ØKOLOGISK PSYKOLOGIS BIDRAG OG BEGRÆNSNINGER SOM UDVIKLINGSPSYKOLOGISK FORKLARINGSMODEL

Resumé

Udvikling finder sted i en heterogen social verden, hvor eksempelvis beskrivelsen af det dyadiske mor-barn forhold ikke kan betragtes som en tilstrækkelig udviklingspsykologisk model. Det økologiske perspektiv med dets inddragelse af omverdenen, giver derimod mulighed for en mere kontekstuel forståelsesramme, men samtidig afskriver teoretikere inden for et klassisk økologisk perspektiv – med en kollektiv skræk for det indre mentale – sig ofte muligheden for at kunne forklare årsagerne til de psykologiske forandringer hos individet. I artiklens første del præsenteres først Gibson og Bronfenbrenners klassiske økologiske modeller. Dernæst inddrages relateret aspekter fra Vygotskys teoretisering om barn-omverden, og fra teorien om »cultural learning«. I forlængelse heraf illustreres den empiriske anvendelse af et økosystemisk perspektiv i forståelsen af mexicanske indianerbørns legeaktivitet. I artiklens anden del præsenteres den sociogenetiske tilgangs bud på kontekstuelle udviklingspsykologiske mekanismer, samt nogle af de konceptuelle uenigheder vedrørende mekanismernes ontologi. I sidste del eksemplificeres situeret semiotisk mediering som udviklingspsykologisk mekanisme ud fra Oliveiras’ observation af brasilianske småbørns rolleleg. Afrundingsvis påpeges nogle metodemæssige problemer ved et økologisk udviklingspsykologisk perspektiv, og nødvendigheden af en intenderet tese mellem et økologisk perspektiv og social mediering, i forhold til udviklingspsykologiens gradvise erkendelse af at tværkulturelle data er afgørende for at bevare forståelsen af, at en stor del af vores forskningsmateriale og udviklingspsykologiske teorier har relativ karakter.