BØRNS PERSONLIGHEDSUDVIKLING I SMÅBARNSALDEREN. KONTINUITET OG FORANDRING

Resumé

l artiklen argumenteres for en integration af tilknytningsteoretiske og psykoanalytiske synsvinkler på den tidlige personlighedsudvikling. Artiklen indledes med en præsentation af det tilknytningsteoretiske begrebs system. Og der argumenteres for den udviklingspsykologiske relevans af et begrebssystem forankret i observationer af spædbørns og småbørns interaktionsmønstre. Herefter diskuteres fællestræk og lighedspunkter mellem tilknytningsteori og nyere psykoanalytiske synspunkter. Det påpeges, hvordan Mahlers teori om separationsindividuationsprocessen både har klare lighedstræk med tilknytningsteorien, og m h. t. det intrapsykiske niveau og specielt selvets udvikling kan supplere tilknytningsteorien. Kohut og Winnicolt præsenteres kort som to andre teoretikere, der på hver sin måde har ydet væsentlige bidrag ti (forståelse af selvets udvikling vedovergangen fra dyadisk relateren til jeg-du relatering eller med andre ord: Selvets konstituering som eksistens eller subjektivitet. Endelig diskuteres begrebet »kontinuitet<< i udviklingen og de tilknytningsteoretiske begrebers prediktive gyldighed. Det moderne samfunds institutionalisering af den tidligste barndom påpeges som en historisk ny form for diskontinuitet i børns livsomstændigheder; hvis konsekvenser foreløbig er ukendte. Der peges afslutningsvist på behovet for forskningsmæssig refleksion og begrebsudvikling.