ONDSKABENS SKJULTE ANSIGTER

Resumé

Det onde selv kan ikke ses, dets virkninger kan. Ondskaben udspring hævdes at være den menneskelige selvhævdelse, den narcissistiske lyst til at tage sig ud, spejle sit ego i andres øjne. Spørgsmålet om det ondes oprindelse søges besvaret hos kirkefaderen Augustin, der tautologisk siger, at det onde kommer af selve den perverse lyst til at gøre det. I en omtale af Shakespeares »Macbeth« påpeges det, hvordan Macbeth's ambition, der først er ubevidst, udløser en ondskab, som gennemsyrer og forgifter alt og nedbryder, dehumaniserer både menneske og samfund og endog tilintetgør både tiden, søvnen og højtiden. I John Miltons epos »Det tabte Paradis« findes den mest nøjagtige diagnosticering af den djævelske ondskab i Satans skikkelse, der vil være selve det kolde, destillerede intellekt, frigjort fra enhver følelse og dermed fra enhver samvittighed, til fordel for en kold, destruktiv luciferisk lidenskab.

Bemærkelsesværdigt nok er der i mennesker en uvilkårlig trang til at undskylde og tilgive. »At forstå alt er at tilgive alt«, hvorved ansvaret for ondskaben forflygtiges. Dette eksemplificeres i en omtale Albert Camus' roman »Den Fremmede«, den dag i dag en af de mest læste romaner i verden. Endelig lokaliseres det onde til den kristne forestilling om arvesynden, der opfattes som et ontologisk kategori, ikke som en moralsk, og forbindelsen sluttes tilbage til optaktens betragtninger om den uhæmmede selvhævdelse og -følelse som det ondes ansporing. Som modvægt stilles heroverfor det kristne begreb om den selvforglemmende opmærksomhed og den selvhengivende kærlighed.

Afsky det onde; hold jer til det gode.

Paulus: Romerbrevet kap. 12 v. 9