FREUD: MENNESKETS ONDSKAB ER MEDFØDT

Resumé

Enhver teori om ondskab rummer et menneskesyn. Sigmund Freud lagde aldrig skjul på sit. Han spottede troen på den menneskelige naturs godhed som »en af de slemme illusioner, af hvilke menneskene venter sig en forskønnelse og lettelse af deres liv, men som i virkeligheden kun gør skade« (Freud, 1923, s. 85). Det er, som om Freud helt overser, at man ikke behøver at tro på, at mennesket er godt »af naturen« for at forholde sig skeptisk til hans forvisning om, at det af naturen er ondt og aggressivt.

Og det er netop, hvad Freud hævder. Han er kommet til at stå som en af hovedeksponenterne for den opfattelse, at vold og aggression er et uudryddeligt træk ved selve den menneskelige natur. Freud repræsenterer det generelle standpunkt, at aggression indgår i menneskets gener, altså er medfødt, og at denne onde arv er en byrde, menneskeheden til evig tid er fordømt til at bære:

»Homo homini lupus (mennesket er en ulv mod menneskene), hvem har efter alle livets og historiens erfaringer mod til at bestride denne sætning? Denne grusomme aggression afventer som regel en provokation eller stiller sig i et andet formåls tjeneste, der også kunne være realiseret med mildere midler. Når omstændighederne er gunstige for aggressionen, og de modstående sjælelige kræfter, der ellers hæmmer den, er faldet bort, ytrer den sig også spontant og afslører mennesket som et vilddyr, der står fremmed over for at vise skånsel mod sin egen art«. (Freud, 1930, s. 56).