SYGDOMSFORSTÅELSE OG FORTÆLLETERAPI - Om en semiotisk-dialogisk fortællemodel

Resumé

Med en skitsering af hvorledes en refleksiv semiotisk betydningsproces forløber, gives i artiklen et bud på et begrebsmæssigt og metodisk grundlag for en kvalitativ tilgang til diagnose og behandling, der kan håndtere semiotiske (dvs. betydende) processer. Dermed peges på et mere fintmasket forskningsværktøj end det, den kvantitative, kausalitetsdominerede tilgang til sygdomsområdet synes at frembyde. Med en dialogisk fortællemodel sigtes der mod at betragte den terapeutiske og kliniske situation som et verbalt og kropsligt rum, et dialogisk felt, hvor noget bliver til – måske for første gang, i stedet for udelukkende at forsøge at forstå sygdomsbilledet igennem en tolkning af det sete eller det fortalte ud fra en forestilling om, at der blot findes en systemimmanent, kausal-logisk forklaring af psykobiologisk karakter på dårligdommen. Både terapeut og patient bør snarere opfattes som læsere, lyttere og betragtere af det, der udfolder sig mellem dem. Derved vil man opdage, at noget meningsfuldt bliver til som en original sammenknytning af en flerhed af de faktorer, der spiller sammen i sygdomsbilledet.