INDSATS FOR BØRN I KRISE- OG KATASTROFESITUATIONER

Resumé

Børn i krise- og katastrofesituationer er særligt sårbare. Børns kognitive beredskab er ikke færdigudviklet, de har begrænsede copingstrategier og resilience, og deres grundlæggende antagelser om livet er umodne og lette at ryste. En stabil og forudsigelig dagligdag, psykosocial stimulering samt beskyttende omsorgspersoner er afgørende for børns trivsel; og det er disse ting, der bryder sammen i kata strofe situationer. Børn udsat for traumatiske hændelser samt depriveret opvækst vil fejludvikles og mærkes for resten af livet. Nødhjælpsprogrammer bør være direkte rettet mod børnene, såvel som deres primære og sekundære netværk. Generelt er det lettest at styrke resilience og reetablere en hverdag ved akutte katastrofer. Det er sværere at hjælpe under kroniske kriser, når de fundamentale trusler og problemer ikke står til at ændre. Her kan programmerne alene give lettelse og bedring af vilkår i hverdagen. Interventionen kan være overvejende klinisk eller psykosocial, ligesom den kan være rettet mod enkelt per soner eller grupper. Vægtningen i det enkelte program afhænger af behov, kontekst og politiske prioriteter. Et program bør bestå i en kortlægning af problemer og behov, opbygningen af et samarbejde med lokale partnere og medarbejdere og et tæt samarbejde om udviklingen af intervention. Psykologien kan dels støtte forskellige clusterprogrammer i at inkorporere psykosociale aspekter, dels er den fundamentet for udformningen af mental health og psykosociale programmer.