Affekt og effekt

Hvad bliver den freudske affekt til i Lacans psykoanalyse?

Resumé

Freuds lære om affekten går ud fra hans teori om fortrængningen og om det ubevidste. Beskrivelsen af fortrængningen og det ubevidste omfatter også træk af en teori om det sproglige i forholdet til psykisk forsvar overfor stærke påvirkninger. Det er bl.a. på disse sproglige elementer, at Lacan bygger videre. Hos Lacan finder man ingen egentlig teori om affekten, men derimod en teori om angsten. Man finder heller ingen teori om fortrængningsprocessen, men derimod en udbygget teori om, hvad der sker, når "det fortrængte vender tilbage" til subjektet (det ubevidstes "åbning"). Tillige er der ofte blevet talt om acting-out-sammenhængen (passage á l'acte) i Ecole Freudienne de Paris. Teorien om affekten hos Freud bliver hos lacan til et mere alment træk ved psyken (ved "det psykiske apparat", som Freud kaldte det), nemlig dets manglende kapacitet til udtømmende symbolsk arbejde. Dette udvikler lacan til en teori for de tre registre for sammenhængen i det ubevidste sprog, der taler, nemlig I, R og S, l'imaginaire, le réel, le symbolique. R (le réel), som ikke må forveksles med "virkeligheden" (la réalité), udtrykker et residuum, et fravær af symboliseringen, et "ikke-til-at-sige", som dog indgår i analysen. Indtil et vist punt påtager symptomet sig denne rolle, men
når symptomet er analyseret, bliver denne refraktære, residuale virkelighed (R, le réel) til en del af subjektets måde at placere sig i
sproget på. Et talende legeme, som dog ikke siger noget.