er det sidst etablerede lag i denne evolutioncere opbygning, må betragtes som hjernens civilisationsformidlende organ. Forudsætningen for etableringen af de kvalifikationer, der ligger til grund for menneskers arbejde, er således ikke fikseret oprindeligt i hjernen selv, men i den omgivende civilisations historisk
betingede indretning og funktion. En mulig parallellitet mellem individets og samfundets udviklingslogik må derfor have sit
grundlag i en parallel mellem de mønstre som praksisformerne danner i henholdsvis individets og samfundets historie. Det konkluderes at når man kan finde fælles træk i individets og samfundets historiske udviklingslogik, er det udtryk for en kausal sammenhæng formidlet gennem menneskets irreversible og kvalifikationsskabende arbejde.