DEKONSTRUKTIONENS PLOT

Resumé

Narratologien begynder med, at Aristoteles i sin Poetik giver to bestemmelser af narratologiens hovedbegreb mythos: på den ene side imiterer mythos en ekstra-litterær handling (praxis) og er heteronomt bestemt; på den anden side er mythos autonomt bestemt, et logisk, æstetisk og selvafsluttet hele. Litteraturen (mythos) er harmonisk – både sand (heteronom) og skøn (autonom). Men begrebet mythos rummer en potentiel konflikt, der i moderne tid (om ikke før) får sit navn i de russiske formalisters skelnen mellem fabel og sjuzet (plot). I fablen fremstilles begivenhederne i den tur og orden, som de rent faktisk foregår i. I plottet derimod fortælles fablens historie med henblik på den æstetiske værdi og i forhold til publikum. Denne skelnen mellem plot og fabel har Umberto Eco overtaget; han taler om 1) historier der rummer både plot og fabel (hvor fablen rekonstrueres pba plottet); 2) rene fabler uden plot (»Den Lille Rødhætte«); 3) plot uden fabel. Tredje kategori er en uting for Eco, leder nok til en åben læsning, men samtidig til en fortolkning, der aldrig vil konkludere. For Eco må læsningen altid gå fra plot til fabel – ellers stiller man sig uden for sandhed og afgørlighed og følger heri en gnostisk tradition for hermetisk pansemiotisme fr middelalderen; fortolkninger afføder nye fortolkninger i aldrig lukkede kæder af relative udsagn. Denne læsetradition er i moderne tid udfoldet i dekonstruktionen (eksemplificeret ved Peter Brooks). Brooks skelner ikke mellem plot og fabel – alt er plot, enhver fortælling er determineret af sin æstetiske reception. Dermed er alt også genfortolkeligt, en principiel åbenhed breder sig i alle reninger. Enhver fortælling, der søger sandheden, skjuler sin egen fortalte karakter (siger Derrida); enhver fabel forudsætter et bagvedliggende plot, siger Brooks i forlængelse heraf. Eco fastholder derimod distinktionen mellem plot og fabel, fordi sandheden er afhængig af en sådan skelnen.