HANDICAP SOM RISIKOFAKTOR? ET UDVIKLINGSPSYKOPATOLOGiSK PERSPEKTIV PÅ BØRN MED HANDICAP

Resumé

Børn med handicap er generelt i større risiko for at udvikle psykopatologi. Men risikoen for fejludvikling er ikke enkelt forbundet med graden af handicappet. Fx oplever børn med hørehandicap næsten fire gange så hyppigt psykosociale vanskeligheder sammenlignet med hørende børn. Men det er ikke graden af deres høretab, der er afgørende for deres psykosociale trivsel, men derimod deres kommunikative/sproglige kompetencer (Dammeyer, 2010). Et andet eksempel er børn med cerebral parese, der er født med forskellige grader af motoriske barrierer for deres udviklingsmuligheder. Men hvordan disse barrierer håndteres og bevæges er forskelligt og afgøres af samspillet med omgivelserne bestående af sociale relationer og fysiske rammer og ikke direkte af de biologiske skader (Bøttcher, 2010). Der er tale om et samspil mellem biologiske, psykologiske og sociale forhold, hvori handicappet og eventuel psykopatologi etableres.

I artiklen vil vi præsentere en almen model til forståelse af mennesker med handicap og deres udviklingsmuligheder – en handicappsykologisk udviklingsmodel ud fra et dialektisk kulturhistorisk perspektiv (Vygotsky, (1924-31) 1993). Ved hjælp af empiriske studier vil vi eksemplificere forskellige typiske udviklingsmæssige problemer, der ofte opstår blandt børn med forskellige typer af handicap. At studere børn med handicap og deres psykiske udvikling kan være et vigtigt forskningsmæssigt vindue til at forstå udviklingspsykopatologi generelt.