NARRATIVITET OG NARRATOLOGI

Resumé

Artiklen indleder med en definitorisk beskrivelse af, hvad narrativitet er. Den primære reference er Aristoteles’ poetik. Derefter skitseres kort denne narrative organiserings udvikling i teksthistorien fra antikkens tragedier til den realistiske romans krise omkring starten af dette århundrede. Artiklens hoveddel er en oversigt over den narratologiske forsknings forskellige faser i dette århundrede. Der startes med en gennemgang af den russiske formalismes narratologiske bidrag med vægten lagt på fabula- og sjuzet-begreberne og Propps narrative »morfologi«. Næste afsnit handler om strukturalismens narratologiske teorier. Lévi-Strauss’ Ødipus-analyse gennemgås, og hovedbidragene i strukturalismens videre arbejde i 60’erne bliver kort beskrevet. Artiklens sidste del er viet det såkaldte »narrativist turn« i fransk og især amerikansk forskning fra omkring 1980. Artiklen afslutter med at anbefale, at ikke-litterære fagområder med fordel kunne hente inspiration ikke kun i teorier efter »the narrativist turn«, som overvejende er metanarrativt filosofiske, men også i de tidligere, mere analytiske dele af den narratologiske forskning.