KLINISK SPÆD- OG SMÅBARNSPSYKOLOGI – I UDVIKLINGSPSYKOPATOLOGISK PERSPEKTIV

Resumé

Artiklen præsenterer kort den historiske baggrund og udvalgte aspekter inden for den kliniske spæd- og småbarnspsykologi. En syntetiseret udviklings- og patologimodel introduceres. Her ses individets udvikling som resultat af en aktiv og kompliceret interaktionsrække mellem medfødte biologiske dispositioner og miljømæssige påvirkninger. Fokus er ikke kun på barnets udvikling, men på udviklingen i hele det dynamiske omsorgsgiverspædbarn-system, hvor udviklingsprocessen er bi-direktionel. Den kliniske spæd- og småbarnspsykologi ses i det bredere udviklingspsykopatologiske perspektiv for at understrege betydningen af at se årsager til (ætiologi) og udvikling af psykopatologi (patogenese) i et livslangt perspektiv. Longitudinelle prospektive studier giver øget mulighed for en empirisk afdækning af sammenhænge mellem spæd- og småbarnsalderens psykiske lidelser og senere psykopatologi. Herunder afdækning af biologiske, psykosociale risiko- og beskyttelsesfaktorer og de involverede udviklingsmekanismer, som for eksempel i selv- og anden regulering. Dette har betydning for mulighederne for samfundsmæssige sundhedsfremmende indsatser, tidlig intervention og forebyggelse i forhold til spæd- og småbørn og deres mentale sundhed på længere sigt.