DEN HISTORISKE FORTÆLLING SOM FAGLIG OG FAGLIG-PÆDAGOGISK TEKST

Refleksioner over historisk kommunikation

Resumé

I modsætning til kildebegrebet er begrebet tekst som faglig- og faglig-pædagogisk historisk term af relativ ny dato. Det er forfatterens påstand, at dette dækker over et delvist uerkendt formidlingsproblem hos professionelle historikere i både forskning, undervisning og opdragelse. Ud fra en procesorienteret interaktionsmodel over et historisk- samfundsfagligt emne-/temaarbejde hævder forfatteren, at både den historiske fortælling og den kritiske åbne historiske

samtale, således som den fremtræder i den videnskabelige artikel- og disputatsform og i den faglig-pædagogiske dialogform repræsenterer to logikker. Begge præges afgørende af den sammenhængsforståelse og det overordnede ordningsprincip, der styrer det empiriske emne- og temaarbejdes processer. Formidlings- og tekstformernes rolle og funktion i dette arbejde er imidlertid ofte ikke fuldt erkendt. Dette illustreres ved en kritisk præsentation af det netop afsluttede læseplansarbejde i historie for folkeskolen og ved en afsluttende karakteristik af den moderne historisk-samfundsfaglige fortælling som dynamisk og foranderlig faglig og faglig- pædagogisk formidlings- og tekstform. Den renaissance, som fortællingen oplever i mange fag, skyldes et bemærkelsesværdigt samspil mellem identitetspolitik, forskningsmæssig fokusering på kollektiv identitetsdannelse som politisk samfundsmæssig konstruktion på den ene side og en lige så bemærkelsesværdig begrebsmæssig fornyelse af fortællingsbegrebet på den anden. Denne interaktion bør henlede forskernes opmærksomheden på de socialpsykologiske læreprocesser, der er knyttet til brugen af den historiske fortælling og dens forskellige kategorier i forskningen og ikke mindst i politik, undervisning og opdragelse.