Drømmetydning i psykoanalysen

Resumé

Sigmund Freud tillagde drømme en afgørende betydning. De blev opfattet som adgangsveje til de fænomener, der lå bag neurotiske symptomer.
Indrepsykiske konflikter, uforarbejdede indtryk fra vor omverden, utilfredsstillede impulser og uopfyldte ønsker indgik i en latent drøm, der lå skjult i vort ubevidste. Gennem et drømmearbejde kunne den latente drøm tilsløres og forvanskes til ukendelighed, før den manifesteredes i den manifeste drøm. Denne måtte derfor gøres til genstand for en tydningsproces. Freud skanderede de manifeste drømme, og lod sine klienter associere til hvert enkelt element. Selv om disse associationer kunne gå i mange retninger, så kunne de alligevel danne mønstre, der afslørede detaljer i den latente drøm.
Drømme har spillet en afgørende rolle i alle faser af psykoanalysens udvikling. Oprindeligt tænktes de neurotiske symptomer at blive ophævet ved at blive blotlagt. Senere fik jeg-funktionen en mere fremtrædende plads i psykoanalytisk teori og praksis. Fra midten af århundredet blev Freuds jeg-begreb i stigende grad uddifferentieret i et selv og et jeg og narcissistiske personlighedsforstyrrelser kom i fokus. I vor tid spiller hele det dynamiske samspil mellem et menneske og objekterne i dets omverden en afgørende rolle, men drømme og tydningen af dem er stadig vigtige veje til forståelsen af den nonnale
personlighedsudvikling og fremkomsten af psykopatologi.