DØMT TIL AUTONOMI – Om den ydrestyrede selvforvaltning

Resumé

Die Autonomie ist die Beschaffenheit des Willens, durch die er sich selbst Gesetz ist. (Kant 1994)

Aufklärung ist der Ausgang des Menschen aus seiner selbstverschuldeten Unmündigkeit. (Kant 1995)

I det oplysningsprogram, Kant proklamerede med så flotte formuleringer som i de to ovenstående citater var autonomi og myndighed hans kernebegreber. Autonomi er alternativet til den heteronome slavetilstand, som hidtil havde hersket under fyrsternes despoti og religionens dogmatik. Og myndighed skulle mennesket erhverve sig gennem selvoplysning og ikkeautoritær pædagogik. Hans paroler er, om noget, endnu mere aktuelle i dag. Autonomi og selvforvaltning er, bl.a. som resultatet af to århundreders indsats af oplyste reformatorer som Kant, blevet selvindlysende værdier i ethvert demokrati. Netop derfor er der grund til at reagere, nar disse begreber bliver udsat for kidnapningsforsøg, hvor de på mere eller mindre subtil made underkastes en betydningstransplantation, så de reelt kommer til at pege på det stikmodsatte. Hvor de på Orwellsk vis bliver indlemmet i en doubletalk, så autonomi bliver varemærket for heteronomi, og hvor myndiggørelsen af næsten bliver en bestræbelse på at fastholde denne i en tilstand af umyndighed.