Indledning

Resumé

André Breton (1924/1972, p. 20) skrev i sit første surrealistiske manifest at han nok skulle vogte sig for at spøge med psykologien, men er dog samtidig dybt optaget af evnen til at forestille sig noget ved hjælp af fantasien. Omtrent samme år skrev Lev Vygotsky (1925) i sin bog om kunstpsykologi at den skabende proces er en måde at forestille sig noget mentalt som derefter skabes i form af et produkt. Vygotsky argumenterer for at kunsten hjælper til at skaffe ligevægt mellem individet og dets omgivelser. Hos Breton er der ikke tale om en overordnet logik i form af dialektik mellem det mentale – bevidstheden – og omgivelserne. Der er derimod tale om en kamp mellem rationalitet og fantasi: “Ordet frihed er det eneste, der stadig kan begejstre mig. (…). Midt i al den vanære der er gået i arv til os, må vi dog erkende, at vi også har fået overladt tankens allerstørste frihed. (…). Alene fantasien beretter om det, der kan komme, og det er nok til at lette det frygtelige interdikt en smule” (Breton, 1972, p. 20).

Dette betyder at fantasien skal sættes fri og ikke lægges ind under en logik der begrænser den. Det er den skabende frie fantasi der lovsynges af Breton. Den fantasi der ikke foregiver at være den logiske virkelighed, men derimod er et eget univers af drømme og associationer. Breton skriver at denne del af intellektets verden netop er blevet draget frem og gjort synlig gennem Freudsopdagelser. Den skal nu frit anvendes i kunsten, ikke som en særlig kunstretning, men som en poetisering af verden som Finn Hermann skriver i introduktionen til den danske udgave af Bretons surrealistiske manifester. Breton blev senere meget diskuteret og kritiseret for sin a-historisering af fantasien som generel og universel snarere end at være knyttet til en bestemt historisk kontekst med dens betingelser og mulige valg.